Spiseforstyrrelser smitter

Udbredelse af viden om spiseforstyrrelser gør det ikke alene, nok så væsentligt er det at arbejde med selvfølelse og mestring hos unge for at forhindre spiseforstyrrelser i at opstå. Det var et af budskaberne på Sundhedsstyrelsens konference ''Se Signalerne'' i januar om forebyggelse af spiseforstyrrelser.

Dagen havde fokus på dialog, erfaringer og muligheder i forebyggelsesarbejdet, men indlæggene handlede også om holdninger til mad og om opfattelser af, hvordan forebyggelse af spiseforstyrrelser skal føres ud i livet. (Se boks 1).

At der er så meget opmærksomhed omkring spiseforstyrrelser, skyldes, at konsekvenserne af henholdsvis anoreksi og bulimi er alvorlige, og behandlingen ofte strækker sig over lang tid. Den unge bliver ikke mere motiveret for hjælp, jo mere syg hun eller han bliver - tværtimod. Så den voksne, der ser, at den unge mistrives, skal reagere på sine observationer. En tidlig indsats øger muligheden for at blive både fysiske og psykiske følger af sygdommen helt kvit.

(Se boks 2).

Salat og frugt er pynt

''Hvilken signalværdi har det, at mad er så lavt prioriteret, at det nærmest er flovt at sidde og spise sin mad. At det skal overstås, for at man kan foretage sig noget vigtigere?'' spurgte Tove Petersen, afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen, på konferencen.

Tove Petersen fik opbakning af Birgit Petersson, lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab.

''Både forældre og institutioner har ansvar for, at børn får gode sundhedsvaner. Samfundet er indrettet, så begge forældre går på arbejde. Vi må se virkeligheden i øjnene. Institutionerne er en slags forældre, derfor er mad i institutioner en selvfølge. Og salat og frugt er ikke mad. Det er pynt,'' understregede hun.

''Men fagfolk skal ikke gå ud i skoler og institutioner og forebygge spiseforstyrrelser ved at fortælle detaljeret om, hvilke tilstande spiseforstyrrelser dækker over, for spiseforstyrrelser smitter til en vis grad. Stik imod hensigten bliver nogle unge inspirerede til at forsøge sig med slankekure og overdreven motion, når de hører andre fortælle om det.

Det er langt vigtigere at fokusere på den normale udvikling hos unge og lære dem at være rummelige, for alle børn og unge vil uvægerligt møde både godt og skidt i tilværelsen,'' sagde Birgit Petersson.

''Hvis børn og unge rustes til at klare almindelig modgang, kan man i nogle tilfælde undgå, at de udvikler spiseforstyrrelser som en reaktion på, at de føler sig anderledes.''

Birgit Petersson nævnede en pige, som var anderledes, blot fordi hun var den eneste i sin klasse, der lavede lektier. Det medførte et stort pres på pigen, og hun udviklede anoreksi.

''Derfor skal lærere og pædagoger kende den normale udvikling hos både drenge og piger, så de kan reagere på unormale tilstande hos den unge og tale med forældrene om det. Hvis forældrene henvender sig til lærerne, fordi de mener, at deres barn opfører sig anderledes end tidligere, skal deres bekymring altid tages alvorligt,'' sagde Birgit Petersson.

(Se boks 3).

God selvfølelse

Birgit Petersson viste et billede af en ældre herre, hans voksne søn og treårige barnebarn, der alle går hen ad fortovet med hænderne samlet på ryggen. De er på vej væk fra fotografen.

Billedet illustrerer, at et lille barn imiterer de voksne, der omgiver det til daglig. En vellykket imitation giver god selvfølelse, og det er en vigtig ballast hos en ung som forebyggelse af spiseforstyrrelser.

''Når unge bliver usikre, efterligner de dem med succes - og det er de slanke, som overalt i samfundet fremstilles som værende dem, der har kontrol over tilværelsen. Kontrol er i sig selv et ideal.

Derfor er det et godt modtræk at tale med de unge om, at usikkerhed ikke er pinlig, men at følelsen af usikkerhed er almindelig og nødvendig i nogle situationer, fordi usikkerhed giver parathed til nye udfordringer,'' sagde Birgit Petersson.

(Se boks 4 og 5).

Side 33
Billede

Side 34

''Hvis skaden er sket, og den unge har udviklet en eller anden form for spiseforstyrrelse, er det vigtigt, at behandlingen foregår væk fra hospitalssystemet, så den unge kan forblive i sit eget miljø, mens hun (eller han) bliver hjulpet,'' mente Birgit Petersson. 

Trivselstrekanten

Sundhedsplejerske Hanne Viskum beskrev en metode til tidlig opsporing af unge med risikoadfærd. Unge, der signalerer, at der er noget galt med deres liv.

Til den årlige sundhedssamtale med de unge benytter hun et stykke papir med en trivselstrekant. På trekantens sider står ordene skole, fritid og hjem. De områder bliver drøftet med en gruppe på tre unge under samtalen. De unge fortæller om plus- og minussider ved henholdsvis skole, fritid og hjem ud fra spørgsmålene: ''Hvad er rigtig godt, og hvad er mindre godt ved skolen, fritiden og hjemmet?'' ''Hvad kunne du ønske dig i skolen, fritiden og hjemmet?''

