Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Mor på flugt fra myndighederne

En mor så ingen anden udvej end at flygte til udlandet, da myndighederne ville tvinge hende til at udlevere sin datter til faderen. Hun mistænker ham for seksuelt misbrug af datteren, men det er ikke bevist. Moderen hævder, at barnet er blevet misbrugt, når det - efter myndighedernes afgørelse - har haft samvær med sin far.

Sygeplejersken 2001 nr. 19, s. 8-11

Af:

Jesper Berg, journalist

I et nordisk land sidder en dansk mor med sin femårige datter. Mor og barn er flygtet fra Danmark som sidste udvej efter flere års tovtrækkeri med de danske myndigheder om, hvorvidt barnets far skulle have lov at se sin datter. Moderen mistænker faderen for at have krænket datteren seksuelt i flere tilfælde, men det er aldrig blevet bevist, om et misbrug har fundet sted.

Faderen kan derfor fortsat se sin datter. For to måneder siden gav moderen op og forlod Danmark.

''Jeg kan ikke beskytte mit barn mod hendes fars sexovergreb. Mit barn skal ikke betale prisen for, at man i Danmark åbenbart ikke tror på børn, når de giver udtryk for, at de er blevet misbrugt,'' siger Ellen.

Hun sidder nu i en halvtom lejlighed, hvor brune flyttekasser er stablet op langs væggene. Møblerne er undervejs fra Danmark, og datteren Louise begynder snart i børnehave.

Ellen er klar over, at sagen ikke er slut med, at hun er rejst til et andet land. Faderen vil sandsynligvis presse på for at få datteren udleveret. Men Ellen er indstillet på at kæmpe til det sidste med alle midler.

''Han får under ingen omstændigheder lov til at være alene med Louise. Uanset, hvad myndighederne finder på, så har jeg tænkt mig at holde Louise langt væk fra ham,'' siger Ellen.

Intet bevis for misbrug

Det er aldrig bevist, at Louises far har misbrugt hende. Han har nægtet, at det er sket. Og der er ikke fundet fysiske beviser. Men for Ellen er der ikke tvivl om, at datteren er blevet udsat for krænkelser.

Historien begyndte for et par år siden, hvor faderen og Ellen gik fra hinanden. De var ikke gift og blev enige om, at han kunne se datteren i weekenderne. Ellen havde fuld forældremyndighed over Louise, som på det tidspunkt var to og et halvt år gammel. Mistanken om overgreb blev vakt en dag, hvor Louise kom hjem efter at have tilbragt en weekend hos faderen og hans nye kæreste.

''Hun var meget oprevet, da hun kom hjem igen. Hun sad og kneb benene sammen, som om hun skulle tisse. Da jeg ville skifte hendes ble, skreg hun ''av av,'' og hun var meget rød i skridtet,'' siger Ellens mor, som tog imod barnebarnet efter opholdet hos faderen.

Krævede undersøgelse af datteren
Mormoderen konfronterede faderen med sine observationer. Han slog det hen og forklarede, at datteren havde leget med en lidt ældre dreng, der sandsynligvis havde været lidt for hård ved hende. Denne forklaring troede moderen og mormoderen ikke på. Ellen nægtede herefter at udlevere datteren. Hun ville først have undersøgt barnet for at få be- eller afkræftet sin mistanke om misbrug.

Moderen opsøgte sin praktiserende læge for at høre hans vurdering.

I Louises journal hedder det bl.a. om henvendelsen:

''Der foretages ikke nærmere objektiv undersøgelse af patienten, som mater (moderen, red.) har medbragt. Patienten (datteren, red.) leger glad og helt upåfaldende i konsultationen.''

Lægen undersøgte altså ikke Louise for mulige spor efter det påståede overgreb fra faderens side. Men han tog kontakt til en børneafdeling på det lokale sygehus. 

