Sygeplejersker som bomuldsslaver

Sin 16-års fødselsdag tilbragte sygeplejeeleven Nargisa Turgunova på en bomuldsmark. Hendes arbejdsdag startede klokken syv om morgenen og var først overstået klokken syv om aftenen. I al den tid tillod hun sig kun en enkelt gang at rette ryggen og sætte sig ned, nemlig i den halve time, der var frokostpause.

Bomuldsplukkerens arbejde er opslidende og monotont. En bomuldskapsel vejer fem gram. For at plukke et kg bomuld skal Nargisa bukke sig 200 gange. Hun skal bukke sig 14.000 gange for at plukke de 70 kg, der er mindstekravet. Det er lige nok til at dække bomuldsplukkerens udgifter til mad. Nogle af Nargisas veninder, som også er sygeplejeelever, plukker 100-125 kg bomuld om dagen for at stå sig godt med ledelsen og tjene lidt lommepenge. Det kræver, at de bukker sig 25.000 gange.

I to uger har Nargisa Turgunova og 350 andre elever deltaget i bomuldshøsten på et statslandbrug et sted i den centralasiatiske republik Usbekistan. Det var ikke ønsket om at tjene penge, men tvang, der har fået de kommende sygeplejersker til at drage i marken. Sidste efterår blev undervisningen indstillet på sygeplejeskolen efter ordre fra myndighederne. Eleverne fik 48 timer til at pakke deres ting. Sådan er det foregået hvert eneste år de sidste årtier. Skolens ledelse kan intet gøre. Den er nødt til at føre myndighedernes afgørelse ud i livet. Utilfredse sygeplejeelever bliver direkte advaret: ''Hvis du ikke er med til bomuldshøsten, kan du godt sige farvel til din uddannelse.''

Nargisa beklagede sig heller ikke, men hårdt var det for hende. Den 16-årige pige forsøgte at få en sæk, der vejede over 30 kg, op på sin ryg. I fjerde forsøg lykkedes det. Hun svajede ved hvert skridt, den tunge og uhåndterlige byrde truede hele tiden med at glide ned på jorden, men takket være pigens vilje bevarede de små hænder et fast greb i sækkens hjørner. Hendes spinkle ryg var tydeligvis ikke beregnet til at bære tunge ting. Kroppen protesterede mod den form for arbejde ved at sende tiltagende smertesignaler fra ryggen. Men pigen forsøgte at overhøre, hvad kroppen prøvede at fortælle. For ikke at tænke på smerterne begyndte hun at tælle sine skridt.

Side 25

Ansigtet var dækket af sved, tøjet gennemblødt og ildelugtende. Kroppen kløede over det hele pga. saltet, der trængte frem gennem porerne og irriterede huden. Hendes bevægelser blev vanskeliggjort af de stikkende bomuldsbuske, der stod tæt langs hele vejen. De højeste buske svirpede og gav rifter i ansigtet. De lavere greb fat i tøjet med deres torne og flåede det i stykker. Hun havde lyst til at sætte sig et øjeblik for at komme til hægterne. Men øjne hvilede på hende, hun kunne ikke slappe af og var nødt til at fortsætte. Nargisa vidste, at de, der havde været langsomme til arbejdet, blev straffet om aftenen.

Pludselig faldt hun. Hun mistede bevidstheden, da hun havde gået 600 skridt og kun var nogle meter fra målet. Hun mærkede ikke, hvordan veninderne, der var stimlet sammen om hende, hver på sin måde forsøgte at få liv i hende. Hun så ikke, hvordan to granvoksne fyre med besvær fik hendes sæk væltet op på vægten, og hvordan sjakformanden skrev i sit hæfte: ''8. oktober. Nargisa Turgunova - 30 kg'' og bagefter sagde til gruppelederen: ''Når hun kommer til sig selv, kan hun hvile sig lidt, og så er det tilbage til arbejdet. Hvis hun ikke når op på 70 kg inden aften, bliver hun straffet.'' 

Verdens næststørste bomuldseksport
Bomuld har altid haft enorm betydning for Centralasien. Det er over 2000 år siden, man begyndte at producere bomuld i denne del af verden. Men det var først under sovjetstyret,

Side 26

at man under pres fra magthaverne i Moskva iværksatte en storstilet kampagne for at omdanne de centralasiatiske regioner til sovjetimperiets vigtigste bomuldszone. De centralasiatiske republikker leverede årligt ni mio. tons bomuld til staten, hvoraf 60-70 pct. blev fremstillet i Usbekistan. Sovjetunionen var selvforsynende med bomuld.

