Medalje efter 20 måneders indsats

Sygeplejerske Jesper Jørgensen: "Man må aldrig blive hård som sygeplejerske. I det øjeblik et menneskes skæbne ikke længere rører én, skal man holde op." Foto: Nicolai Howalt.

Uden at grave dybt i arkiverne tør vi godt postulere, at 30-årige Jesper Hildebrandt Lillelund Jørgensen er den eneste forhenværende oversergent, der har fået Florence Nightingale Medaljen. Han er også den første mandlige danske sygeplejerske og i øvrigt en af de yngste, som har modtaget den internationale hæder.

Det er selvsagt ikke de lange seje træk, men snarere de hurtige ryk, som har placeret den unge sygeplejerske, færdiguddannet i 1997, på den fornemme internationale liste. Mens mange sygeplejersker har måttet arbejde et halvt eller helt liv for medaljen, scorede Jesper den efter kun 20 måneders indsats.

At det til gengæld var 20 måneder, som krævede noget af en ung nyuddannet sygeplejerske, kan hans mere erfarne danske kollegaer i organisationen Læger Uden Grænser bevidne. Jesper Jørgensen fulgte nemlig i deres spor til steder rundt i verden, som er præget af nød, krige og konflikter.

Hans 20 måneder fordeler sig med syv måneder i en sibirisk fangelejr, én måned i Albanien, ni måneder i Afghanistan, én måned i Somalia og to måneder i Sydsudan.

Nu er han tilbage i Danmark med ansættelse i Røde Kors Asylcentret Margretheholm og bliver foreløbig i Danmark. Ikke fordi han er afskrækket af den elendighed og ufred, som han har været vidne til, men fordi der nu skal være tid til parforholdet.

Militæret og sygeplejen

Det blev sunget ved Jespers vugge, at der var erhvervsmuligheder både inden for militæret og inden for sygeplejen. Med en far i NATO og en mor, der var sygeplejerske for EU-diplomatiet i Bruxelles, var der rollemodeller ved hånden, da den unge mand efter studentereksamen skulle vælge vej.

Det blev først forsvaret, hvor han tilbragte et par år og nåede grad af oversergent.

I dag priser han sine år i forsvaret, hvor han synes, han lærte meget - både menneskeligt og fagligt. Han fik en voksenpædagogisk uddannelse, så han blev i stand til at planlægge hele undervisningsforløb. Derudover mener han, at forsvaret på en lang række områder gav ham styrke med på vejen. Han opremser, hvad man kan lære i forsvaret: Fleksibilitet, kreativ tankegang, evne til at reagere og handle, evne til at

Side 16

have overblik og til at koordinere og lede. Alt sammen noget, han fik god brug for som sygeplejerske, udsendt af Læger Uden Grænser.

Springet fra forsvaret til sygeplejen gik over praktisk erhvervserfaring som bl.a. bartender og scenearbejder. Da han begyndte at spekulere mere alvorligt over uddannelse, var udgangspunktet, at han gerne ville beskæftige sig med internationalt humanitært hjælpearbejde. Han valgte sygepleje frem for medicin, fordi det var den korteste uddannelse, og fordi faget tiltalte ham pga. dets tætte kontakt til de mennesker, som det hele drejer sig om.

Sygepleje er for de stærke mænd

Overgangen fra forsvaret til sygeplejeskolen i Hvidovre var også overgangen fra en næsten ren mandeverden til en næsten ren kvindeverden.

Den oplevelse fortalte han om i Sygeplejerskens specialnummer om Mænd i Sygeplejen (9/2001).

''Jeg er en rigtig blod og brækket ben-sygeplejerske. Der skal ske noget. Jeg bryder mig ikke om at gå på arbejde og vide præcis, hvad dagen vil bringe. Hverdagen må aldrig blive rutine for mig,'' sagde han og understregede, at sygepleje ikke er noget for tøsedrenge:

''Al respekt for mandearbejdere som rørlæggere og elektrikere, men det er endnu barskere at stå med en menneskeskæbne i sin hånd. Det skal man være stærk for at håndtere.''

Efter sin færdiguddannelse i 1997 fulgte Jesper et af de for mandlige sygeplejersker typiske karriereforløb. Først skadestue/modtagelse (Næstved), så brandsårsafdelingen i Hvidovre og på Rigshospitalet og endelig internationalt hjælpearbejde.

Koloni 33

Allerede i 1995 var han begyndt at interessere sig for organisationen Læger Uden Grænser og deltage i arbejdet med at skaffe penge til organisationen. Så det var ingen tilfældighed, at det var her, han i 1998 fik sin første mission.

Den gik til Koloni 33 i Sibirien, hvor Læger Uden Grænser nogle år tidligere havde startet et tb-behandlingsprojekt for de op mod 2.000 tuberkuløse mandlige fanger mellem 14 og 85 år. Her afløste Jesper Jørgensen bl.a. den danske sygeplejerske Hanne Klink Jensen, som i Sygeplejersken nr. 7/2000 fortalte om de forfærdende forhold i fangelejren, hvor der i begyndelsen døde 2-3 mand om dagen.

