Hun kæmper for ghettoernes børn

Sundhedsplejerske Grethe Mandrup: "Det er hovedløst, at man i nogle tilfælde må bruge millioner på at behandle en enkelt kriminel, når man ved en tidlig indsats kunne have forebygget, at det kom så vidt - for en ubetydelig brøkdel af beløbet."  Foto: Thomas Søndergaard

Når man har med flygtninge at gøre, så ifører man sig et plastikforklæde og et par gummihandsker og undersøger dem for lus og fnat.

Det var den eneste kollegiale instruktion, sundhedsplejerske Grethe Hjul Mandrup fik, da hun i 1978 tiltrådte sin første stilling som sundhedsplejerske i Århus. Siden fandt hun selv ud af, at lus og fnat hørte til blandt de mest bagatelagtige sundhedsproblemer for de mennesker, som var kommet til Danmark på flugt fra krig, politisk forfølgelse eller nød i deres hjemland.

Det er temmelig sikkert, at der ville være langt færre problemer med integrationen af nydanskerne, hvis der fandtes flere af Grethe Mandrups slags. Ikke alene har hun siden plastikforklædets storhedstid lagt et omfattende arbejde og engagement i at hjælpe nogle af de forældre og børn, som har de tungeste sociale, psykologiske og kulturelle problemer i Danmark. Hun har også uafladeligt forsøgt at gøre de ansvarlige instanser opmærksom på, at samfundet producerer tikkende bomber af utilpassede unge, hvis det ikke forstår eller ikke vil forstå,

Side 13

hvor vigtig småbørnsalderen er, når det gælder menneskers personlighedsudvikling og socialisering i samfundet.

Hovedløs prioritering

Hun finder det hovedløst, at man i nogle tilfælde må bruge millioner på at behandle en enkelt ung kriminel, når man ved en tidlig indsats kunne have forebygget, at det kom så vidt - for en ubetydelig brøkdel af beløbet. Tegnene på den skæve udvikling kan nemlig tydeligt iagttages allerede af sundhedsplejersken, der besøger de vanskeligt stillede mødre og småbørn i indvandrerghettoerne.

Grethe Mandrup har personligt gjort disse iagttagelser som sundhedsplejerske i Gellerupparken ved Århus gennem 16 år, og de praktiske erfaringer har hun løbende bearbejdet teoretisk. Hun har udviklet metoder og kategoriseringer med henblik på andre fagfolk, og hun har produceret undervisnings- og informationsmateriale til de folk, som det hele drejer sig om, flygtningene og indvandrerne.

Det er bl.a. blevet til tre videoer om hhv. ernæring, børneopdragelse og sygehusbehandling. Videoerne bruges både som debatoplæg og information til mennesker fra andre kulturer og i forbindelse med undervisningen af danske sygeplejersker, som arbejder med de fremmede.

Senest fortalte hun Sygeplejerskens læsere om Ghettobørn med svære Opvækstvilkår

(nr. 1/2001). I artiklen beklagede hun især den manglende tværfaglige indsats omkring de børn af udenlandsk herkomst, som ikke kommer i børnehave, og som meget tidligt viser tegn på at være understimulerede og mangelfuldt udviklede mht. sprog og andre færdigheder.

Hun mener, at det tværfaglige samarbejde omkring de truede børn skal være en moralsk forpligtelse for både sundhedsplejersker, socialrådgivere, psykologer og pædagoger. Alt for ofte sidder de forskellige faggrupper mere eller mindre handlingslammede og nøjes med at henvise til hinanden.

Den evige kamp

Der ligger både en årelang omfattende arbejdsmæssig indsats og et brændende engagement bag tildelingen af Florence Nightingale Medaljen til Grethe Mandrup.

Til gengæld lægger hun ikke skjul på, at det var et arbejde og et engagement, som sled hårdt. Så hårdt, at hun, der nu fylder 55 år, for halvandet år siden opgav Gellerupparken til fordel for en mere overskuelig opgave som deltidsansat sundhedsplejerske i de to små landdistrikter Vinderslev og Levring i Kjellerup Kommune.

Det var i nogen grad den voksende desillusion, der fik hende til at give op i Gellerupparken, hvor hun var sundhedsplejerske i den centrale del med 6.000 beboere - praktisk taget alle af udenlandsk herkomst:

''Det blev for meget. Jeg kunne ikke holde til det mere. Den evige kamp, de alt for få handlemuligheder, den mangelfulde opbakning i egen ledelse, de alt for mange børn og de alt for begrænsede midler. Det, at man trods slid og slæb måtte se udviklingen gå den gale vej og se flere og flere familier have det ekstremt dårligt med de små børns fejludvikling som konsekvens.''

