Melodrama på skadestuen

Som seer er man med som den usynlige flue på skadestuens vægge. Man følger patienternes smerter, personalets travlhed og de pårørendes bekymring.

Men i modsætning til andre serier er det her virkelighedens sygeplejersker, læger og patienter, som er på rollelisten. Og glæden, smerten og blodet er ægte.

''Skadestuen'' tilhører en forholdsvis ny tv-genre, doku-drama, reality-tv eller faktion, som inden for de seneste 15-20 år nærmest er eksploderet både herhjemme og i udlandet.

Genrens kendetegn er, at man blander fakta og fiktion, offentligt og privat, underholdning og information.

Det er forholdsvis billige produktioner, og programmerne er generelt populære hos seerne.

Således også doku-drama serien ''Skadestuen,'' der kan kategoriseres som sidste nye skud på den dokumentariske dramagenre: Doku-soapen eller hverdagsdokumentaren.

Illusionen

Hver udsendelse i serien er klippet sammen, så seerne får oplevelsen af, at der i løbet af den tid, udsendelsen varer, udspiller sig et fremadskridende forløb, hvor en række personer kommer til skade, behandles i skadestuen og udskrives, dør eller overflyttes til et andet hospital. Samtidig formidles det, der foregår på skærmen, af en alvidende fortæller. Han forklarer, hvad de tilskadekomne har været udsat for, hvad det spændende i deres historie er (f.eks.: ''Nu skal det vise sig, om Tommy har gået rundt med en punkteret lunge i fem dage''), og hvad sundhedspersonalet tænker (f.eks.: ''I mellemtiden er Annemarie spændt på at se Tommys lunge'').

Ønsket er at skabe en illusion om, at seeren er flue på væggen i et autentisk univers, som ikke lader sig påvirke af, at der er kamera, lydfolk og instruktører til stede.

Men hvad er det egentlig for et indtryk, serien giver seerne af livet på en skadestue, og hvad er overhovedet formålet med serien? At skabe debat? At skabe forståelse for sundhedspersonalets arbejdsvilkår? At undervise befolkningen i, hvad man gør, når man kommer til skade? Eller er formålet udelukkende at underholde?

Et afsnit af ''Skadestuen''
Intro.

Musik. Kameraet zoomer ind på et skilt, hvor der står ''Skadestue.'' Billedet glider over i en flimrende, brunlig montage af hurtige skift mellem forskellige situationer på et hospital.

I forgrunden toner seriens medvirkende nu frem én efter én: Pia, Mitzi, Nick, Jan, Bente og Annemarie. Samme system som i bl.a. de amerikanske serier ''Beverly Hills,'' ''Ally'' og ''Friends.''

I et kort øjeblik høres regelmæssige bip fra en pulstæller. Pulsen slår i takt til musikken. De brunlige nuancer glider over i naturlige farver, og på billedsiden ses nu Amtssygehuset i Glostrup.

Ugens afsnit er i gang.

En speaker præsenterer situationen i en såkaldt voice-over:

''Det er morgen på Glostrup skadestue, og lægen Annemaries første patient er ankommet. Det er Tommy, der netop er kommet hjem fra Italien med en ubehagelig souvenir.''

Dialog mellem Annemarie og Tommy. Det viser sig, at Tommy har punkteret sin lunge.

''Når en lunge klapper sammen, mister man evnen til at bruge den,'' fortæller voice-overen. ''Og en læge skal hurtigst muligt forsøge at folde lungen ud igen, så den ikke bliver skadet permanent. Nu skal det vise sig, om Tommy har gået rundt med en punkteret lunge i fem dage.''

Vi er her nået til et højdepunkt i Tommys historie - point of no return. Udtrykket er hentet fra fiktionens såkaldte berettermodel. Det er den begivenhed eller information, som skal sikre, at seerens zappevante hænder holder sig væk fra fjernbetjeningen og dermed de konkurrerende kanaler.

Annemarie sender herefter Tommy til røntgen. Første scene er slut.

