Synspunkt: Faglig supervision af korttidsuddannede i ældresektoren

Arbejdet i ældresektoren stiller større og større krav til sundhedspersonalet, som for hovedpartens vedkommende er korttidsuddannede. Dvs. 1-2 års grunduddannelse og herefter korte efteruddannelsesmuligheder på 1-2 ugers kurser, typisk i AMU-regi.

En stor gruppe af disse medarbejdere arbejder meget selvstændigt, en del arbejder alene i borgernes eget hjem med komplekse opgaver, idet patienter fra hospitaler hurtigt sendes hjem til opfølgende efterbehandling i eget hjem. Derudover ønsker mange ældre, i overrensstemmelse med den overordnede sundhedspolitik, at blive længst muligt i eget hjem, hvilket også stiller store krav til hjemmeplejens personale.

Som underviser på AMU-uddannelserne på Social- og Sundhedsskolen i Århus møder jeg mange korttidsuddannede medarbejdere fra ældresektoren og har gennem årene fået indblik i deres betingelser. Et gennemgående problem, som meget ofte ligger som en begrænsning for faglig udvikling, synes at være

• En stram normering.
• Mangel på tid og mulighed for at tale om faglige problemstillinger med kollegaer og overordnede.

Det kan se ud, som om at der pga. en tiltagende effektivisering i ældresektoren er sket en nedprioritering af det faglige forum, hvor der f.eks. skabes fælles holdninger til arbejdet, hvor der afrapporteres og skabes kontinuitet mellem medarbejderne, og hvor samarbejdspartnere på tværs af fag mødes omkring fælles klienter. Det må give trange kår for kvalitetssikring. Det kan blive op til den enkelte medarbejder at vurdere kvaliteten af eget arbejde, hvilket er store krav at stille til medarbejderne. Jeg møder hjælpere, som efter mange års erfaring kan være i tvivl om det, de gør hos klienten, er godt nok, fordi opgaverne er komplekse, og en del klienter har flere forskellige problemer.

Budskabet fra medarbejderne er ofte, at der er for lidt tid til at få vejledning og respons på det daglige arbejde, og der er endnu mindre tid og mulighed for at arbejde med udvikling af kompetencer.

Inden for andre sektorer, hvor der arbejdes med mennesker, og hvor der er stor grad af selvstændighed og enearbejde, er faglig supervision ofte en naturlig del af ansættelsesforholdet. Især inden for psykiatrien, i socialsektoren og i pædagogisk regi, er det ofte et tilbud, der indgår i ansættelsesforholdet, og af og til kan man sågar se stillingsopslag, hvor villighed til at modtage faglig supervision er et krav. Hvorfor er dette redskab ikke for længst taget i brug i ældresektoren, hvor netop de kortuddannede udgør en stor procentdel af medarbejderstaben?

Kan en del af svaret være, at effektiviseringen har taget overhånd, at man i et helt reelt forsøg på at tilgodese de ældre borgeres behov har tilsidesat medarbejdernes behov for et fagligt forum, hvor man kan få bearbejdet dilemmaer, kan få ros for godt arbejde, kan få diskuteret tvivlsspørgsmål, kan få faglig supervision - kort sagt kan få tømt rygsækken, inden den bliver for tung at bære alene.

Når vi på efteruddannelseskurser præsenterer deltagerne for supervision som en arbejdsmetode til forebyggelse af udbrændthed og som middel til at styrke den faglige udvikling og arbejdsglæde, ved mange ikke helt, hvad supervision er. En del tror, de får supervision på korte personalemøder med mange dagsordenspunkter, og andre mener, at det er det, der foregår blandt kollegaer i pauser over madpakken. Den formaliserede, anerkendte supervision, som man på arbejdspladser har prioriteret at bruge tid og ressourcer på, og som respekteres på lige fod med andet arbejde, kender kun ganske få korttidsudannede til.

Når vi på kurser på deltagernes ønske afprøver supervision, viser det sig næsten entydigt, at deltagerne efterfølgende er meget forbavsede over den positive effekt, det kan have for den person, der har stillet sig til rådighed med en faglig problemstilling. Der breder sig en positiv stemning og en følelse af, at med så forholdsvis enkle midler kan det lade sig gøre at få nye synsvinkler på en sag og nye ideer til løsning af problemet til glæde for både klient og medarbejder.

Min erfaring fra flere job som supervisor på lokalcentre og i socialpsykiatrien er, at korttidsuddannede medarbejdere er meget glade for supervision. Ikke uvæsentligt giver de ofte udtryk for, at de føler respekt for deres arbejde, når der således bliver sat fokus på dem personligt. Jeg tror, at en af de måder, hvormed man i fremtiden kan forebygge, at den gamle erfarne medarbejderstab bliver udbrændte, bl.a. er et tilbud om supervision enten løbende eller i perioder, hvor der er brug for at sætte fokus på medarbejdernes tarv, eller når der skal gøres noget for at udvikle medarbejdernes kompetencer.

Bente Hangaard er ansat på Social- og Sundhedsskolen i Århus.