På vej mod åbenhed

Selv om man går ind for åbenhed om fejl, kan åbenheden stadig være svær for den enkelte. Ikke så meget, fordi man er bange for kollegernes reaktion, synes anæstesisygeplejerske Birgitte Teglkamp.

Det sværeste er snarere at indrømme over for sig selv, at man kan begå fejl. ''Jeg har et billede af mig selv som professionel fagperson. Og det krakelerer lidt, når jeg går hen og laver noget, der ikke er så hensigtsmæssigt.

Her i afdelingen er der ingen, der punker én, når man fortæller om en fejl. Eller noget, man opdagede, før det gik galt. For alle har en historie at fortælle. Men alle har også de her billeder af, at vi er professionelle. Og det, man skal arbejde med, er meget ens holdning til sig selv og de begrænsninger, man har som menneske og professionel.''

Der skete jo ikke noget

Birgitte Teglkamp er anæstesisygeplejerske på KAS Herlevs centrale operationsgang. Sammen med anæstesiafdelinger på tre andre sygehuse har afdelingen på Københavns Amtssygehus i Herlev deltaget i en undersøgelse af, hvordan personalet i klinikken forholder sig til fejl, og hvor gode afdelingerne er til at lære af dem. (se artiklen ''Det kan gøres bedre'').

Undersøgelsen er afsluttet, men nu er afdelingen i gang med at finde ud af, hvordan erfaringerne skal bruges.

Der er oplagte fejlkilder, som kan fjernes, f.eks. ligger efedrin og atropin på bordene i små brune glasampuller, der er lette at forveksle.

''Men vi skal også arbejde for mere åbenhed. Der har nok været en tendens til, at folk følte, de udleverede sig selv, når de erkendte en eller anden fejl,'' siger Birgitte Teglkamp.

''Jeg er ikke selv så gammel i gårde, at jeg skal bevise noget. Men jeg kan forestille mig, det er svært, når man er meget erfaren. Når man står som eksperten.''

Undersøgelsen har skabt opmærksomhed i afdelingen, og det er Birgitte Teglkamps oplevelse, at personalet er blevet bedre til at tale om tingene.

''Vi har fem minutter hver morgen, hvor alle har mulighed for at tage et eller andet op. Dem brugte vi netop i morges på at tale om en situation, som de fleste kunne nikke genkendende til. Det er ikke altid, vi når at finde løsningen på problemet, men det er så noget af det, der skal arbejdes videre med.''

Hun synes ikke, undersøgelsen har ændret hendes egen holdning til at indrømme fejl. Til gengæld er hun blevet mere opmærksom på, at man også skal diskutere de ærgerlige hændelser, som man kan være tilbøjelig til at holde for sig selv. Fordi man opdagede fejlen i tide, eller fordi der alligevel ikke skete noget med patienten.

''Der har mange den opfattelse, at det ikke er så graverende, når fejlen ingen konsekvenser har. Der har vi brug for mere åbenhed, så vi ikke falder i de samme huller allesammen.

Hvis jeg laver en eller anden dum ting, skal jeg fortælle mine kolleger det, for at de kan være opmærksomme på ikke at gøre det samme."

Kulturændringer og edb

Afdelingsledelsen hilser rapporten fra de fire anæstesiafdelinger velkommen. Endnu er den ikke færdig med de konkrete planer for, hvordan patientsikkerheden skal forbedres.

Men oversygeplejerske Birgitte Kyst nævner både audit (gennemgang af enkelte patientforløb)

 Side 13

og simulatortræning som oplagte redskaber. (Se artiklen ''Slut med at øve på patienterne'').

''Vi vil understøtte en åbenhedskultur. Det er en kulturforandring, vi har været i gang med i nogle år, men hvert nyt skridt er positivt,'' siger Birgitte Kyst.

''Vi har været meget lukkede. Man har ikke talt særlig meget om, hvad der sker inde på stuen bag den lukkede dør. Lad os få det frem!''

Et andet væsentligt behov er, at afdelingen får IT-systemer, der kan understøtte patientforløbene. F.eks. den elektroniske patientjournal eller de patientdatasystemer, som afdelingen er ved at indføre på intensiv-siden, men som også sagtens kunne bruges i anæstesien. ''For vores IT-værktøjer er ikke tidssvarende. Med et patientdatasystem får man f.eks. oplysninger, så man kan tage et patientforløb ud og bruge det som case,'' siger Birgitte Kyst.

Hun forestiller sig også, at afdelingen skal arbejde mere målrettet med standarder, formentlig i forbindelse med akkreditering.

På det område er afdelingsledelsen lidt mere afventende. For selv om det ligger i luften, at akkreditering bliver en del af hverdagen for sygehusene i Københavns Amt, afventer politikerne stadig de erfaringer, som Hovedstadens Sygehusfællesskab er i gang med at gøre. Der er altså en række oplagte muligheder for at fortsætte arbejdet med fejl, og hvordan man lærer af dem. Men der er også nogle forudsætninger, der skal på plads, tilføjer Birgitte Kyst: ''Vi må selvfølgelig også have ressourcer og økonomi på dagsordenen.''