Opbygning, klippeteknik, dramatisering

Tommys historie er blot én ud af en række patientforløb, de såkaldte cases, som Skadestuens afsnit er bygget op omkring. Hvert enkelt forløb er en afsluttet historie, der følger samme dramaturgiske model: Patienten præsenteres, situationen uddybes og når sit ''point of no return,'' situationen optrappes, problemet løses, og patienten afsluttes.

De øvrige cases i denne uges afsnit er bl.a. en brasiliansk kvinde med mavesmerter, en kvinde, der meldes som et hjertestop, er død ved ankomsten og har en søn, som sidder i fængsel og skal underrettes. Endelig er der to børn, som er blevet forbrændte efter at have leget med fyrværkeri. Der er hurtige skift fra scene til scene og fra person til person. Klippeteknikken, som er med til at skabe dynamik og dramatik, er bl.a. kendt fra de danske dramaserier ''Riget'' og ''Rejseholdet.''

I det hele taget er ''Skadestuens'' tone dynamisk og dramatisk. Der er ikke sparet på effekterne. Når Tommy skal have lagt sit lungedræn, zoomer kameraet ind på hans ansigt. Og seeren er ikke i tvivl om, at han er bange, og at det gør ondt.

For at understrege situationens alvor ledsages indgrebet af dyster og ildevarslende musik.

Vi får også en næroptagelse af den brasilianske kvindes ansigt, som er fortrukket i smerte. Det samme gælder de forbrændte børns forgrædte ansigter, hvor huden hænger i flager.

I et andet af seriens afsnit er der næroptagelser af en lille pige på seks år, som skal have fjernet en negl og syet fingeren under neglen. Vi ser både pigens ulykkelige ansigt og den maste finger helt tæt på. Mulighederne for at understrege, at det er reality-tv, er optimalt udnyttet.

Selv om det er patientforløbene, som skaber dramatikken, er det sundhedspersonalet, der er seriens omdrejningspunkt. Det er sygeplejersker/plejepersonale og læger, som er hovedpersonerne. Det er dem, vi identificerer os med. Deres miljø, deres kollegiale samvær, deres omgangstone og deres arbejdsopgaver. Og de er sympatisk skildret. De er venlige, hyggelige, dygtige, har et godt kammeratskab, de arbejder hårdt, og det virker ikke, som om de er særlig påvirkede af kameraholdet.

Troværdighed

Det er netop personalets evne til at abstrahere fra den kunstige situation, det trods alt er at være i vagt med et helt kamerahold, som giver ''Skadestuen'' en stærk autenticitet. Ingen kan være et sekund i tvivl om, at de situationer, som tv-holdet bag serien vælger at vise seerne, har fundet sted i virkeligheden.

Og vi tror på det, vi ser, fordi vi ved, det foregår på en ægte skadestue med ægte sygeplejersker, læger og patienter.

Det er denne autenticitet, som - set ud fra et kommercielt synspunkt - er konceptets styrke, og som seriens tilrettelæggere udnytter til det yderste. Det er der ikke noget mærkeligt i. TvDanmark er en kommerciel kanal, og der er hård kokurrence om seernes opmærksomhed.

Men set ud fra en formidlingsmæssig og journalistisk vinkel er serien utroværdig.

Doku-delen - den dokumentaristiske reportage - drukner i pathos, dramatiske effekter, sensationalisme, mangel på kritisk journalistik og mangel på socialt engagement.

Der er ingen perspektivering til den verden, en skadestue er en del af, blot en fremstilling af nogle menneskers handlinger og tanker.

Serien giver som andre doku-dramaer et billede af virkeligheden. Men det er et forenklet og overfladisk billede, der med sin iscenesættelse snarere indsnævrer end udvider seerens horisont.

Tilbage er soapen. Det hverdagsagtige. Den personlige vinkel, den følelsesmæssige appel og det melodramatiske. Eller med andre ord: Underholdningen.

Tendensen ligger i tiden og i genren. Spørgsmålet er, om en offentlig skadestue er velegnet som scene for en soap-opera i  afsnit.

Læs også "Når sygepleje bliver til underholdning"