Anbefaler børnepsykologisk undersøgelse

Efterfølgende skrev lægen bl.a. om kontakten med børneafdelingen, der havde drøftet sagen på en konference, hvor børnepsykiatere deltog:

Side 9
Billede

Side 10

''Man finder, at børneafdelingen ikke har noget at tilbyde, idet der er to muligheder: enten foreligger der mistanke om et umiddelbart forud begået overgreb, hvor der skal ske politianmeldelse og embedslægen impliceres - eller også foreligger der en generel mistanke, som i dette tilfælde. Her skal der ske anmeldelse til hjemkommunen ved mig eller patienten selv. Der skal foranstaltes en børnepsykologisk undersøgelse med legeterapi mv.''

Lægen kontaktede kommunen om sagen. Det betød, at lægen nu reelt havde anmeldt sagen over for kommunen, og det nu var op til dem at foretage evt. videre skridt i sagen.

Ellen ville gerne have datteren til den børnepsykologiske undersøgelse, som børneafdelingen anbefalede, men hun fik at vide, at der var ventetid på fem måneder.

Samvær igen

I mellemtiden henvendte barnets far sig til det lokale statsamt, da han ville have genoptaget samværet med datteren, som moderen havde afbrudt ved den første mistanke om overgreb.

Ellen modtog et brev fra statsamtet, hvor hun blev bedt om at meddele, hvorvidt hun kunne acceptere, at faderen fik samvær med datteren hver anden weekend. Det kunne hun ikke.

''Der var jo ikke foretaget nogen som helst undersøgelse af Louise. Det kan da ikke være rigtigt, at man på den ene side siger, at der måske er behov for en børnepsykologisk undersøgelse og så på den anden side vil have mig til at udlevere barnet til faderen, når vi mistænkte ham for at have stået bag overgrebet,'' siger Ellen.

Hun mødte op hos statsamtet og fortalte om sin mistanke og slog fast, at hun ikke ville udlevere datteren til samvær, før det var opklaret, om barnet havde været udsat for overgreb eller ej. Hun henviste samtidig til, at der var fem måneders ventetid på den børnepsykologiske undersøgelse.

Ifølge Ellen gik der fire måneder, før hun igen hørte fra statsamtet. Faderen så ikke datteren i denne periode.

Statsamtet indkaldte Ellen til et møde med faderen og en sagsbehandler, hvor der skulle fastsættes samvær mellem far og datter. Dette skete altså på trods af, at man ikke havde foretaget en nærmere undersøgelse af Louise. Med andre ord kunne ingen vide, om der var hold i påstandene om seksuelt misbrug.

Faderen fik tilkendt samvær hver anden weekend og på enkelte hverdage i de uger, hvor han ikke havde datteren i weekenden. Ellen gik meget mod sin vilje med til, at faderen fik samvær.

Håbede at det var falsk alarm

Det fortryder hun i dag. Men hun siger, at hun frygtede, statsamtet ville opfatte hende som uvillig til at samarbejde, hvis hun fortsat nægtede at udlevere datteren. Samtidig havde datteren fået det bedre, og Ellen håbede, at der havde været tale om falsk alarm.

Ifølge mormoderen, der tog imod Louise efter det første samvær med faderen, gik det uden problemer i begyndelsen. Men efter et par gange var situationen ændret:

''Tredje eller fjerde gang var den gal igen, og barnet var rødt og hævet ved kønsdelene efter samværet. Hun var utryg og grædende,'' siger mormoderen, der samtidig fortæller, at Louise på dette tidspunkt udviste en meget seksuelt betonet adfærd.

Bl.a. løb hun nøgen rundt efter at have været i bad og råbte ''Se min numse.'' Samtidig sagde barnet ved flere lejligheder, at hun ikke ville hjem til faderen.

Undersøgelse på sygehus

To dage efter samværet besluttede mormor og datter sig for at henvende sig på et sygehus. De ville have en læge til at kigge på Louise.

Der blev foretaget en såkaldt fotokolposkopi (fotografering, red.) af Louises kønsdele, hvor der blev fundet en tydelig rødmen langs de store skamlæber, mellemkødet og rundt om anus.

