Sygeplejersken
Synspunkt: Praktikkens bødler
Problemet er, at man vil lave akademiske sygeplejersker, samtidig med at man slækker på optagelseskravene. Det er kongelig dansk logik.
Sygeplejersken 2001 nr. 30, s. 14
Af:
Nils Ohms, afdelingssygeplejerske
Jeg sidder som afdelingssygeplejerske på en psykiatrisk afdeling og tænker - hvad sker der med mit fag, vil jeg fortsat fortælle mine medmennesker, at jeg er sygeplejerske, og vil jeg i så fald sige det med stolthed eller med skam og sænket stemmeleje? Baggrunden er, at endnu en sygeplejestuderende har forladt min afdeling før tid. Hun er den fjerde på de to år og otte måneder, vi har eksisteret. Det synes jeg er voldsomt mange. Ingen af dem er nået længere end halvvejs, og den sidste nåede kun til forventningssamtalen!
Først og fremmest har jeg ondt af de studerende, som ingen andre har villet stoppe i tide, det er ikke fair over for dem, og det er ikke fair overfor praktikstederne. Dernæst tænker jeg, er det os, der er for skrappe, er det os, der er urimelige? Det ved jeg godt med min sunde fornuft, at det er det ikke. Vi gør bare vores (eller andres?) arbejde, hvilket vi da også har pågældende skoles ord for.
Vi har ry for at være et godt praktiksted. Men hvorfor skal vi så sidde tilbage med den dårlige samvittighed, hvorfor sidder vi og føler os misbrugte og som bødler, der endnu en gang må knuse et ungt menneskes livsdrøm? Fra skolen, som hedder sig at være vores samarbejdspartner, er der en skjult viden om den studerende, f.eks. at den sidstnævnte havde været i praktik på to andre psykiatriske afdelinger, inden hun kom hos os!
Jamen, hvad skal man så i en tredje praktik, burde der ikke være bare en lille klokke, der ringede, burde der ikke være nogen på skolen, der reagerede?Deres reaktion er fortielse, da de ikke må videregive information til os. Og den studerende er i sin gode ret til at lyve os op i ansigtet, når vi spørger, om der er noget med i bagagen, vi skal tage hensyn til. Så er vi rigtig godt klædt på!
I en samtale med pågældende skoles vicerektor fik jeg bl.a. den oplysning, at de godt vidste, at det var en meget vanskelig sag, de havde budt os, men de kunne jo ikke sige noget! Jeg spurgte hende, om de havde ladet døren stå åben, sidst der var optagelse, og hun bekræftede, at de sænkede kravene, når de ikke havde ansøgere nok! Løsningen på problemet med hvervning er altså at sænke niveauet og dermed devaluere vores uddannelse, vores fag. Det ønsker jeg ikke at være en del af.Hvad sker der med mit fag? Ja, en stor del ønsker, vi skal være akademikere, at vi skal være små læger. Det skal jeg ikke!
Jeg har en god gammeldags håndværkeruddannelse - ordningen af 1956, og det er jeg glad for. Men fred med det. Problemet er, at man vil lave akademiske sygeplejersker, samtidig med at man slækker på kravene, det er kongelig dansk logik!
Den generation af unge, vi nu har under uddannelse, er den samme generation, som vi har aktiveret i alle ender og kanter, fra de var tre måneder, og når de så bliver 18, starter de som studerende på en totalt ustruktureret uddannelse, hvor hverken rektor, lærere eller de studerende selv ved, hvad de starter med, og hvad de slutter med af uddannelse. Kunne det forklare noget af det frafald, vi oplever? Skulle vi tage vores gamle uddannelse frem og kigge lidt på den igen? Skulle vi give elevløn igen? Skulle vi danne en ny fagforening og få gjort noget ved lønnen? Skulle vi måske sammen gå ud og lede efter den gode, gamle, faglige stolthed?
Indtil videre er min indstilling den, at det her vil jeg og min afdeling ikke være en del af, så vi frasiger os nu sygeple-jestuderende fra den pågældende skole, men i bund og grund er det da dybt beklageligt. Jeg er vild med at have studerende, det er på mange måder udviklende, men ikke på den her måde.
Nils Ohms er afdelingssygeplejerske på psykiatrisk afdeling, Amtssygehuset Fjorden i Roskilde.