Slut med at øve på patienterne

Det allermest chokerende for anæstesisygeplejerske Birgitte Teglkamp var, at hun faktisk tjekkede dropposen. Men hun opdagede ikke, at det var en forkert væske, der var hængt op.

''Jeg står med posen i hånden, den er ved at være løbet ind. Problemet er bare, at jeg ikke ser på den. Eller det gør jeg, men jeg ser det, jeg tror, jeg skal se. Og det viser sig så, at det er et helt andet stof. Det er den samme bløde pvc-pose, væsken er gennemsigtig, og skriften på posen er også sort. Men det graverende er, at man står og glor på en pose og alligevel ikke opdager, hvad der er i.''

Birgitte Teglkamps fejltagelse fik ingen konsekvenser. For patienten var en dukke, og den forkerte væske var en fejl, der var indlagt i et simuleret anæstesiforløb.

På Københavns Amtssygehus, Herlev, har man i flere år brugt computersimulering til introduktion og uddannelse af både læger og sygeplejersker.

Sidste år blev der udarbejdet et specielt fejlscenarie i forbindelse med en undersøgelse af, hvordan fejl håndteres og forebygges. (Se artiklen ''Det kan gøres bedre'').

I forløbet var der indlagt en række apparaturfejl, medicinforvekslinger og forkert gennemførte procedurer.

Og hvis personalet, der gennemførte simuleringen, ikke opdagede fejlene, begyndte overvågningsudstyret at vise, at der var noget galt.

Øvelsen blev gennemført af 12 forskellige hold, der hver for sig bestod af en anæstesisygeplejerske og en anæstesilæge. Den viste, at simulation også er meget effektiv til at skærpe personalets opmærksomhed på fejl.''Alle ved, at fejl kan ske, og at det er noget, man skal være opmærksom på,'' siger anæstesisygeplejerske Nini Vallebo, der var ansvarlig for gennemførelsen af fejlsimuleringen.

''Men det gør ikke samme indtryk som det, man selv har haft i hænderne. Den her æv-oplevelse - at man ikke opdagede fejlen - den glemmer man ikke igen.''

Alle overså fejl

Birgitte Teglkamp husker i hvert fald forløbet ganske tydeligt.

Patienten var en 84-årig mand med et mave-tarm-kirurgisk problem, som skulle bedøves til eksplorativ laparatomi. Bedøvelsen var indledt før et vagtskifte. Patientens journal indeholdt bl.a. oplysninger om systolisk mislyd, sojaproteinallergi og behandling med midler mod forhøjet blodtryk og depression.

Holdene fik at vide, at udstyret var tjekket og i orden, men der var indbygget en række fejl, fortæller Nini Vallebo:

''F.eks. fik patienten genånding, fordi der var en klap i selve anæstesiapparatet, der skubbede sig. Der var også en slange, som fik apparatet til at alarmere hele tiden, fordi den blev klemt af.

Vi bruger normalt nogle bestemte væsker, og der havde vi hængt en forkert væske op. Ikke noget livsfarligt, men den ville få patienten til at trække vejret meget hurtigere. Der var forskellig medicin, der var trukket forkert op. Og der var et epiduralkateter, hvor pumpen i stedet var sat til en iv-adgang.''

Holdene vidste på forhånd, at der var fejl

Side 14
Billeder

Side 15

indbygget. Men det var karakteristisk, at de gik meget forskelligt til værks, når patiententens reaktioner viste, at der var noget galt. Der var ingen indarbejdet, fælles systematik i fejlfindingen.

''Mange af fejlene blev fundet, men ikke alle. Og sådan er det jo også i virkeligheden. Derfor var formålet heller ikke at fokusere på den enkelte fejl, men på, hvad man kunne lære af fejlen,'' siger Nini Vallebo.

Chokerende oplevelse

Bagefter var holdene meget nysgerrige efter, hvilke fejl de andre hold havde fundet, fortæller Birgitte Teglkamp.

''Nogle havde opdaget én ting, andre noget andet. Men alle havde overset noget. Og jeg ved ikke, om det var overraskende, men det var i hvert fald chokerende at opleve.

O.k., man ved, at det er simulation. Man ved, at man er på, at der er indbygget fejl et eller andet sted, og at man bliver filmet. Så stemningen er stresset, øjnene flakker rundt, for hvad har de fundet på?

Men vores hverdag er jo også enormt hektisk. Folk kommer ned og bløder, der skal ske en masse ting og lynhurtigt, og måske er man sammen med én, man ikke er vant til at være sammen med.''

Hun var selv én af dem, der tog et rutinetjek på epiduralkateteret og opdagede, at det var sat forkert til.

''Jeg tænder for pumpen, men tænker, at jeg hellere lige må kigge. Og jeg kan ikke se det filter, der skal sidde der, hvor der er tilslutning til kateteret i ryggen.

Så trækker jeg det frem og ser, at pumpen er sat til et centralt venekateter, som patienten også har, og som ligger i sammeside.

Der når ikke at løbe noget ind. Men det er alligevel noget, man tænker over bagefter.

Der er jo dét, at vi stoler på hinanden. Når min kollega siger, at hun har tilsluttet kateteret, har hun gjort det. Men i dette tilfælde har min kollega tilsluttet det forkert. Og det viser, at man selv har et ansvar.''

Birgitte Teglkamp kalder simulationen ''et fantastisk redskab.'' Også til at indøve de situationer, som kræver en hurtig og sikker indsats, men som opstår meget sjældent.

''Vi har f.eks. trænet i at arbejde med akut dårlige børn. Vi har ingen børneafdeling, så vi bedøver meget få børn.

Men vi har en fødegang med masser af kejsersnit. Og ind imellem er de små skravl svært dårlige. Men fordi det er så sjældent, når man aldrig at blive rutineret.

De fleste er ikke glade for at blive kaldt over til fødegangen til et dårligt barn. De er så små i forhold til voksne, og det hele er meget anderledes.

Der har vi simuleret forløb, hvor vi blev kaldt med hylere og selv skulle have tasker med. Ligesom når det er virkelighed. Det har været virkelig godt.''

Nini Vallebo er en af de fire anæstesisygeplejersken, der er knyttet til simuleringsenheden. Hun tror på, at simulatortræning vil blive et standardredskab i en ikke alt for fjern fremtid.

''Det kan bruges til flere forskellige formål, og derfor skal man altid gøre sig klart, hvad formålet med den enkelte øvelse er.

Det kan bruges til at indøve fastlagte behandlingsmetoder eller til at lære et nyt stof at kende. Det kan også bruges til team-træning, hvor det er kommunikationen på holdet, man fokuserer på.''

Hidtil har simulation kun været brugt i forbindelse med operation, anæstesi og intensiv behandling. Men Nini Vallebo kan sagtens forestille sig, at man kan udvide anvendelsen til sengeafdelinger og hele patientforløb.

''I fremtiden er jeg er overbevist om, at vi ikke får lov til at blive ved med at øve os på patienterne. Vi har ikke haft andre muligheder hidtil, og det har været gjort pænt og sobert. Men når vi får andre muligheder, vil det blive et krav, at vi bruger dem.''