I lægens foreløbige konklusion hed det bl.a.:

''Der foreligger tydelige tegn på en irriteret betændelseslignende tilstand af kønsdele, mellemkød og analområdet samt en overfladisk slimhindelæsion i mellemkødet.''

''Dette kan,'' skriver lægen, ''være foreneligt med manipulation eller friktion af området, men kan også være mere uspecifikke forandringer på baggrund af en betændelsestilstand.''

Statsamt afviser at ophæve samvær

Med andre ord kunne lægen hverken be- eller afkræfte, om et misbrug havde fundet sted. Han sendte en midlertidig erklæring til kommunen. Senere sendte han en endelig erklæring, da det fotografiske materiale var fremkaldt. Ellen anmodede nu statsamtet om at suspendere samværet, da hun fortsat ikke vidste, om et overgreb havde fundet sted eller ej. Men statsamtet afviste anmodningen og ville ikke suspendere faderens samvær. I statsamtet havde man læst lægens erklæring, og i et brev til Ellen begrundede en fuldmægtig i statsamtet afslaget således:

''Statsamtet har d.d. modtaget den endelige erklæring fra hospitalet, af denne fremgår, at alle infektionsprøver fandtes normale, det oplyses, at det fotografiske materiale ikke giver anledning til yderligere bemærkninger, hvorfor den tidligere beskrivelse og konklusion (lægens midlertidige erklæring, red.) bestået uændret. Det er telefonisk oplyst, at kommunen, til hvem De har rettet henvendelse i sagen, ikke har foretaget en politianmeldelse. Statsamtet har på denne baggrund ikke fundet det sandsynliggjort, at faderen har begået seksuelle overgreb mod barnet.''

Dette brev nævner altså to forhold som årsager til, at man i statsamtet ikke vil ophæve samværet. Det ene forhold er, at der - igen - ikke er fundet et lægeligt bevis for, at Louise har været udsat for et overgreb.

Det andet forhold er, at den pågældende kommune ikke har politianmeldt faderen. På trods af, at kommunen har fået en henvendelse fra den praktiserende læge, der i første omgang underrettede kommunen om sagen.

Politianmeldelse nytter ikke
Statsamtet besluttede, at faderen kunne få såkaldt overvåget samvær med datteren.

''Så var vi lige vidt,'' siger Ellen. Hun kunne ikke forstå, at manden ikke var blevet anmeldt, og hun gik derfor selv op på den lokale politistation. Hun tog sin mor med.

Ifølge mormoderen sagde en politibetjent følgende, da han skulle modtage anmeldelsen:

''Jeg er selv bedstefar og kan godt sætte mig ind i situationen, men vi kan ikke tage mod en anmeldelse - det kan ikke nytte noget.''

Og ved en senere lejlighed på samme politistation, hvor Ellen ville anmelde faderen for overgreb, sagde en politibetjent ifølge moderen:

''Du kan lige så godt anmelde din nabo for at have stjålet dit vasketøj - det kan ikke nytte noget at melde det.''

Ellen kontaktede derefter et støttecenter for

Side 11

incestofre for at få psykologhjælp til Louise. En psykolog undersøgte Louise og skrev bl.a. i en rapport til kommunen:

''Det er ikke normalt, at så små børn reagerer med så megen angst og utryghed, medmindre de har haft oplevelser af ubehagelig art, som har skabt denne angst hos dem. Det er heller ikke normalt, at et barn kan vise, hvad faderen gør ved hende ved at stikke fingrene op i området omkring tissekonen.''

Ellen læste psykolograpporten og kontaktede derpå kommunen og anmodede en sagsbehandler om at anmelde faderen for overgreb.

Politi tror ikke på treårige

I sagsbehandlerens notat om Ellens henvendelse hedder det om vedkommendes henvendelse til politiet:

''Kontakt til politiet:

Sagen forelægges løseligt. Man (politiet, red.) husker godt den tidligere henvendelse. Holdningen fremtræder tydeligt: At der nok er kamp om barnet forældrene imellem. Og man kan ikke tro på en 3-årig.''

