Faglig kommentar: Et spark til holismen

Ønsket om forbedret sygepleje har spøgt i både sygeplejersker og Sygeplejersken i snart mange årtier. Patienten i centrum, hed det først. Senere holdt begrebet holistisk pleje sit indtog. Nu tales der mest om kvalitetssikring. Indimellem har der været brugt mange andre ord og begreber på utallige møder og seminarer, hvor det faglige og menneskelige indhold i sygeplejen har været vendt og drejet.

Det tilbagevendende problem har været, i hvilket forhold hjerte og hjerne skulle involveres. Gode gamle Florence er blevet gravet op og ned adskillige gange og er taget til indtægt for både det ene og det andet. Formodentlig ville hun selv være blevet rædselsslagen over nutidens ambitioner om intimt kendskab til patienten, som af og til har stukket hovedet frem. For nok drog hun hver aften gennem lazarettet uden for Istanbul med sin lampe, men hovedårsagen til hendes succes var ro, renlighed og begavet organisation. Som kvinde af sin tid og stand drømte hun ikke om at lave psykologiske udgravninger i de sårede soldater på Krim eller stille personlige spørgsmål til de fattige patienter hjemme i England, som hun var med til at sikre basal sygepleje.

Hvem skal definere god sygepleje?

I nyere tid har drømme om et så tæt kendskab til patienten, at man på baggrund af det kunne udarbejde plejeplaner, der kom hele vejen rundt om patienten og dennes liv, ofte været luftet. Det, der ofte har manglet i disse drømme, er overvejelser om, hvem der skal bestemme, hvad der er den bedste pleje. Som regel er den gode pleje blevet defineret af de professionelle ud fra overvejelser om universelle, basale behov, som måske ikke altid svarede til patientens. Dertil kommer, at selve ambitionen om at kende folk så godt, at man kan se det hele med deres øjne, kan kritiseres for at være helt utopisk.

Ikke desto mindre har debatten om den holistiske pleje været udbredt nok til også at skabe forventninger blandt pårørende om, at sygeplejersker og andet behandlingspersonale nok tager sig af de svære samtaler og situationer, som opstår ved livstruende sygdom. Når noget er vanskeligt og ubehageligt, fristes man let til at undslå sig med henvisning til, at det vist er en andens ansvarsområde. Forestillingen om, at de professionelle klarer skærene, kan således medvirke til, at familiemedlemmer ikke får den nære indbyrdes kontakt og værdifulde erfaring, som kan udspringe af, at man får talt og grædt sammen i svære stunder.

Måske er det på tide nu, hvor der tales så ivrigt om at inddrage civilsamfundet i løsningen af opgaver, der langsomt er gledet over i offentligt regi, at give de holistiske ambitioner sparket. Dels er det aldrig helt lykkedes at indfri egne og andres forventninger, dels er der formynderiske overtoner i selve ideen om at ville rundt om alting.

Respekt og dialog

Den nye ambition kunne være en kombination af respekt for den enkelte og en forbedret dialog. Det kræver en opprioritering og systematisering af kommunikation og information på alle leder og kanter. Ikke bare kommunikationen med patienten skal opkvalificeres, men også den indbyrdes kommunikation mellem de behandlingsansvarlige på alle niveauer. Det er nemlig ikke muligt at give god information - selve grundlaget for en givende dialog - uden der er en vis enighed om, hvad denne information skal bestå af. Hvis der gives modstridende information af en række forskellige professionelle, lades både patienten og dialogen i stikken.

Og så må man huske, at det svære ved målsætninger er, at inden man når at indfri dem, er der kommet nye på tapetet. Så snart man møjsommeligt er kravlet op ad et bjerg, får man øje på nogle andre, man også har lyst til at erobre. Det er væsentligt, at personalegrupper, der er involveret i kvalitetsudvikling af forskellig slags, husker på, at målestokken hele tiden skiftes ud. Ellers kan der nemt brede sig en fornemmelse af, at de forbedringer, man satte sig for at indføre, ikke kom på plads.