Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hvert sit sprog

Ledere og medarbejdere taler forbi hinanden, fordi de benytter sig af hvert sit sprog, siger amtskredsformand om problemerne på de to medicinske afdelinger i Slagelse og Holbæk.

Sygeplejersken 2001 nr. 30, s. 8

Af:

Lotte Havemann, journalist

Medarbejderne mærker på deres krop, hvor travlt de har, mens ledelsen forholder sig til faktuelle statistiske opgørelser. Det umuliggør en dialog, mener Helle Dirksen, formand for Dansk Sygeplejeråd, Vestsjællands Amtskreds. Hun har læst Arbejdstilsynets rapporter om de to medicinske afdelinger, B1 på Slagelse Sygehus og B3 på Holbæk Sygehus, (Læs artiklen: Grumset arbejdsmiljø på medicinske afdelinger) og har hæftet sig ved, at lederne taler ved hjælp af fakta, mens medarbejderne taler med følelserne.

''Medarbejderne taler et følelsessprog. De taler i forhold til oplevelser, som jeg faktisk ikke synes, man bør sætte spørgsmålstegn ved. Hvis medarbejderne oplever, at de har hundetravlt, og at der ligger patienter på gangene, så mener jeg ikke, man kan tage den oplevelse fra dem ved at sige, at tallene viser noget andet. Men her går ledelsen ind og svarer meget rationelt. De siger f.eks: ''I forhold til vores opgørelser kan vi se, at belægningsprocenten ikke har været højere end tidligere.'' Og når medarbejdere og ledelse taler hvert sit sprog og har forskellige udgangspunkter, bliver der ikke skabt en dialog om, hvad der rører sig på afdelingen,'' siger Helle Dirksen.

Hun tror, at den forskellige sprogbrug betyder, at medarbejderne bliver usikre på, om ledelsen forstår dem og tager dem alvorligt.

''Medarbejderne føler, at de skal tage et stort ansvar for, at opgaverne bliver løst, og at det er de rigtige opgaver, der bliver løst, når de nu ikke er klart prioriterede. Og bagefter vil de måske opleve, at ligegyldigt hvad de gør, så bliver de kritiseret. Det er dybt beskæmmende. Det er en væsentlig forudsætning for medarbejdernes trivsel, velvære og engagement, at ledelsen tager dem alvorligt og tager afsæt i de oplevelser, de har. Og handler på dem. I rapporterne lyder det, som om medarbejdere og ledelse bliver modstandere frem for at være fælles om at løse en opgave,'' siger hun.

Belægningsprocent er ikke virkelighed

De to involverede oversygeplejersker var, dengang Arbejdstilsynet besøgte Vestsjællands Amt, en del af afdelingsledelsen. I dag sidder de i funktionsledelsen pga. en ny struktur i Vestsjællands sygehusvæsen. De afviser ikke, at de talte ud fra statistikker, snarere end følelser.

''Jeg tror, det er rigtigt, at vi talte to forskellige sprog. Da medarbejderne på B1 på Slagelse Sygehus sagde, at de mente, de havde det værre end medarbejderne på andre afdelinger, kunne vi med statistikkerne i hånden fortælle dem, at det havde de altså ikke. Desværre, må man næsten sige. Vi sagde dog samtidig til dem, at vi godt ved, at de har det hårdt. De har meget travlt, og de har bl.a. været ramt af et lederskift, som ikke har gjort situationen lettere. Men hvor personalet synes, de skal have flere ressourcer, synes vi i ledelsen, at vi først skal arbejde på at få belægningsprocenten ned under 95,'' siger Lis Nøddeskou, vicefunktionschef og oversygeplejerske, Slagelse Sygehus.

Den anden oversygeplejerske, Karen-Margrethe Kristiansen, vicefunktionschef på Holbæk Sygehus, forklarer, hvorfor ledelsen er nødt til at forholde sig til statistik:

''Når medarbejderne ikke føler, at vi tror på patientopgørelserne, kan det hænge sammen med, at vi kigger på belægningsprocenten, mens de oplever en virkelighed, som ser værre ud. Det er rigtigt, at belægningsprocenten ikke viser virkeligheden. For belægningsprocenten, som opgøres kl. 24.00, giver et mere positivt billede end belastningsprocenten, som måles midt på dagen, hvor der er et patientflow både ud og ind af afdelingen. Men da det er belægningsprocenterne, som Sundhedsstyrelsen har anerkendt, og som offentliggøres over for bl.a. amtspolitikerne, er det de tal, vi må forholde os til. Det har vi prøvet at forklare medarbejderne, og det er måske blevet misforstået.''