Faglig kommentar: Udskrevet efter to dage

Fru Tut gik lange ture op og ned ad gangene på plejehjemmet. En gang imellem stoppede den høje, ranglede kvinde op og holdt ekstra fat i gelænderet, fordi hun skulle hoste. Bronkiten plagede hende stadig mere, sekretet var svært at få op, og fru Tut var ganske udmattet efter et hosteanfald. Personalet bemærkede, hvordan de grålige læber skiftede farve til tordenblå. Fru Tut blev tiltagende rastløs, og ordet konfus begyndte at optræde jævnligt i plejeplanen. En sen aften kravlede hun ud over sengehesten og brækkede lårbenshalsen.

Alt gik planmæssigt på sygehuset. Benet blev skruet sammen, agraffer sat i huden, og fru Tut blev efter alle moderne accelererede, forcerede og effektive behandlingsprincipper udskrevet til hjemmet to dage efter operationen med tilladelse til mobilisering indtil smertegrænsen. Det er så dejlig nemt, når hjemmet er et plejehjem, for så behøver det travle sygehuspersonale slet ikke at bekymre sig om det videre forløb, genoptræning og rehabilitering. Der står et korps af sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter parat til at videreføre den accelererede, forcerede og effektive pleje og behandling. Sådan synes hospitalspersonale åbenbart at forestille sig virkeligheden på et plejehjem. Eller signalerer ordet plejehjem blot mulighed for at slippe af med de tungeste og mest trælse patienter, dem der alligevel aldrig kommer til at danse ballet, og som dertil er skyld i, at ventelisterne vokser?

Ingen information

Om aftenen blev sygeplejersken tilkaldt, fordi fru Tuts forbinding var totalt gennemsivet, og den sædvanlige liter blod efter en operation i hofteregionen var ved at bane sig vej ned i madrassen. Forbindingen blev skiftet, og sivningen fra såret ophørte efter nogle dage. Fru Tut blev mobiliseret. Op i stol, ud på gangen i talerstol og personstøtte. Det var som at slæbe på en uregerlig tung sæk, for fru Tut var uklar og kunne ikke samarbejde om noget. Hun sov meget, var forvirret og vrøvlede, når hun var vågen.

En uges tid efter fru Tuts hjemkomst sygemeldte sygeplejersken i nattevagt sig, og en sygeplejerske fra et vikarbureau trådte til. Den sædvanlige aftenvagt og nattevikaren gik sammen ind til fru Tut ved vagtskifte. ''Jamen, det er jo fru Tut,'' udbrød vikaren. ''Hende passede jeg, mens hun var indlagt på den ortopædkirurgiske afdeling, hvor jeg havde et vikariat. Tænk, er fru Tut virkelig blevet udskrevet? Jeg var da sikker på, at hun var blevet overflyttet til medicinsk afdeling.'' Så fortalte vikaren i øvrigt, at fru Tut havde haft det vældig godt på sygehuset. Hun havde fået nasalilt og fået tømt blæren for en ordentlig slat residualurin, og det havde lettet gevaldigt på konfusionen. Fru Tut havde været vågen, klar, snakkesalig og i godt humør under indlæggelsen. Ingen af disse informationer var fulgt med fru Tut hjem.

Sygeplejerskerne, der nu havde ansvar for fru Tut, var herefter meget opmærksomme på at palpere for residualurin, men det problem var overstået. At nasalilt havde haft god virkning på fru Tut, var en oplysning, de ikke kunne bruge til meget. For man kan jo ikke have iltudstyr i et hjem, i hvert fald ikke på et plejehjem.

Snot og slim

Fru Tut får det dårligere og dårligere. Hun holdes i gang i sin talerstol, hvor hun nærmest hænger som en kludedukke. Hun kæmper med sit snot og slim. Hun er urolig, forvirret og ude af stand til at samarbejde. Hun er næsten ikke til at give medicin, for kort efter, hun øjensynlig har slugt pillerne, kan man se dem i slimet, som fru Tut prøver at komme af med. Fru Tut er blevet spids i ansigtet og er næsten ikke til at få mad i. Måske bliver fru Tut snart genindlagt på en medicinsk afdeling. De skal jo tage hende. Genoptræning ambulant eller under indlæggelse er hun åbenbart ikke fundet værdig til.

Hendes problemer overstiger langt det, plejehjemmet kan tilbyde af intensiv pleje, behandling og genoptræning, et problem som slet ikke blev diskuteret, før fru Tuts udskrivelse.

Måske giver fru Tut bare op inden så længe. Men det giver da to pladser. En fra sygehusets venteliste kan omsider få en seng og en ny hofte, og en, der længe har ønsket og haft brug for at komme på plejehjem, kan få en nymalet og nytapetseret stue. Og en ny madras.

Skal det være en del af prisen for at få nedbragt ventelisterne?