Boganmeldelser

80 kr. for et overgreb

Kristian Ditlev Jensen

Det bliver sagt

København: Gyldendal 2001
268 sider, 269 kr. 

Som ni-årig bliver Kristian Ditlev Jensen inviteret på to ugers ferie i Provence sammen med sin legekammerat Nikolaj og hans mor og far, hvor de skal bo i et slags kollektiv. Nikolajs mor bliver syg lige før afrejsen, og Kristian og Nikolaj afhentes af Nikolajs far og hans ven Gustav. Kristian kommer fra et arbejderhjem med en beskeden horisont, konforme vaner, for lidt omsorg og for meget egenomsorg. Kristian er vant til at skulle klare sig selv uden voksnes støtte. Ferien bliver i alle henseender et vendepunkt i Kristians liv. Gustav tager sig fra første dag af Kristian på denne dannelsesrejse og åbner hans øjne for en helt ny verden fuld af sanseoplevelser, historier, ny viden, nye vaner. Den understimulerede Kristian suger til sig. Han har aldrig tidligere mødt en voksen, der gav ham så megen opmærksomhed.

En enkelt gang får Kristian en ubehagelig oplevelse med Gustav. Gustav vil have Kristian til at smage på en oliven, men Kristian væmmes og vil ikke. Først ydmyger Gustav ham ved at sige, at han er for lille og dårligt opdraget til at kunne værdsætte oliven. Så bliver Gustav igen venlig og siger, at det er noget, man kan lære, og at han gerne vil hjælpe ham. ''Vi kunne aftale, at jeg spiste én om dagen. I starten ville de smage afskyeligt. Så hæsligt. Så ville de smage væmmeligt. Næste gang bare ikke så rart. Så ville jeg føle ligegyldighed. Og så ville jeg langsomt bevæge mig ud ad den positive akse derfra. Jeg ville opleve, hvordan den daglige oliven egentlig mest ville smage af salt. Jeg ville langsomt opdage smagen under saltet. Så ville det frugtede ved smagen komme igennem. Til sidst ville jeg elske dem. Jeg ville ikke engang bekymre mig om, at der var sten i længere. ''Skal vi aftale det? Én oliven om dagen fra nu af?''

Hændelsen med den sorte oliven er nøglen til Gustavs strategi med Kristian. Gustav bliver en så vigtig og uundværlig person i Kristians liv, at han ikke kan finde ud af at sige fra over for de underlige ting, Gustav begynder at foretage sig, da han efter ferien og med forældrenes accept begynder at invitere Kristian på weekendbesøg. Nu handler det ikke mere om oliven, men om seksuelle overgreb. Strategien lykkes indtil et vist punkt. Kristian bringes langsomt og ubønhørligt ind i psykopatens vold, men han kommer aldrig til at kunne lide det. Krænkelserne foregik over tre år og har mærket Kristian for livet.

Vi har efterhånden alle et rimelig godt kendskab til pædofiles metoder og ved, at det er mere eller mindre forsømte børn, de udser som ofre. Vi ved, at de infiltrerer børnenes liv, gældsætter dem og giver dem skyldfølelse, så det med tiden bliver stadigt sværere for børnene at slippe fri, selv om krænkelserne bliver stadigt grovere. Det er, hvad vi ved på det intellektuelle niveau, og alligevel kan vi inderst inde ikke fatte, at det skulle være så svært at løbe hjem til far og mor og råbe om hjælp. Kristian Ditlev Jensen beskriver imidlertid offerets historie så eminent, at man opnår en helt ny forståelse for de psykologiske mekanismer i offer-krænker-forholdet, og hvorfor dette voksenpilleri er så uhyrlig grusomt og ødelæggende for barnet, dets identitet og udvikling. Kristian Ditlev Jensen bruger sine fremragende evner til at skrive i en god sags tjeneste. Det har vel haft en vis form for terapeutisk værdi for ham at skrive bogen, men formålet er så åbenlyst at få samfundet, myndigheder, retsvæsen og lovgivende politikere til at indse, at der ikke er sammenhæng mellem offerets lidelser og beskyttelsen af krænkeren. Kristian fik 20.000 kr. for tort, da han som 19-årig meldte Gustav til politiet. Han har selv regnet det ud til ca. 80 kr. pr. nat, hvor Gustav har brugt ham som objekt for sine lyster. Biografbesøgene, burgerne, slikket, byvandringerne, oplevelserne og løgnene var kyniske metoder til at binde Kristian. Omsorg for hans ve og vel var der intet af.

Kort før anklageskriftet mod Gustav var udformet, giftede han sig, hvilket blev betragtet som bevis på, at han var kommet på bedre tanker. Dommen var betinget, og Gustav fortsætter med nye smådrenge.

Af Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder. 

Forvirrende collage

Birte Glinsvad, Karsten Sømod (red.)

Vejledning - pædagogik - samtale - refleksion

København: Munksgaard 2000
96 sider, ill., 128 kr. 

