Sygeplejersken
Boganmeldelse
Sygeplejersken 2001 nr. 30, s. 27
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
Socialhistorisk analyse af medicinsk tænkning
Roy Porter
Ve og Vel
Medicinens historie fra oldtid til nutid
Oversat fra engelsk af Bent Bjerre
København: Rosinante 2000
834 sider, 499 kr.
Medicinens historie fra oldtid til nutid er et tiltrængt oversigtsværk inden for sin genre. Den engelske socialhistoriker Roy Porter fik ideen til bogen, fordi han havde svært ved at anbefale sine studenter et opdateret og letlæseligt værk om medicinens historie. Det kom der en fortrinlig lærebog ud af, som i høj grad også kan benyttes inden for sygeplejen.
Roy Porter står bag et omfattende forfatterskab bl.a. om galskabens, seksualitetens og kvaksalveriets historie. Det bemærkelsesværdige i hans forfatterskab er, at han med sin socialhistoriske tilgang har sat en ny dagsorden i det medicinhistoriske felt, f.eks. ved at inddrage patientperspektivet. I dette værk er målet en socialhistorisk analyse af forholdet mellem sygdomme, patienter og læger fra oldtid til nutid. Fokus er ikke, som man vanligt ser, enkelte sygdomme eller specifikke lægers (helte)indsats. Disse områder står nærmere som baggrundsbilledet for en nuanceret beskrivelse og analyse af den medicinske tænknings og praksis' historie. Opmærksomheden er rettet mod de mennesker og faggrupper, der har været ansvarlige for skiftende tiders og kulturers ideer og forestillinger om sundhed og sygdom - om liv og død.
Det omfattende sideantal er forståeligt i betragtning af den tidsperiode, der bearbejdes, og de mangfoldige indfaldsvinkler. 22 kapitler fører kronologisk gennem medicinens historie, overvejende i forhold til vestlig medicin, men også med væsentlige sideblik på f.eks. indisk og kinesisk medicin. Godt halvdelen af bogen handler om medicinen fra 1800-tallet og frem, den tid, hvor de medicinske teorier og opdagelser begyndte at gøre en konkret forskel for menneskeheden.
Frem til midten af 1800-tallet var medicinen mest af alt hokuspokus og dens indflydelse på sundhedstilstanden særdeles beskeden. Herefter ændrede det sig, men ikke på nogen enkel eller forudsigelig måde. F.eks. mindskede p-pillen visse befolkninger, mens tiltag over for børnediaré øgede andre. Et interessant tema er medicinens forholden sig til sygdomme, der har truet menneskeheden, f.eks. de store epidemier. Hver tid har haft sin trussel. Frem til opdagelsen af penicillinet i 1930'erne var truslen alvorlige infektioner som barselsfeber, tuberkulose og lungebetændelse. I dag er truslen f.eks. aids, kræft, hjertesygdom og apopleksi. På disse felter står medicinen stort set stadig magtesløs samtidig med, at den er fanget i en myte om, at alle fejler et eller andet, og alt og alle kan helbredes. Forventningerne er i dag grænseløse, samtidig med at fagets status også er stærkt omstridt: ''Aldrig har den udrettet så meget og tiltrukket sig så stor mistanke.''
Også sygeplejens historie får sin plads - indirekte og direkte. Som sygeplejehistoriker blev jeg kun bekræftet i en antagelse om, at der historisk har bestået en stærk samhørighed mellem medicin og sygepleje frem til de respektive fags professionalisering i 1800-tallet, hvor behandling og omsorg blev adskilt. Før da var det to sider af samme sag. Bemærkelsesværdigt er det også, hvor ofte termen omsorg optræder, f.eks. i kapitlet ''1800-tallets medicinske omsorg.'' Her behandles bl.a. de trængsler, medicinen gennemgik for at få offentlig autorisation, og det slag, det var for kvinder at få adgang til lægefaget. Her er også fokus på den moderne sygeplejes gennembrud gennem beskrivelser af de initiativer, der blev taget til en systematiseret uddannelse af de Barmhjertige Søstre i Paris, diakonisserne i Kaiserwerth og Florence Nightingale. Sidstnævntes ideer fik som bekendt størst gennemslag.
Man bliver kun klogere af denne bog, hvor de mange nuancer af et fags udvikling belyses så nuanceret og stringent, og hvor trådene hele tiden trækkes mellem fortid, nutid og fremtid. Den sproglige elegance og fængende fortælleform drager læseren ind i den komplekse historie, rødderne til vor tids professionelle medicin og sygepleje.
Et detaljeret register gør bogen anvendelig som opslagsværk, og et afsnit med referencer, delt ind i forskellige historiske perioder, giver mulighed for videre læsning. Morten A. Skydsgaard har et afsnit om dansk medicinhistorisk litteratur, hvilket beklageligvis ikke fremgår af indholdsfortegnelsen.
Af Susanne Malchau, cand.cur., ph.d., Institut for Sygeplejevidenskab, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.