Efter Sovjetunionens sammenbrud spiller bomuld fortsat en afgørende rolle i Centralasiens nye uafhængige staters økonomier. Usbekistan er stadig førende på området. Landet producerer som før 70 pct. af den centralasiatiske bomuld, hvad der gør Usbekistan til verdens næststørste bomuldseksportør og fjerdestørste bomuldsproducent.

Efter uafhængigheden lykkedes det hurtigt Usbekistan at omlægge sin bomuldseksport. Under det kommunistiske regime gik al den usbekiske eksport af bomuld til USSR og andre østlande, men efter uafhængigheden er landet i stand til at ''styrke sin stilling på verdensmarkedet som en af de største bomuldsleverandører. Usbekisk bomuld har indtaget førstepladsen i Europa og klarer sig også godt i konkurrencen på så fjerne markeder som Sydamerika og Sydøstasien'' (1).

At bomuldsdyrkning har kolossal betydning for Usbekistans økonomi er en ubestridelig kendsgerning. Et opslagsværk fra 1998, ''Usbekistan. Hundrede spørgsmål og svar,'' konstaterer, at landbruget frembringer en fjerdedel af bruttonationalproduktet, sørger for 55 pct. af Usbekistans valutaindtægter og beskæftiger halvdelen af landets erhvervsaktive befolkning.

Alle deltager i bomuldshøsten
Da den sovjetiske regering efter anden verdenskrig besluttede at gøre de centralasiatiske regioner til Sovjetunionens primære bomuldszone, gav den ordre til, at al jord skulle inddrages til dette formål. Frugtplantager blev hugget ned, grøntsagsbrug ødelagt, og ørkenjord, hvor der aldrig havde kunnet gro noget, blev opdyrket. Selv på de tiloversblevne individuelle landbrug såede man bomuld mellem rækkerne i de små køkkenhaver.

Bomuld fortrængte alle andre former for afgrøder. Fra 1950 til 1990 udgjorde bomuld 70-80 pct. af alt, hvad der blev dyrket i Centralasien. For befolkningen havde den

side 27

ensidige satsning på bomuld tragiske følger. Kostsammensætningen blev ændret. Folk havde ikke længere mulighed for at dyrke frugter og grøntsager på egen jord, og i handelen var de dyre.

Men det bekymrede ikke den sovjetiske regering, at planteavlsstrukturen blev ødelagt i Centralasien. Måske anså kommunisterne blot regionen for en koloni, der skulle sikre Sovjetunionen en førende stilling inden for bomuldsproduktion. De mennesker, som boede der, var billig arbejdskraft. Kommunistpartiets parole var ''Alle deltager i bomuldshøsten!'' Uanset hvem man var, fra by eller land, barn eller gammel, arbejder eller akademiker, havde man om efteråret pligt til at forlade sine gøremål for at blive bomuldsplukker.

I de måneder, hvor bomuldshøsten foregik, virkede usbekiske byer og landsbyer nærmest uddøde. Fra september til december holdt skoler og universiteter, produktionsforetagender, butikker og restauranter lukket. Fabrikkerne arbejdede på halv kraft. Den offentlige transport var også lammet, for i byerne blev størsteparten af busserne brugt til at køre folk ud til bomuldsmarkerne.

Folk uden arbejde blev tvunget til at skifte bopæl mod deres vilje. Aleksej Mesjkov, tidligere partichef i Dsjirgatal-distriktet i Tadsjikistan, indrømmede engang under Gorbatjovs perestrojka, at mange familier i 1960'erne og 1970'erne blev tvangsforflyttet til Vakhsja-dalens bomuldsplantager.

150 km lukket land

Det er næsten 10 år siden, Sovjetunionen gik i opløsning. Siden har meget ændret sig i Usbekistan. Den mekaniserede bomuldsplukning er blevet indskrænket, mens den manuelle plukning tilsvarende er blevet øget. Der er specialister, som hævder, at det skyldes mangel på ordentlige bomuldsplukkemaskiner. Andre hævder, at manuel plukning giver bomuld af en højere kvalitet til en højere verdensmarkedspris.

Uanset hvad, inddrager den usbekiske regering år efter år store dele af befolkningen i bomuldshøsten, mennesker, som intet har at gøre med landbrug til daglig.

Da vi sidste efterår tog ud til det usbeki-ske statslandbrug, hvor sygeplejeeleverne plukkede bomuld, så vi et billede, som vi kun alt for godt kendte fra dengang, Sovjetunionen stadig eksisterede: Midt på dagen langs den 150 km lange rute var alt, butikker, cafeterier og kontorer, lukket.