Fire komponenter, 80 sider, fortællinger, teori, opgaver, leksikon. Ved hastig gennemlæsning rummer lærebogen for social- og sundhedsassistentelever det hele. Vejlednings- og samtaleteknikker behandles i forhold til såvel borgeren i eget hjem som den somatiske, den sindslidende og den døende patient. Budskabet skrives i en personlig du-form med illustrerende fortællinger, eksempler, kloge ord og citater. Eksemplerne på elevens vejledning til borgeren udvides indimellem med metaperspektivet, dvs. praktikvejlederens vejledning. Hvert kapitel afsluttes med et opgavesæt, der lægger op til individuelle refleksioner, klassediskussioner og erfaringsbaseret teoribearbejdning. Begreberne vejledning, pædagogik, undervisning, kommunikation og konfliktløsning behandles i fire selvstændige kapitler ud fra en multiteoretisk tankegang. Pædagogiske fragmenter fra konfluent og procesorienteret pædagogik, erfaringspædagogik, undervisningsteknologi og konstruktivisme leder frem til en afsluttende gennemgang af assertive og ikke-voldelige kommunikationsteknikker. En collageagtig indholdsside, hvor forfatterens faglige baggrund og pædagogiske grundsyn fortaber sig i indledende refleksioner over, hvorfor samtaler ikke lykkes, og ønske at fordybe sig heri.

Ved dybere læsning melder bekymringen sig i en sygeplejelærers bevidsthed. Du-formen blandet med de mange fortællinger, eksempler og postulerende udsagn gør det svært at finde det pædagogiske og kommunikative begrebsapparat, eleven skal lære at analysere fortællingerne med. Begrebsapparatet og de mange teorier er indvævet i andre kapitler, end hvor de skal bruges, tilmed iklædt nye eksempler og sammenhænge, så essensen fortaber sig. Hvor dobbeltperspektivet, elevens vejledning af borgeren og praktikvejlederens vejledning af eleven trækkes ind, bliver billedet specielt broget. Hvilke refleksioner ønsker forfatteren at lægge op til og på hvilket niveau i relation til den ønskede læring? Bliver det mere samtale end vejledning og pædagogik? Opgavesættene hænger ikke altid sammen med teksten. Indimellem gennemgås ny og anden teori - f.eks. om krise - i selve opgavesættet. Opgaverne tager blandet afsæt i teori og praksis. Det virker forvirrende og befordrer ikke elevens indsigt og forståelse. Besidder hun ikke de erfaringer, der skitseres for løsningen af opgaven, hvad så?

Det er en stor mangel, at der ikke skabes et overblik over de 3-4 vigtigste vejledningssyn, så eleven har mulighed for at få indsigt i, hvor forfatteren tager sit afsæt. Det kritiske perspektiv, samfundsperspektivet, er ikke med, om end det er en lærebog til social- og sundhedsassistentelever. Leksikonet / ordlisten kommer således også til at stå løsrevet, når overblikket ikke er skabt, heller ikke ved henvisninger i teksten.

Lærebogen egner sig derfor ikke til selvstudium. Delelementer kan indpasses undervejs i uddannelsen koblet med en undervisers underbygning, valg og fravalg af stof og opgaver. Ellers vil eleven tendere mod at være mere forvirret end kommunikativt og pædagogisk funderet.

Af Lis R. Jensen, klinisk sygeplejelærer, Kolding Sygehus. 

Sat i patientens sted

Ingrid Muus

Lån mig dit sprog

Odense: Forlaget alf 2000
83 sider, 108 kr.

En situation fra en medicinsk afdeling. Lægen, sygeplejersken og fysioterapeuten kommer på stuegang for at tilse en midaldrende herre. Patienten har haft en blodprop i hjernen, er delvist lammet og lider af ekspressiv afasi. Patienten havde dog givet udtryk for, at han ikke ville have så mange tabletter mere, og lægen gennemgik kritisk den ordinerede medicin. ''Talen faldt på noget, de kaldte humørpiller! Humørpiller? Hvorfor fik jeg de piller? Jamen, hvor skulle jeg vide det fra

Patienten prøvede at sige: ''Du er læge og må vide noget om pillerne. Jeg er møbelsnedker og kan ikke vide noget om pillerne.'' Men der gik et godt stykke tid, før det gik op for deltagerne i stuegangen. En sådan tilstand er nærmest umulig at forstå for sunde, raske og rørige mennesker, der fungerer både i arbejdsliv og privatliv. Sygepleje til en afatisk patient kræver både personlige og faglige kompetencer. Den instrumentelle sygepleje er ikke svær, men den mentale omsorg kræver vilje, evne og trang til at forstå patienten. Ingrid Muus er blevet inspireret til sin bog gennem egne oplevelser på et genoptræningshospital med en tidligere meget talende og aktiv mand, som nu sidder lammet i en kørestol og kun kan udtrykke sig med ganske få ord. Ingrid Muus sætter sig i den afasiramtes sted og beskriver genoptræningsforløbet meget tankevækkende, idet hun sætter ord på patientens frustrationer over ikke at kunne udtrykke ønsker, tanker, behov og over at blive talt ned til uden at kunne tage til genmæle. Angst, depression, træthed, håbløshed og manglende livsvilje sætter hun også ord på. Ved at sætte sig i patientens sted søger Ingrid Muus at forstå den sygdomsramte for at indkredse den hjælp, der bedst kan få den sprogløse ud af resignation og følelsen af afmagt. Samtidig afdækker hun, hvordan den afasiramte i den grad kravler ind under huden på personalet, så følelsen af magtesløshed bliver tosidet. ''Lån mig dit sprog'' henvender sig til patienter, pårørende og sundhedsfagligt personale.

Af Anne Winkel, funktionsleder på Klintegården, Frederikssund.