Den forgyldte omsorg

Jeg har været i faget siden 1993. I al den tid har det været iøjnefaldende, at sygeplejersker ikke skelner stringent mellem begreberne omsorg og sygepleje. Ordene bruges i det daglige ofte som synonymer, men somme tider bruges begrebet omsorg, når man ønsker at tale om en bestemt del af sygeplejen. Den daglige brug af begrebet omsorg er altså dobbelttydig: Omsorg er en artsbetegnelse, et begreb, der omslutter al sygepleje, men på én og samme tid er omsorg en specifik del af sygeplejen. Det er uklar tale.

Dette går igen i to artikler fra Weekendavisen fra hhv. den 2.-8. februar 2001 og den 9.-15. februar 2001.

Den første artikel var et interview med sygeplejerske og antropolog Helle Ploug Hansen, den anden et interview med sygeplejerske og lektor i pædagogik Tine Rask Eriksen. Det er interessant, at den første artikel har ''omsorg'' som hovedsøgeord, mens den anden har ''sygepleje'' som hovedsøgeord. De to kvinder, der bliver interviewet, veksler begge mellem de to ord uden præcist at definere begreberne.

Helle Ploug Hansen (HPH) bliver spurgt, hvad omsorg går ud på, hvortil hun svarer, at sygeplejersker bruger meget tid på at definere deres fag, at finde sygeplejens væsen. Hun springer en mellemregning over hér, og det er med til at forvirre mig. Spørgsmålet handler om omsorg, men svaret handler om sygepleje. Hvor er den logiske kobling? Mange sygeplejersker vil nok mene, at koblingen ligger implicit, da vi går rundt med en forestilling om, at sygepleje er lig med omsorg. Men sygeplejersker anvender også begrebet som en del af sygeplejen, og så kan der ikke være tale om et lighedstegn mellem de to begreber. Men - HPH hopper i, begynder at tale om sygepleje, og siger så, at det er spild af tid at søge efter sygeplejens væsen. Herefter tager hun afstand fra de sygeplejersker, der mener, at omsorg er et grundvilkår ved det at være menneske og peger på, at magt mellem mennesker er mere grundlæggende end omsorg. Hun fortsætter med at belyse det problematiske i at undervise i omsorg, når virkeligheden i praksis ofte er en ganske anden end den, som bliver fremstillet på sygeplejeskolerne. Hun taler om sygepleje som et møde mellem kroppe, hvor det snavsede arbejde, arbejdet med urin, afføring, savl etc. er svært at få til at passe ind i forkromede teorier om omsorg, tillid og respekt. Løsningen for HPH er en øget refleksivitet i uddannelsen og arbejdet samt en deraf følgende skelnen mellem offentlig personlig omsorg og privat personlig omsorg. Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt at droppe begrebet omsorg, når nu det frembyder så mange problemer?

Hvad er omsorg?

I sygeplejeverdenen bruges begrebet ofte i den Heideggerske forstand, hvor omsorgen betyder en rettethed mod noget eller nogen. Det er en måde at

Side 23

være i verden på - min bevidsthed retter sig mod dette og ikke hint. Denne rettethed medfører, at man forholder sig til det, som bevidstheden er rettet mod, at man handler i forhold til det - at man tager sig af det. Men omsorgen har andre medbetydninger end dette. Omsorg har en klang af noget privat, for omsorg peger hen mod noget, som jeg specifikt har valgt at interessere mig for.

Det vigtige ord er her valget.

For i eksistentiel betydning vælger vi det, som vi holder af. Jeg kan gå fra min kæreste i dag, men jeg vælger ikke at gøre det. Jeg kunne få min hund aflivet eller sælge min båd, men jeg vælger at beholde dem. Men vi vælger ikke patienterne. Vi har valgt vores fag - det er sandt. Og vi har valgt, hvilket speciale vi vil arbejde inden for. Men dermed følger ikke en mulighed for at vælge, hvem vi skal udøve sygepleje til. Vi skal udøve vores praksis over for alle de patienter, som vi møder på vor arbejdsplads. Hvis denne praksis bliver afhængig af omsorgen, som igen er betinget af valget, vil der være stor forskel på, hvordan vi udøver vores pleje til de forskellige patienter. Hvis vi i en eller anden grad skal kunne lide patienten eller have interesse for ham, så er der en række patienter, der er dårligt stillet. At virkeligheden måske ofte ser sådan ud, at vi udvælger vores yndlingspatienter, er ikke det samme som, at man skal træne de studerende i det.

Jeg mener, at der eksisterer en reel fare for ovenstående, når vi bliver ved med at insistere på at sætte sygepleje lig med omsorg eller gør omsorgen til en central del i sygeplejen.