Overalt, selv på døren til borgmesterkontoret i byen, hang det samme skilt, der på usbekisk både kunne betyde ''alle deltager i bomuldshøsten'' og ''alle er i gang med bomuldshøsten.'' Tom midt på skoleåret var også landsbyskolen på statslandbruget. Her hørtes ingen barnestemmer, og der blev ikke ringet til og fra frikvarter. Vinden blæste ind i klasseværelserne gennem knuste vinduesruder. Som Umal Khamidov, lederen af statslandbrugets bomuldsproduktion forklarede os: ''Alle elever fra 7. til 10. klasse er ude at plukke bomuld. I bomuldssæsonen bruges skolen som hotel for de bomuldsplukkere, der er kommet hertil inde fra byen. I øjeblikket er det nogle sygeplejeelever fra byen Angren, som bor her.''

En kold gymnastiksal med nøgne og skæve vægge var rammerne for ''hotellet.'' Her boede på en og samme tid 97 vordende sygeplejersker. Andre elever var indkvarteret i klasseværelser med 20 eller 30 personer i hvert. Overalt de samme sovjetisk producerede feltsenge, der giver problemer med ryggen, samt en fuldstændig mangel på møbler, indlagt vand og andre sanitære og hygiejniske foranstaltninger. Udenfor stod en betonkonstruktion uden ruder i vinduerne og uden dør. Det var toilettet, det eneste til 350 mennesker. Under nogle af sengene så vi spande med vand. ''Nogle af

Side 28

pigerne har på den måde vand stående, så de kan vaske sig om morgenen. Så de slipper for at stå i kø. Der er kun tre vandhaner i skolegården.''

Til ære for fotografen

Ude på bomuldsmarken blev vi omringet af en gruppe 16-årige sygeplejeelever. I de svedige og støvede ansigter var der spor af hastigt pålagt makeup. Underligt, i betragtning af at pigerne plukkede bomuld 12 timer om dagen og bagefter ikke engang havde mulighed for at tage brusebad.

''Hvad er anledningen til makeuppen?'' spurgte jeg.

''Det er fordi vi får besøg af journalister,'' svarede førsteårseleverne Gulja Saidova, Nigora Inogamova, Gultjekhra Umarova og Sajera Tuljaganova med én stemme.

''Der kommer fotokorrespondenter fra de lokale aviser hver uge. De har bedt os om altid at have øjenskygge og læbestift ved hånden. De siger, at bomuldsplukkere skal se godt ud, når de bliver fotograferet. Ellers vil aviserne ikke have billederne,'' sagde pigerne.

''Har I selv haft jeres billede i avisen?''

''Nej. For at blive fotograferet skal man helst sætte nogle rekorder, plukke 100 eller 150 kg bomuld om dagen. Sådan nogle piger har vi også. De er som regel vokset op på landet og vant til at plukke bomuld, fra de var små. Vi byboere kan knap plukke 70 kg, selv om vi arbejder 10-12 timer om dagen.''

''Hvorfor lige 70 kg?''

''Det er den mængde, statslandbruget har fastsat. Hvis vi plukker mindre, bliver vi straffet. Så skal vi vaske toilettet om aftenen. Det er et forfærdeligt arbejde. Man skal helst have gummistøvler og gasmaske på for at gå ind sådan et sted.''

''Har I også måttet vaske toilet?''

''Endnu ikke. Men en af vores veninder gjorde det for tre dage siden. Hun opfylder ellers altid kravene til, hvor meget der skal plukkes. Men det var en af de dage, der var kritiske for hende (menstruation, red.), og hun bad vores læge om at fritage hende for arbejdet. Det ville lægen ikke. Så bad hun om at slippe for at bære de tunge sække. Som svar gav lægen hende en vattampon og sagde: ''Gå ud på toilettet og bring mig så et bevis på, at du ikke er arbejdsdygtig.'' Pigen brast i gråd og begav sig på arbejde. Den dag plukkede hun ikke ret meget, omkring 20 kg. Det samme havde vi andre plukket til hende. Men hun kom alligevel til at vaske toilet.''

På det tidspunkt kom opsynskvinden til stede, der var leder af gruppen, og i den tro at vi ikke kunne forstå hende, advarede hun pigerne på usbekisk: ''I må ikke sige noget negativt. Det har inspektøren bestemt.'' Pigerne tav forskrækket og gav sig til at plukke bomuld.

Nat på lazarettet

Ved middagstid kom der et landbrugskøretøj med en dunk suppe, som blev læsset af midt på marken. Sygeplejeeleverne stimlede sammen i en klynge og ventede på at få udleveret brød. Køkkenpersonalet havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at skære brødet i stykker. De smed bare en sæk på jorden, hvorefter enhver kunne gå hen og tage. Et brød pr. fem personer. De sad på jorden og spiste. Brødet rev de i stykker med snavsede fingre. Ved dunken med suppe havde der dannet sig kø. Alle stod med en metaltallerken i hånden. En kogekone gik langs køen og anbragte et lille stykke kød på hver tallerken. 15-20 gram til hver. Først bagefter blev suppen hældt op. Det er den almindelige ration. Morgenmaden er lige så spartansk, et stykke brød med smør og en kop te.