Hensigten er ikke at rode efter problemer, men at sikre, at de unge trives. Hanne Viskum har altid tre unge til samtale sammen, fordi det er en ekstra gevinst for de unge at dele deres tanker med hinanden. De unge sammensætter selv grupperne, og hun begynder samtalen med at spørge til det positive i skolen, fordi skolen er neutral. Hjemmet, som er et mere privat og personligt område end skole og fritid, taler hun med de unge om sidst i samtalen.

Hanne Viskum nævnede to unge piger med begyndende risikoadfærd, som hun havde opsporet gennem en samtale ud fra trivselstrekanten. Hverken skolen, fritiden eller hjemmet indeholdt noget godt eller opmuntrende for de to piger, og de fremstod triste og uden håb for fremtiden. De to piger, der gik i 7. klasse, havde begge været negative og meget utilfredse med deres udseende.

Gennem en målrettet støtte fik pigerne et godt forløb i 9. klasse efter at have haft det dårligt både i 7. og 8. klasse. Støtten bestod i tæt kontakt mellem elev, sundhedsplejerske, klasselærer og forældre.

Kommunelægen kan også inddrages, hvis der er brug for det.

Målet var at give begge piger succes og styrke deres selvværd gennem positive oplevelser i skolen og hjemmet og at undgå social isolation gennem støtte til venskaber. Det skete bl.a. ved, at hver enkelt pige

Side 35

 valgte to ønskeveninder, som gik med til samtale med sundhedsplejersken og herefter hjalp og støttede pigen, som de kunne og magtede.

Det er samtidig væsentligt at opfordre forældrene til at gøre ting sammen med deres barn, som hele familien kan lide at lave. Det mindsker fokus på spisevaner og mad, der ofte er anledning til diskussioner i hjemmet.

De to piger havde været tæt på at blive fanget af spiseforstyrrelser, men de slap begge fri, fordi de blev set i tide, mente Hanne Viskum.

Hun understreger, at trivselstrekanten er et værktøj, man smider ud efter brug, sundhedsplejersken skal ikke give papiret til klasselæreren efter samtalen. Samtidig er det vigtigt at holde fast i den årlige sundhedssamtale.

''Hvis ikke vi holder fast i den, er der ingen, der holder øje med, om ungerne trives,'' siger Hanne Viskum.

Klassen som patient

Kommunelæge Poul Bak fra Silkeborg fortalte, at man i Silkeborg har gode erfaringer med at arbejde med trivsel i hele skoleklasser. På den måde kan man slå flere fluer med et smæk, for der er ikke tid nok til at tale rygning, alkohol og trivsel med hvert enkelt barn. Man benytter systematiske, videnskabeligt velbegrundede metoder, som bl.a. er beskrevet i pjecen ''Truede børn, hvad gør vi?'' (2).

Et af de steder, begyndende problemer kan afsløres, er i det eksperimentarium, som man har udviklet i kommunen. Eleverne kan se, prøve og føle sig igennem 27 forskellige opstillinger, som alle handler om sundhed. Fysisk består udstillingen af syv sammenklappelige paptårne, der lynhurtigt kan stilles op i et klasselokale. Det kan f.eks. være en opstilling om vægt og trivsel (3).

Ved at vurdere samspillet i klassen og de enkelte elevers reaktioner på opstillingerne kan lærer, sundhedsplejerske eller kommunallæge tage fat i de unge og gå tættere på, end almindelig undervisning giver mulighed for. Som et eksempel nævnede Poul Bak, at nogle elever gik langt uden om den vægt, som indgik i en af opstillingerne. Så kan man som en begyndelse spørge nærmere om, hvorfor det ikke er rart at veje sig.

Poul Bak betonede, at der er stor forskel fra klasse til klasse omkring normer for at drikke alkohol og ryge. Tilsvarende er trivslen i de enkelte klasser meget forskellig.

''Når det viser sig, at der er problemer i en klasse, må man derfor se på klassen som patient og arbejde positivt med trivsel i hele gruppen,'' sagde Poul Bak.

Gammelt fænomen

Det blev understreget flere gange på konferencen, at spiseforstyrrelser ikke er noget nyt fænomen. Man har kendt til det altid. Den megen opmærksomhed omkring spiseforstyrrelser er ikke et ubetinget gode. De unge benytter sig ikke blot af de muligheder, der er for at få råd om spiseforstyrrelser, de bruger dem også til at råde hinanden om, hvordan spiseforstyrrelser kan praktiseres med færrest mulige gener.

Birgit Petersson mener, at de unge skal forsøge at få et lyst syn på tilværelsen, men med evne til både at se de gode og dårlige sider ved livet i øjnene.

Pga. det mere og mere intensive jag efter aktiviteter, som unge mennesker deltager i på lige fod med deres forældre, ønskede hun, at den næste trend, der ser dagens lys, må blive kedsomhed. 

Litteratur

1. Spiseforstyrrelser. Forekomst, årsager, symptomer, tidlige tegn. Sundhedsstyrelsen; 1999. I tilknytning til bogen er der udarbejdet tre pjecer, som kort beskriver anoreksi og bulimi, tidlige tegn på spiseforstyrrelser og sund psykisk udvikling hos børn.
2. Silkeborg Kommune. Truede børn, hvad gør vi? Silkeborg, 1998.
3. Se dsfb.suite.dk under sundhedsarbejde i skolen. Her informeres om forebyggelse hos skolebørn i Silkeborg Kommune, og eksperimentariet beskrives nærmere.