Boganmeldelse

Motivation for udvikling forudsætter indflydelse

Lis Wagner, Leif Olsen

Inerti i den kliniske hverdag

- et aktionsforskningsprojekt om forebyggelse i udskrivelsen af ældre
København: UCSF Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning 2000
100 sider, 125 kr. 

Forskere og praktikere fra Universitetshospitalernes Center for Sygepleje- og omsorgsforskning og Bispebjerg Hospital har forsøgt at samarbejde om udviklingen af nye retningslinjer for udskrivelse af ældre mennesker fra hospital til eget hjem, hvor forebyggelse skal være en integreret del af udskrivelsen af patienterne.

Her er en god beskrivelse af, hvad aktionsforskning er for noget, og en god beskrivelse af det kliniske felt, forskningsproccen er foregået i. Det er levende at læse, fordi der kommer ''billeder'' på. Der redegøres for store problemer i projektforløbet mellem ledelse, styregruppe, arbejdsgruppe og personalet, og projektet flytter sig fra at være top-down-initieret til at være bottom-up-styret.

Det er i sig selv overordentlig interessant, og det understreges af, at en af konklusionerne fra rapporten er, at bl.a. træghed i klinisk forskning kan skyldes manglende motivation hos medarbejderne. Motivation for at udvikle plejen og samarbejdet omkring nye tiltag forudsætter indflydelse.

Det er der sådan set ikke noget nyt i, hvis man kigger på aktuelle motivations- og ledelsesteorier. Det handler måske om noget så banalt som at begynde at betegne dem, der arbejder i sundhedsvæsenet for medarbejdere i stedet for personale. Der er tydelig signalværdi i, at man arbejder med hinanden i samarbejde om løsning af opgaver og problemer.

Man har udarbejdet og implementeret to arbejdsredskaber i praksis. ''Det tværfaglige ark,'' som bruges af de professionelle til målsætning for patientforløbet, og et patient-hæfte ''Min indlæggelse og udskrivelse,'' som følger patienten under hele indlæggelsen og tages med hjem efter udskrivelsen. ''Det tværfaglige ark'' skal sikre en struktureret tværfaglig gennemgang af hver patient i forhold til udvalgte mål for funktionsniveau. Det bruges som status ved indlæggelsen, der sættes mål for indlæggelsen og gøres status ved udskrivelsen.

Patienthæftet ''Min indlæggelse og udskrivelse'' skal sikre dialog med patienten om planer og mål. Medarbejderne skal på tværs af fag formulere skriftlige planer og mål for patienten og i dialog forholde sig til patientens egne ønsker. Hæftet skal inddrage patientens syn på de konkrete planer, som gennemgås og formuleres ved tværfaglige konferencer.

Patienthæftet har vist sig at være problematisk at arbejde med, idet der har manglet motivation hos medarbejderne og tid til at invitere patienterne ind i denne form for dialog. Min holdning er, at hvis man virkelig mener, at patienterne skal medinddrages i dialog og ansvar for indlæggelse og tiden efter udskrivelsen, skal man invitere patienterne og netværket til de tværfaglige konferencer. Det kræver indsats af patienterne og er tidskrævende, men det er i virkeligheden udtryk for foragt for patienten, når han får beslutninger serveret som andenhåndsdata.

Rapporten kan med sin overskuelige opbygning, nemme sproglige præsentation af et forskningsprojekt og de arbejdsredskaber, som er udviklet, på et tidligt tidspunkt i indlæggelsesforløbet inspirere sygeplejersker til at sikre et vist kvalitetsniveau i udskrivelsen.

Det er derimod dybt problematisk, at det tværsektorielle samarbejde mellem hospital og primær sundhedstjeneste ikke er kommet i gang pga. et forskningsmæssigt fejltrin. Det beklages i konklusionen, at hjemmeplejen og den praktiserende læge tabes af syne i anden del af projektfasen efter de interne problemer og rokeringer fra abejds- til praksisgruppe, og fra top-down til bottum-up-styring. Udvikling af forebyggelse i udskrivelser forudsætter samarbejde mellem sektorerne, og derfor bliver resultaterne af dette forskningsprojekt for snævre, fordi præmisserne ikke er opfyldt, og opfyldelsen af det overordnede formål med projektet tabes af syne.

Lisbeth Bøggild, sygeplejerske, SD, konsulent    

 Side 39 

Portrætter med eget sprog

Kissen Møller Hansen

Søstre

København: Aschehoug 2001
178 sider, 299 kr.

Det kan være en lise for sindet og saltvand for øjet at fordybe sig i billeder og lade ordene være. Især når dagligdagen mest består af tekster, man skal endevende og forholde sig til, som det nu er min lod. Kissen Møller Hansens fotobog ''Søstre'' er mere end en æstetisk nydelse.

Man kan blive ved med at gå på opdagelse i billederne og få ny indsigt i familierelationer og familiehistorie. Måske kan man endda blive bedre til at iagttage mennesker og familiebånd, der i virkeligheden er langt mere nuancerede og komplekse, end de fremstår i sygeplejejournaler, hvor søskendeforhold ofte er reduceret til rene klicheer eller blot et telefonnummer.

''Søstre'' består af omkring hundrede dobbeltportrætter eller multiportrætter af søstre i alle aldre. Yngst er et par enæggede tvillinger på otte uger. De ældste godt oppe i halvfemserne. Der er enkelte kendte ansigter, men de fleste er ukendte i offentligheden. Nogle søstre har først lært hinanden at kende som voksne, andre har levet sammen det meste af livet. Der er adopterede søstre, søstre med 25 års aldersforskel, søstre med fælles livsindhold som de fire frelsersoldater eller de to søstre, der spiller i kammerorkester. Hel- og halvsøstre, autonome, flygtninge, søstre på Herlufsholm og sandelig også enkelte sygeplejersker.

Kissen Møller Hansen, kendt af de af Sygeplejerskens læsere, der bemærker fotografers navne, har bragt søstrene sammen i omgivelser, der passer til deres fælles historie og indbyrdes forhold. Søstre set med en medsøsters øjne. Et ungpigeværelse, en strand, en æblehave, en frisørsalon, et barndomshjem.

Billederne er iscenesatte i et samspil mellem fotograf og portrætterede, hvor Kissen har set betydningen af søstrenes placering og attitude i konteksten, så deres indbyrdes forhold, baggrund, interesser, følelser og spændinger kommer frem. Jeg har opholdt mig længe ved portrættet af Marianne, som står med hænderne i siden foran en stor flyttebil. Marianne kører selv lastbil, kran, truck og bus.

Det varer lidt, inden man får øje på søsteren Heidi længere bagud i billedet. Hun er på bistand og er utryg ved biler. Jeg vil tro, at adskillige af de portrætterede har fået øje på noget i forholdet til deres søster eller søstre, de ikke altid har været - eller ønsket at være - bevidste om. Gennem Kissens linse får man øje på mange lag i søstreforhold. Gad vide, hvordan Kissen mon ville have set på mig og mine to søstre, hvis vi havde været blandt de portrætterede?

Det er ikke helt sandt, at ''Søstre'' kun består af billeder. Line Fabricius har foretaget research og skrevet korte billedtekster om søstrene og deres fælles historie. De nøgterne, næsten skrabede billedtekster forklarer og lukker op uden at fratage portrætterne deres eget sprog. Et forbilledligt samspil mellem billeder og tekst.

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder på Sygeplejerskens redaktion