Sygeplejersken
Projekt Livsstil
Sygeplejersken 2001 nr. 16, s. 41
Af:
Jens Glindvad Kristensen, klinisk oversygeplejerske
Den 1. april starter et projekt i Viborg Amt med det formål at vurdere, om vi ved en aktiv, intens sekundær og tertiær profylakse kan ændre mortalitet og morbiditet hos den karkirurgiske patient.
Den karkirurgiske patient er karakteriseret ved at have en livsstil, der er domineret af rygning, mangelfuld motion og overvægt. Som følge heraf har mange patienter type 2-diabetes, hypertension og ofte hyperkolesterolæmi.
Alle velkendte risikofaktorer for udvikling af okklusive arteriosklerotiske hjerte-karsygdomme.
Projektets målgruppe er patienter henvist til ambulant undersøgelse eller indlæggelse på karkirurgisk afsnit, Viborg Sygehus.
Efter informeret samtykke vil patienterne blive tilbudt samtaler hos projektsygeplejersken Marie Thomsen. Ved samtalerne tages der udgangspunkt i de informationer, der kan hentes fra Precard. Precard er et edb-program, der er baseret på oplysninger fra befolkningsundersøgelserne på Østerbro og i Glostrup. Precard visualiserer risikofaktorerne og vægter disse for den enkelte patient med hensyn til betydning af tobaksrygning, blodtryk, BMI samt total- og HDL-kolesterol. I samarbejde med patienten opstilles der behandlingsmål, baseret på Klaringsrapporten, som er udarbejdet af Dansk Kardiologisk Selskab. Da Precard egentlig er møntet på den hjertesyge patient, vil vi supplere med vigtigheden af gangtræning.
I et forsøg på at fastholde de indgåede aftaler om behandlingsmål vil samtalerne ikke foregå under en evt. indlæggelse, hvor informationsmængden i forvejen er stor, men i fredelige omgivelser og helst med et familiemedlem til stede. Findes der grund til at starte eller intensivere en medicinsk behandling af risikofaktorerne, vil det blive gjort i samarbejde med egen læge.
Projektet vil blive gjort op i primære og sekundære endepunkter. De primære endepunkter er genindlæggelse på karkirurgisk afsnit, amputation og død. De sekundære endepunkter er, om vi er i stand til at ændre på ryge-, kost- og motionsvaner, om vi kan forbedre behandlingen af evt. hypertension og hyperkolesterolæmi samt øge gangformåen.
Projektet er i første omgang en pilotundersøgelse, som skal vurdere, om et sådant projekt i det hele taget kan gennemføres med en acceptabel patientdeltagelse.
Projektansvarlige er projektsygeplejerske Marie Thomsen og overlæge, dr.med. Rolf Jelnes, karkirurgisk afsnit, Viborg-Kjellerup Sygehus.
Projektet er foreløbig i en seks måneders periode støttet af Viborg Amt.