På det tidspunkt, hvor Jesper Jørgensen kom til lejren, var forholdene blevet lidt bedre, og dødstallet var faldet til 2-3 om måneden. Jesper Jørgensen blev sammen med den ledende russiske sygeplejerske ansvarlig for det sygeplejefaglige område i de syv måneder, han arbejdede i lejren. En stor del af opgaven gik ud på at supervisere og uddanne de russiske sygeplejersker, og til mere varig faglig støtte for disse udarbejdede han en manual med standarder for pleje og behandling.

Selvom han arbejdede på et overordnet niveau, deltog han også så vidt muligt i ple-jen af patienterne og tog bl.a. initiativ til en forbedring af deres dårlige ernæringstilstand. Med en daglig kalorietildeling på 1700 kilokalorier og en meget proteinfattig kost lignede mange af de tb-syge kz-fanger. Jesper Jørgensen fik organiseret ekstra kosttilskud betalt af Læger Uden Grænser.

Arbejdstid fra 8.00 til 22.00

Efter Sibirien gik turen en måned til Albanien, hvor han de første 10 dage var logistiker og skulle sørge for, at fragten kom fra lufthavnen i Tirana til Læger Uden Grænsers forskellige projekter. De sidste 20 dage var han først leder for en flygtningelejr, der blev bygget op fra bunden, og derefter reorganiserede han et felthospital, som lå i tilknytning til en anden flygtningelejr, som Læger Uden Grænser overtog efter det italienske beredskabskorps.

Det lyder umiddelbart overvældende, hvad man kan nå at udrette på en måneds mission i et krigshærget og desorganiseret land, men der er også tale om et job med arbejdstid fra otte morgen til ti aften - og absolut ingen fridage, forklarer Jesper Jørgensen. Og så har han altså haft stor gavn af den beslutningsdygtighed, handlekraft og fleksibilitet, som han har lært i forsvaret.

Holder meget af Afghanistan

Efter 2-3 måneder i Danmark gik turen videre til Afghanistan, som han kom til at holde meget at. Han skulle egentlig kun have været der i seks måneder, men forlængede med tre.

''Afghanerne er utrolig dejlige mennesker, fyldt med ressourcer. De er åbne og gæstfri, og så bor de i et meget smukt land,'' siger han som forklaring på sin begejstring for landet, hvis befolkning lider under den bitre borgerkrig.

I Afghanistan var Jesper Jørgensen baseret i byen Mazar-i-Sharif som koordinator for Læger Uden Grænsers projekter i de to provinser Balkh og Baghlan. Projekterne omfattede otte stationære klinikker, to mobile klinikker og én mobil vaccinationsklinik.

Alle disse projekter havde udelukkende afghansk personale, så Jesper Jørgensen kom som den eneste internationalt udsendte i vældig god kontakt med de lokale mennesker og den lokale kultur. Som koordinator beskæftigede han sig både med logistik, kontakt til de lokale myndigheder, administration og regnskab. Derudover var det også hans opgave at træne, uddanne og supervisere personalet på klinikkerne.

Somalia og Sydsudan

I oktober 2000 blev Jesper Jørgensen sendt på en måneds mission til Somalia, hvor Læger Uden Grænser var involveret i et hospital i Kismayo-regionen, et område, hvor der foregik heftige klankampe, og hvor andre hjælpeorganisationer havde trukket sig ud.

Læger Uden Grænsers frivillige blev fløjet ind for en uge eller to ad gangen. Jesper Jørgensens opgave var at vurdere, hvorvidt det igen var sikkert at have internationale frivillige fast placeret på hospitalet, og derudover skulle han evaluere hele hospitalets medicinske virksomhed.

Resultatet af hans evaluering blev, at det store hospital var velfungerende, og det er nu ved at blive overdraget til somalierne, som kan stå for det hele selv.

Jesper Jørgensens sidste mission for Læger Uden Grænser gik til Akobo i Sydsudan, hvor han i et par måneder var koordinator på organisationens projekter, en række sundhedsposter og en lidt større klinik.

Fortsættes side 32  

Side 32

Man må aldrig blive hård
Når Jesper Jørgensen selv skal gøre sine erfaringer op, er det de små forbedringer, den varme kontakt og de taknemmelige smil, der er den afgørende løn for humanitær indsats blandt nødlidende og krigsramte. Og hvis nogen skulle få det indtryk, at han er lidt af en hård nitte, dementerer han klart:

''Man må aldrig blive hård som sygeplejerske. I det øjeblik et menneskes skæbne ikke længere rører én, skal man holde op, for så har man mistet den medmenneskelige del af det, der er så væsentligt i sygeplejen. Man skal altid assistere - også med hjertet.''

Han har været meget glad for at arbejde for organisationen Læger Uden Grænser, der med rette kunne hedde ''Sygeplejersker Uden Grænser,'' fordi organisationen faktisk udsender langt flere sygeplejersker end læger.

Også mange danske sygeplejersker har været udsendt til katastrofe- og krigsområder, siden afdelingen i Danmark startede i 1993 (Se Sygeplejersken nr. 36/1999). Flere af disse har længere og større erfaring end Jesper Jørgensen, men i tildelingen af medaljen til ham ligger der foruden anerkendelsen af hans fremragende indsats en signalværdi: Sygepleje er også noget for stærke, unge og aktive mænd.

Læs også "Hun kæmper for ghettoernes børn"