Faglig kommentar: Vi bruger viden

Du må hellere få mit telefonnummer, for jeg fik det lavet hemmeligt, engang jeg var sindssyg,'' sagde Kirsten. Kirsten har prøvet så meget. Hun har været indlagt med voldsom mani 10 gange og været depressiv en gang. ''Hellere 10 manier end én depression,'' mener hun.

''Når jeg skulle i brusebad, håbede jeg bare, at der var blåsyre i bruseren, så jeg kunne dø,'' siger hun om at være depressiv. Hun har et råd til personale, der arbejder med depressive:

''Værn om de depressive, bare vær i deres nærhed, vis sympati for dem, det er ikke sikkert, berøring er det, de ønsker, bare at I er til stede for dem.''

Når manien melder sig, er den så voldsom, at Kirsten bliver indlagt på en lukket afdeling og fikseret. Det giver ro. Den nyeste måde at klare fiksering på er en tung dyne fuld af plastickugler. Så kan fiksering med remme undgås, for patienten falder helt til ro under kuglerne. Kirsten gør i hvert fald.

Jeg kender hende ikke, men hun sendte mig 18 sider, som udgør et foredrag, hun tager rundt og holder. Hun vil gerne gøre tilværelsen lettere for manio-depressive patienter ved at skabe større åbenhed om sygdommen, og hun fortæller meget direkte, hvad hun mener er vigtigt, når man er sindssyg.

Kirsten har det bedst med sygeplejersker, der brænder for tingene. Den lunkne ligegyldighed får det værste op i hende, og hun kan finde på at kaste ringbind med morgensange efter personalet eller hamre på døren til kontoret, hvis sygeplejersker og plejere efter hendes mening har buret sig inde for længe.

De læger, hun nævner, er mennesker, der har turdet tage ansvar for hende i de sværeste situationer, og som har sagt deres ærlige mening til hende. Hun beskriver en læge, der siger: ''Vi mener, du er manio-depressiv, og at du er i den maniske fase.''

Kirsten svarer, at hun ikke vil have en mærkat klæbet på ryggen, og lægen svarer med et smil. ''Det bruger vi ikke herude, vi bruger viden.''

Ristede ostebrød

Ro og humor gerne forenet i samme person er godt for Kirsten, som det er for de fleste.

Hun fortæller med navns nævnelse om det personale, hun kan lide, og hvad de gør. Der er hende, der bager pandekager eller kommer med ristede ostebrød om aftenen, og der er ham, der klapper hende på håret, mens hun bliver fikseret. Der er diætisten, der spørger, om hun er en skraldespand, fordi hun altid spiser småresterne efter et måltid og når at veje 95 kg, før hun lægger kosten om og taber sig igen. Og der er plejeren, der fikserer hende uden dramatik ved at sige ''så er det en, to, tre op i kanen.''

At de mange fikseringer er nødvendige, forklarer Kirsten med et eksempel. Hun var netop startet på et nyt job og havde efter tre timer nået at sætte firmaet i undtagelsestilstand, fordi hun forsøgte at overbevise direktøren om, at Marco Polo var den første handelsrejsende i verden. Hun rev ham i håret, da han ikke havde tid til at høre på hende.

Kirsten mener, at der er fem ting, der er vigtige for en manio-depressiv:

• medicin på klokkeslæt
• en forstående psykiater og et team af gode behandlere
• et godt bagland
• accept af sygdommen
• at omverdenen forstår, at en manio-depressiv hverken er et mærkeligt væsen eller et farligt dyr, man bør holde sig fra.

Spørg patienten

Fortællinger og dagbøger er kendt stof for bærerne af det gyldne firkløver. Når patienterne skriver, er indholdet et andet. Et ostebrød, en pandekage eller et klap på håret er konkrete beviser på venlighed og respekt, som patienten lægger mærke til. Hvorfor ikke lade dem fortælle noget mere om det, de ved? Brugertilfredshedsundersøgelser, som kun afdækker patientens tilfredshed eller utilfredshed, er for unuancerede. Hvad med at høre patienten, om han havde infektion i såret efter operation, om han havde blærebetændelse under indlæggelsen, hvad han spiste, mens han var indlagt. Svarene vil fortælle om både informationsniveauet, hygiejnen og ernæringsmonitoreringen, og det er sygeplejersker interesserede i at vide meget mere om. Patienterne er vel også de bedste til at vurdere, om skriftlig information er god eller dårlig, så lad dem sidde med i redaktiongruppen.

Som et supplement til fortællinger og dagbøger.