Gennem alle årene har Grethe Mandrup talt sine svage klienters sag og ikke været bange for at fremsætte offentlig kritik. Selvom hun ikke altid er blevet populær af det, er hun dog sluppet af sted med det, fordi hun altid først har ladet kritikken passere gennem systemet, mener hun.

Værksteder og spydspidser

I sin kritik har hun desuden været konstruktiv. Hun har eksempelvis foreslået, at der blev lavet Sundhedsplejerskeværksteder i Gellerupparken og andre områder med lignende problemer, så man tidligt kunne få fat i de små børn, hvis udvikling er truet af, at forældrene har komplekse sociale, kulturelle og psykologiske problemer, fordi de er fattige, fremmede og dertil ofte traumatiserede af flugt og krig.

En anden af hendes ideer er, at man skal satse mere på at finde ressourcerne i disse miljøer og uddanne ''spydspidser.'' Eksempelvis finde kvinder med evner og overskud og give dem undervisning i sundhedsforhold og pædagogik, som de derefter kunne videregive i deres etniske fællesskab.

At Grethe Mandrup kørte træt i Gellerupparken, betyder ikke, at hun har opgivet sit engagement i flygtninge og indvandrere. Hun fortsætter også med sit undervisningsarbejde, og i sit nye job i Kjellerup Kommune er hun desuden blevet sundhedsplejerske for kommunens 14 flygtninge/indvandrerbørn i alderen 0-18 år.

Præstekonen

Der lå ingen alvorstunge eller meget idealistiske overvejelser bag Grethe Mandrups valg af fag. Smededatteren fra Padborg er fra den tid, hvor sygeplejen stadig var et nærliggende valg, når piger nu skulle til at være noget - i modsætning til deres hjemmearbejdende mødre. Så efter den traditionelle tid i huset og det lige så traditionelle højskoleophold, startede hun sin sygeplejerskeuddannelse i Odense som 19-årig. Det blev til et par år som færdiguddannet på Odense Sygehus, før hun i 1970 kom til Århus Kommunehospital. Årene 1972-77 tilbragte hun i hjemmeplejen, hvorefter hun uddannede sig til sundhedsplejerske på Sygeplejerskehøjskolens overbygning 1977-78.

Det var ved den tid, hvor hun fandt sammen med sin nuværende mand, Knud Ove, og giftede sig ind i en familie med tradition for, at mændene bliver præster og kvinderne sygeplejersker. Så man kan ikke helt undgå fagsnak ved familiesammenkomsterne på den smukke præstegård i Grønbæk ved Ans, hvor Knud Ove Mandrup er sognepræst.

Grethe Mandrups interesser for religion og flygtninge/indvandrere forener hun som medlem af et tværreligiøst udvalg, hvis formål er at fremme dialogen mellem kristendom og islam. Hun har udgivet en bog om emnet i relation til børneopdragelse: En mosaik om kristendom og islam.

Sine egne praktiske erfaringer med hensyn til børneopdragelse fik hun med de to døtre fra første ægteskab, som nu er 30 og 33 år.

Krigenes børn

Der kan forekomme at være meget langt fra den rummelige landlige præstegårds store, lyse og smagfuldt indrettede stuer til indvandrernes betonslum, men Grethe Mandrup har aldrig haft problemer med at

Side 14

skræve over de sociale forskelle. Allerede mens hun var i praktik fra Sygeplejerskehøjskolen, kom hun til at arbejde i Gellerupparken. På det tidspunkt - i 1977 - var det store almennyttige boligbyggeri især kendt for sine mange danske beboere med sociale problemer.

Efter forskellige job af kortere varighed var Grethe Mandrup fra 1983 til 1999 sundhedsplejerske i Gellerupparken. Da hun tiltrådte, fordelte hendes klienter sig med en tredjedel socialt velfungerende danske familier, en tredjedel socialt belastede danske familier og en tredjedel indvandrere, overvejende fra Tyrkiet. Op gennem 1980'erne kom verdens krige og konflikter til at afspejle sig i beboersammensætningen i Gellerupparken og i Grethe Mandrups arbejde som sundhedsplejerske.

Hendes nye klienter var de flygtninge, som blev produceret af krigen mellem Iran og Irak, borgerkrigene i Libanon, i Somalia og på Balkan samt Golfkrigen, som resulterede i mange kurdiske flygtninge.