Ikke desto mindre modtager politiet kommunens anmeldelse. Ellen bliver afhørt om sine observationer, men politiet afhører - ifølge Ellen - aldrig faderen.

Seks måneder senere skriver den lokale politimester i et brev til Ellen, at efterforskningen af faderens påståede misbrug af Louise er indstillet, da der ikke er ''rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.''

Og videre hedder det i brevet fra politimesteren:

''Jeg har ved min undersøgelse navnlig lagt vægt på, at der hverken ved de kliniske lægeundersøgelser eller ved undersøgelserne i Kriminalteknisk Afdeling er gjort objektive fund af bevismæssig betydning, ligesom der ej heller under samtalerne med Louise på Centret (psykologsamtalerne, red.) er fremkommet brugelige, endsige entydige holdepunkter for, at et seksuelt misbrug har fundet sted.''

Statsadvokat afviser klage

Ellen klager til statsadvokaten for Sjælland. Hun mener ikke, at politiet har gjort nok i sagen, og klager over den behandling, hun har fået hos politiet. Statsadvokaten skriver senere, at han er enig med den lokale politimester og derfor ikke vil gå yderligere ind i sagen. I mellemtiden har faderen ansøgt om at få samværet med datteren optrappet, således at det fra at være et overvåget samvær kan udvides til fuldt samvær med overnatning i weekenderne.

Statsamtet beslutter, at det kan foregå uden overvågning.

I beslutningen begrunder statsamtet afgørelsen med henvisning til psykolograpporten og kommunens politianmeldelse af faderen:

''Rapporten (fra psykologen, red.) tager ikke stilling til, hvem der har udsat barnet for de traumatiserende oplevelser, eller hvilke oplevelser der er tale om.''

Og videre om politianmeldelsen:

''På baggrund af rapporten indgav kommunen politianmeldelse. Denne blev afsluttet, idet politiet ikke fandt grundlag for at antage, at der skulle have fundet overgreb sted,'' hedder det bl.a. i brevet fra statsamtet.

''Facit var, at Louise skulle udleveres til samvær med sin far. Hun skulle endda overnatte hos ham i weekenden,'' siger Ellen.

Nyt overgreb

Ifølge mormoderen fik samværet med faderen det samme forløb. Det gik fint de første gange, men historien gentog sig, og en dag kom Louise hjem med tegn på misbrug efter at have været hos faderen.

''Det var værre end første gang. Hun var mere rød i skridtet og hun græd hele natten,'' siger mormoderen. Hun kørte datteren og barnebarnet på skadestuen. Denne gang blev Louise indlagt til observation. Den undersøgende læge anmelder sagen til kommune og politiet.

''Nu kunne det være nok. Jeg ville under ingen omstændigheder udlevere Louise mere, og jeg var ked af, at jeg overhovedet var gået med til det. Nu var det jo sket igen, og jeg bebrejdede mig selv for det, '' siger Ellen.

Kort efter fik Ellen en indkaldelse til fogedretten. Her blev det besluttet, at faderen skulle se datteren to gange i begrænset omfang, hvor hans samlever var til stede. Samtidig fik Ellens beskikkede advokat ret til at kontakte politiet for at undersøge, hvad der foregik i sagen.

Men på det tidspunkt havde Ellen fået nok. Hun pakkede en kuffert og forlod Danmark for at begynde en ny tilværelse i et andet land.

''Jamen, hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg kan ikke forsvare at udlevere min datter til sin far og sidde og vente på, at hun kommer hjem og måske er blevet misbrugt. Myndighederne har fuldstændigt ignoreret min datters sikkerhed og gjort alt for, at faderen stadig kunne få lov at se hende.

Det er rivende galt, når man ikke tror på børns udsagn eller psykologers advarsler, men udelukkende holder sig til lovens bogstav,'' siger Ellen.

De medvirkendes navne i denne artikel er opdigtede, men redaktionen kender identiteten på de medvirkende, der har ønsket anonymitet af hensyn til den verserende samværssag, som endnu ikke er afgjort.