Yderligere er det upræcist at tale om omsorg, især når vi taler om det i en filosofisk betydning. Det er sandt, at jeg yder en slags omsorg for patienterne - at min bevidsthed er rettet mod dem, og at jeg i en eller anden udstrækning bekymrer mig for dem. Men det gælder jo for alle faggrupper. Lægen yder omsorg for patienten, pædagogen yder omsorg for beboeren, socialrådgiveren for brugeren, psykoterapeuten for klienten etc.

Omsorg er derfor et generelt fænomen, som sygeplejersker ville gøre klogt i ikke at gøre til det centrale begreb i deres fag. Det er alt for upræcist og mangetydigt til, at det er hensigtsmæssigt at holde fast i som en fagspecifik term. Selve ordet siger intet som helst om, hvad det er, vi faktisk foretager os som faggruppe. Man kan ikke yde omsorg i sig selv. Man kan foretage nogle specifikke handlinger, man

Side 24

kan rumme, trøste, opmuntre, sætte grænser, vaske, tørre, skifte forbinding, skifte ble, observere, etc., og disse handlinger kan ses som tegn på omsorg - hvis man vil! Men de kan også ses som det, de egentlig er i en professionel sammenhæng: Sygepleje.

Overophedet idealisme

Når HPH forsøger at lægge afstand til begrebet omsorg eller forsøger at få det sat mere på plads, går hun derfor i mine øjne ikke radikalt nok til værks. I tilfældet omsorg skal barnet faktisk smides ud med badevandet. Lad os se på, hvad vi gør - ikke hvad vi forestiller os, der ligger af idealer bag vore handlinger. At søge efter idealer eller at mene at have fundet dem er i bedste fald udtryk for en overophedet idealisme. I værste fald er det udtryk for en middelaldertænkning, hvor man mener, at alting har en mening, og at man kommer nærmere (den guddommelige) sandhed, hvis man søger ind under overfladen. Problemet med at søge ind under overfladen er, at vi alle finder noget forskelligt derinde. Det, som ligger under overfladen, er personligt og kan ikke generaliseres eller ophøjes til sandhed for andre end én selv.

En anden konsekvens af denne søgen efter noget ægte, noget der går på tværs af tid og rum, er den i visse kredse udbredte forestilling om, at al sygepleje i bund og grund er ens. Uanset hvor man arbejder, er det faktisk det samme, vi gør. Men det er det ikke. Det er helt forskellige handlinger, vi foretager os i det daglige arbejde, og det er det daglige arbejde, der har betydning for den enkelte sygeplejerske.

Det er derfor, at en operationssygeplejerske ikke vil arbejde på en psykiatrisk afdeling, og en psykiatrisk sygeplejerske ikke vil arbejde på en medicinsk afdeling.

Vi kan gøre os tanker om, hvad der generelt ligger bag handlingerne, bag selve sygeplejen, men det daglige arbejde er markant forskelligt. Og det er dette arbejde, disse handlinger, der er sygeplejen; det er det, som har betydning for sygeplejersken - og patienten.

Den fælles faglige identitet består ikke af omsorg eller andre begreber - den fælles identitet består i det tætte samarbejde med patienten om helbredelse, forebyggelse, forståelse eller lindring - og i de konkrete funktioner, vi har, som andre faggrupper ikke har.

Klistret hurraord

Problemet manifesterer sig igen i interviewet med Tine Rask Eriksen (TRE). Hun siger, at omsorg er blevet et klistret hurraord. Men hun går alligevel videre ad den samme sti som HPH: Vi taler for meget om omsorg i stedet for at yde det. Hun mener, at omsorgen er det, vi bør udøve, men at systemtænkningen i hospitalsvæsenet forhindrer os i det. Hermed er TRE på vej ind i en udbredt vrangforestilling i sygeplejerskers selvforståelse. Vi ser os selv som gode og ægte mennesker, der arbejder i et undertrykkende system af kolde klinikere, som er ude på at sønderdele patienten, mens vi ser patienten som det hele menneske.

Det er mig en gåde, hvordan man kan tro, at man kan være en del af et system og så alligevel ikke være en del af det. Sygeplejen er, helt på linje med andre fag, en del af et system, som kan virke fremmedgørende og koldt. Det er forestillingen om os selv som en faggruppe, der skal holde øje med de andre faggrupper, som har ført til forestillingen om sygeplejersken som patientens advokat. Eftersom sygeplejerskerne er del af det undertrykkende system, er det en underlig tanke, at vi skal være patientens advokat. Det svarer til at udnævne én fra anklagemyndigheden til at være forsvarer.

