Jeg blev tvunget ud i bomuldsmarkerne

I 1986, under perestrojkaen, blev jeg selv bomuldsslave. Jeg var lige fyldt 14. Det var fra den alder, skoleelever fra byerne begyndte at plukke bomuld.

Børn fra landet kom på markarbejde endnu inden, de havde lært at læse og skrive.

Fra vi var små, havde vi fået indprentet, at det at plukke bomuld var en borgerpligt. Den eneste acceptable grund til at nægte at udføre denne pligt var alvorlig sygdom.

Jeg boede i en by med 120.000 indbyggere, men i byen fandtes kun én lægekommission, som havde ret til at fritage for landbrugsarbejde af helbredsgrunde. Fra morgen til aften stod der en lang kø uden for kommissionens dør. Men det var de færreste, der fik den attest, de var kommet efter - kun folk med alvorlige og langvarige sygdomme. Der var fx ikke store chancer for at vække kommissionens sympati, hvis man havde problemer med mave-tarmsystemet eller led af allergi, bronkitis eller migræne.

Den sovjetiske stat sørgede end ikke for den mest nødvendige udrustning til bomuldsplukkerne.

Side 31

Arbejdsklæder, fodtøj og køkkengrej, der kunne bruges i det fri, selv en feltseng - alt var man nødt til at købe for egne penge.

Allerede på vej ud til bomuldsmarkerne spurgte jeg mig selv: ''Hvordan kan det være, man tager flere tusinde af byens skoleelever og kører dem 400 km væk, når der ligger bomuldsmarker lige uden for bygrænsen?''

Svaret faldt mig ind på et senere tidspunkt. I løbet af de 60 dage, hvor vi uafbrudt opholdt os på bomuldsmarkerne, fik jeg flere gange lyst til at forlade stedet og tage hjem. Det kunne jeg ikke af to grunde. For det første var der for langt hjem. Landsbyen, hvor vi befandt os, havde ikke direkte trafikforbindelse med min hjemby. For det andet var vi bange for repressalier fra skolens side. I de sovjetiske skoler fik eleverne hver uge karakter i opførsel. Udisciplineret adfærd, især under bomuldshøsten, kunne føre til udelukkelse fra skolen.

Det var ikke kun mig, der havde lyst til at stikke af. Selv en asket ville næppe tage til takke med de forhold, som tusindvis af skoleelever befandt sig under. Mellem 50 og 70 personer indkvarteret på hver stue i en saneringsmoden børnehave. Feltsengene stod så tæt ved hinanden, at man, for at komme hen til sin egen, var nødt til at træde op på sengen ved siden af. Møbler var der ingen af.

I stedet var der spændt snore ud over sengene, hvor vi kunne hænge vores snavsede og svedlugtende arbejdstøj. Vaske det kunne vi ikke, for der var kun én koldtvandshane til flere 100 elever. Den befandt sig tilmed 200 meter nede ad en åben landevej fra det sted, hvor vi boede. Lugten i lokalerne var ikke for folk med svage nerver. Mange af os kunne først få vasket os ordentligt, da vi kom hjem to måneder senere.

Angsten for fangerne

Mangelen på respekt for elevernes værdighed gik endnu videre. De, som der ikke var plads til i den gamle børnehave, og det var ca. halvdelen af eleverne, blev indkvarteret i nogle staldbygninger. Nøgne lervægge, jorden som gulv, et stråtag, ingen vinduer, ingen el og varme, et lagen hængt for indgangen - sådan så ''herberget'' ud for datidens bomuldsplukkere. En nat lød der et skrig fra en af staldene. Det viste sig, at en af de sovende piger var blevet bidt af en rotte. Pigen blev stærkt blødende kørt på sygehuset, og vi andre sov derefter altid med tøjet på og ansigtet dækket til.

Heller ikke udenfor kunne vi føle os i sikkerhed. Til naboer havde vi omkring 100 mandlige fanger, der afsonede deres straf i en slags åbent fængsel i nærheden. Hver morgen og hver aften blev de på lastvognslad kørt forbi kolonnen af gående skoleelever, og hver gang kastede fangerne sten efter os, idet de råbte skældsord og truede med at ''komme på besøg'' hos os om aftenen. Vagterne foretog sig intet imod dem. Til gengæld forbød skoleinspektøren os at gå uden for det sted, hvor vi boede. Til bomuldsmarkerne gik vi på rad og række. Inspektøren og en sygeplejerske holdt vagt om natten for at beskytte os mod ubudne gæster. Andet opsyn havde vi ikke. Men hvad havde to ældre kvinder kunnet stille op, hvis der virkelig var kommet ''besøg?''

Kroniske smerter

Arbejdsforholdene var barske. Vi arbejdede i marken 10 timer om dagen. Kun om søndagen var arbejdsdagen sat ned til otte timer. Jeg ved ikke, hvem der havde beregnet, at en fjortenårig skoleelev skulle plukke 60 kg bomuld om dagen. Efter 60 dages markarbejde indså jeg, at det, man havde lagt til grund for beregningen, ikke var de unges fysiske ydeevne, men den mængde bomuld, statslandbruget, vi arbejdede på, skulle levere til staten.

Den første dag, vi arbejdede, kom jeg til skade med armen ved at løfte en sæk bomuld på 15 kg. Skolens sygeplejerske så på min arm om aftenen, lagde en forbinding og sagde: ''En forstrukket muskel i højre underarm. Det er nødvendigt at holde armen i ro i 10 dage.''

Alligevel gav hun mig ikke fri, men sagde i stedet: ''Du må nøjes med at plukke med venstre hånd. I stedet for 60 kg bomuld behøver du kun at plukke 30.'' Smerterne i underarmen udviklede sig til at blive kroniske. Det eneste, sygeplejersken kunne gøre, var hver dag at give mig smertestillende tabletter.

Giften fra luften

Fra tid til anden foregik der noget på marken, der fik os til at afbryde vores arbejde og se op. Ind over bomuldsmarkerne kom et fly, der sprøjtede med et syntetisk afløvningsmiddel af den slags, man behandler bomuldsbuskenes blade med. For øjnene af os fik sprøjtemidlet bladene til at blive sorte, folde sig sammen og falde af. På vores hoveder og vores tøj var der også stænk af den klæbrige væske. Ingen advarede os på daværende tidspunkt om, at det var en stærk gift, der var til skade for vores helbred.

Officielt udførte vi lønnet arbejde. Men de opkøbspriser, regeringen fastsatte for bomuld, var meget lave. Så selv hvis vi arbejdede så hurtigt som en plukkemaskine, kunne vi ikke tjene stort mere end en dollar om dagen.

Men selv dette beløb fik vi ikke til udbetaling. Både prisen på den mad, vi spiste, og på den elektricitet, vi næsten ikke gjorde brug af, blev fratrukket vores løn. Vi blev også trukket i løn for retten til at benytte landsbyens offentlige badstue en gang om ugen, selv om det var et faktum, at den var brændt ned for øjnene af os ved bomuldssæsonens begyndelse.

Måske var der også andet, vi blev trukket for, 14-års børn i Sovjetunionen var jo ikke vant til at holde så skarpt øje med deres indtægter.

Én kendsgerning lader sig ikke bestride: Den løn, vi fik udbetalt, var så ringe, at vi knap kunne købe en portion is for den om dagen. Vi arbejdede næsten gratis. Det var en slags slavearbejde.''Jeg ved ikke, hvem der havde beregnet, at en 14-årig pige skulle plukke 60 kg bomuld om dagen.''

Læs også artiklen "Sygeplejersker som bomuldsslaver"