Efter de havde spist, styrtede bomuldsplukkerne ned til overrislingskanalen, hvor vandet opsamles fra markerne. Vi så, hvordan nogle af dem vaskede arme og ben, mens andre tog vand op i håndfladerne og drak det. ''Det er ikke, fordi vi er sindssyge. Der findes bare ikke andet vand i nærheden,'' forklarede pigerne trist. De vidste selvfølgelig godt, at der længere oppe ad kanalen var et vandingssted for kvæg.

Om aftenen mindede sygeplejeelevernes såkaldte hotel mere om et lazaret. Ansigter sprukne af sol og støv, arme der var revet til blods, ben med vener der var hævede af at gå rundt på markerne hele dagen. Nogle klagede over at have fået eksem. Nogle havde mavesmerter. De fleste piger lå på deres feltsenge og ømmede sig, fordi de havde ondt i ryggen.

''Sådan er det hver aften. Fordi vi flere gange om dagen er nødt til at løfte bomuldssække, som vejer 25-30 kg,'' forklarede eleverne Dildora Rasakova og Sevara Mukhamedova.

Værst var det gået for Nargisa Turgunova. Lægen havde konstateret en nyrelidelse hos hende og givet besked om, at hun skulle sendes hjem.

Men de alvorligste følger for helbredet mærker pigerne sikkert først om nogle år. På Forskningsinstitut for Obstetrik og Gynækologi i Tasjkent har jeg truffet mange kvinder, som år efter år har gået til behandling for barnløshed. De hævdede, at det var en følge af de umenneskelige forhold på bomuldsmarkerne, hvor de alle havde arbejdet i deres ungdom.

De 16-årige sygeplejeelever kan ikke protestere mod forholdene. De er bange for repressalier fra skolens side. Skolens ledelse kan altid lægge pres på eleverne, f.eks. give dem lave eksamenskarakterer eller udelukke dem for dårlig opførsel.

Men når bomuldssæsonen er forbi, og de vender tilbage til deres undervisningslokaler, melder der sig et andet problem for dem. I stedet for de sædvanlige fem-seks timer har de nu otte skematimer om dagen. Deres ferie bliver skåret ned til en tredjedel. ''Selvfølgelig betyder den voldsomme intensivering af studieforløbet, at indlæringen forringes. Men det er den eneste måde, vi kan gennemføre studieplanen på, når vi hvert år skal deltage i bomuldshøsten,'' mener sygeplejeskolens viceinspektør.

Løgnen

Hvert år i bomuldssæsonen afsætter de usbekiske medier deres bedste spalteplads og deres bedste sendetid til at berette om bomulden. Men alle disse reportager er kun en årligt tilbagevendende indskærpelse af befolkningens borgerpligt, ''Alle deltager i bomuldshøsten.''

På en pressekonference den 13. oktober 1999, som blev afholdt af den usbekiske vicepremierminister Dilbar Guljamova (under hende hører alle spørgsmål om kvinder, børn og uddannelse), spurgte en korrespondent fra BBC: ''I Kasjkadarinskaja-regionen i Usbekistan har vi set skoleelever og studerende, der arbejdede i bomuldsmarkerne side om side med de voksne. Hvordan vil De kommentere det?''

Hertil svarede ministeren tydeligt irriteret: ''Det er løgn. Bare fordi De har set et enkeltstående eksempel, behøver De ikke drage konklusioner for hele Usbekistan.''

For at undersøge rigtigheden af ministerens udtalelse tog vi 14 dage senere igen ud i bomuldsmarkerne. Denne gang gik turen til et kollektivbrug i en helt anden del af Usbekistan. Her boede og arbejdede på anden måned 1.800 elever fra sygeplejen i en større by.

På en anden mark arbejdede 25 skoleelever under ledelse af deres lærerinde. De gik i 6. klasse på en skole, der hørte direkte under kollektivbruget. I nabodistriktet var det studerende og lærere fra et medicinsk fakultet, som plukkede bomuld. Samt 500 allerede færdiguddannede læger og sygeplejersker. Ud af 700 ansatte på en fabrik var det kun 50, som udførte deres almindelige arbejde. Resten var sendt på høstarbejde i bomuldsmarkerne.

Litteratur

1. Butler R. Cotton Outlook 1996. Special Edition: From Silk Road to Cotton Highway.

 Læs også artiklen "Jeg blev tvunget ud i bomuldsmarkerne"