Et uklart ideal

TRE ville gerne, at vi fik lov til at yde mere omsorg. Men hvad vil det sige? Hvad er det at yde omsorg? Omsorg er et ideal, og endog et uklart ideal, som vi ikke kan bruge til særlig meget. Der skal være mere omsorg, hedder det. Men jeg vil vide, hvad det egentlig er, der skal være mere af.

''Omsorg er at give liv og næring til andre. At kunne fornemme den anden, gå ind, hvor vedkommende har brug for hjælp og støtte og at tage ansvar. Det er uudsagte kropslige og mentale kompetencer, og

Side 25

dem har de unge piger.'' Sådan siger TRE om omsorgen. Det eneste ord i den definition, der nærmer sig det operationelle plan er støtte, og det er ikke engang helt præcist. Hvad kan vi bruge de andre ord til?

"Jeg går lige ind på stue 317 og giver lidt liv og næring

"Klokken 13.20 anvender jeg mine uudsagte kropslige og mentale kompetencer

Problemet er fortsat, at forsøget på at sætte sygeplejen ind i en overordnet referenceramme eller teori ender i idealistisk tænkning om, hvad sygepleje bør være.

TRE mener endvidere, at sygepleje er at anvende sin sunde fornuft. Hun nævner et eksempel med en studerende, der skal hjælpe en ung mand med at spise. Hun klarer situationen godt, ikke fordi hun har læst Løgstrup eller Sløk, siger TRE, men fordi hun har sin livserfaring og sunde fornuft med sig. Hun fortsætter med at sige, at denne livserfaring og fornuft går til grunde pga. akademiseringen af faget, og at sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter i realiteten er dygtigere til omsorg end sygeplejerskerne. Tanken om, at en øget akademisering af faget skulle forringe arbejdets kvalitet, er problematisk. Ligger der en forestilling bag dette om, at sygepleje (omsorg) er noget almenmenneskeligt, som de fleste egentlig ville kunne udføre, bare de har sund fornuft og livserfaring nok?

Akademisering et gode

Jeg mener, at sygepleje er et fag, hvor man benytter sig af en række teknikker, ligesom i mange andre fag. Sygepleje kan læres, og sygepleje skal læres. Men hvis vi i stedet for at tale om sygepleje taler om omsorg, så opstår problemet, for hvordan lærer man omsorg?

Selvom nogle gerne så, at omsorgen fik en mere central plads i hospitalsverdenen, så er vi nødt til at forholde os til, hvad der sker i verden omkring os. Mange steder bliver sygeplejen mere og mere specifik, og dermed opstår der et krav om, at vi benytter os af de bedst mulige redskaber eller teknikker. Det nytter ikke, at vi sætter os over i hjørnet og surmuler eller begræder den tabte tid, hvor omsorgen blomstrede og patienterne blev plejet ordentligt. Forestillingen om en guldalder, hvor sygeplejersker gjorde det, som sygeplejersker burde gøre, er hindring for den udvikling, som er nødvendig for faget.

Jeg mener, at akademiseringen af faget er et gode. Patienterne har krav på, at vi udfører vores pleje på den bedst mulige måde, og det er en generel højnelse af den teoretiske viden i faget med til. Vi er nødt til at lære at forske i det, vi gør, altså vores faktiske handlinger, for at se, om de virker, og for at finde ud af, om der er andre måder at gøre det på. Men vi har ikke brug for, at vores teoretikere bliver ved med at komme med forkromede forestillinger om, hvad sygepleje bør være, og slet ikke, at de bliver ved med at trave rundt med det gyldne ord omsorg holdt oppe foran sig.

Lad os nu kalde en spade for en spade, og ikke for et graveredskab - sygepleje er pleje af syge. Lad os se på, om vi gør det godt nok. Den overordnede ramme for vores fag må det være op til den enkelte udøver at definere. Hvis nogle skulle mene, at de udøver omsorg, når de er på arbejdet, så fred være med dem.

Men som faggruppe er vi nødt til at finde specifikke ord for, hvad vi gør, og det kan den øgede akademisering hjælpe os med.

Hvis vi har brug for teorier fra andre fag til dette arbejde, så lad os bruge dem. Vi behøver ikke at sætte sygepleje- foran og kalde det en sygeplejeteori. Og den sunde fornuft rækker ikke her. For hvis sunde fornuft er der tale om?

Og hvem afgør, om den er sund?

Allan Lohmann-Olsen er ansat på KAS Gentofte, A 3222, som assisterende afdelingssygeplejerske.