I dag taler hun med særlig varme og engagement om børn af krigstraumatiserede forældre. Disse børn vokser op i hjem, som er præget af sygdom og psykisk uligevægt. Mændene lider foruden af krigs- og torturtraumer også under statustab, arbejdsløshed og kulturskift. De reagerer uligevægtigt og er uegnede som rollemodeller for deres sønner.

''Der bliver ikke gjort noget særligt for disse meget vanskeligt stillede børn rundt i de danske kommuner, og jeg mener, at den manglende indsats er med til at producere tikkende bomber,'' siger hun.

En god start i livet

Grethe Mandrup har ikke kun givet en praktisk hånd til flygtninge og indvandrere. Hun har også arbejdet grundigt teoretisk med de problemstillinger, som hun er stødt på. Således har hun eksempelvis læst to år og taget sidefag på Center for Mellemøststudier på Odense Universitet, været på studiebesøg i Libanon og lavet eksamensopgaver om palæstinensernes netværk og selvforståelse og om værdier og normer i islam.

Uden indsigt og forståelse kan man ikke bygge bro mellem kulturerne, mener hun. Og brobyggeri vil hun eksempelvis gerne med videofilmen ''En god start i livet,'' som er en vejledning til arabiske familier om danske værdier og opdragelsesmetoder. Videoen hjælper forældre til at give deres børn en opdragelse, som rækker hen over begge kulturers normsæt, hvorved børnene rustes til at klare sig i det danske samfund.

Den viden, som hun selv har tilegnet sig fra sit praktiske arbejde og sine studier, har hun til stadighed givet videre på kurser, seminarer og uddannelsesinstitutioner - både til fagfolk og indvandrere. Hun har siddet i arbejdsgrupper i Sundhedsstyrelsen og udarbejdet pjecer med information til familier af udenlandsk oprindelse.

For lidt med 20 undervisningstimer

Grethe Mandrup har i høj grad været med til at udvikle det faglige begrebsapparat omkring indvandrerbørns fysiske, psykiske og sociale sundhed, og hun lægger heller ikke skjul på sine meninger om, hvorfor det så tit går galt:

De sociale problemer er dominerende i det problemkompleks, som de nydanske forældre er spundet ind i - og som kommer til at præge småbørnenes udvikling. Beskæftigelse er - sammen med undervisning i samfundsforståelse og sprog - den afgørende forudsætning for vellykket integration af de voksne, siger hun og ser håb i den nye integrationslovs bestemmelse om undervisning i samfundsforståelse. Dog mener hun, at lovens 20 undervisningstimer er alt for lidt, og at man på længere sigt vil vinde stort ved at udvide - gerne med løbende forældreuddannelse.

''Man kunne sagtens give denne uddannelse, mens de befinder sig i nogle af alle syltesystemerne,'' siger hun.

Fjendtlighed og frygt

Til indvandrernes komplekse problemer føjer sig også den voksende fremmedfjendtlighed i Danmark. Grethe Mandrup mener, at fjendtligheden overvejende skyldes, at folk er for dårligt funderede i sig selv og derudover ikke ved, hvad islam er for noget. Men omvendt frygter mange indvandrere også danskernes kultur og er især bange for at kaste deres børn ud i den. Det isolerer børnene og gør det endnu sværere for dem at komme til at fungere socialt i deres nye land.

For nogle indvandrerbørn starter isolationen allerede i småbørnsalderen, hvor de ikke kommer i børnehave. Moderens stue og overdrevne omsorg bliver en ghetto i ghettoen. De løber rundt i nattøj dagen lang og bliver madet og tørret bagi, til de når børnehaveklassealderen. ''Elefanter i sparkedragt,'' kalder man disse børn, som er meget tilbage i udvikling, når de endelig kommer i børnehave som femårige eller skal begynde i skolen.

Det er den slags problemer, som sundhedsplejerskerne er selvskrevne til at gå ind i og afhjælpe. Sundhedsplejersken kommer nemlig tæt på familiens problemer og nyder tillid, siger hun. Sundhedsplejerskernes besøg er værdsat i de fleste flygtninge/indvandrerfamilier, og det betyder, at hun både kan vejlede, diskutere og konfrontere.

Grethe Mandrup er nok trådt tilbage fra det hårde praktiske arbejde i Gellerupparken, men hun har bestemt ikke tænkt sig at nedlægge den del, der handler om at have indsigt, erfaring, meninger og mod til gavn for de yngste af vores nye medborgere. For som hun siger:

''Førskolealderen er den vigtigste i barnets liv. Det er her, alle kornene sås.'' 

Læs også "Medalje efter 20 måneders indsats"