Faglig kommentar: Anarki i hjemmeplejen

Oven på alle de hårrejsende historier om, hvor galt det står til i hjemmeplejen, gør det godt at læse om, hvordan meget gamle mennesker opfatter den hjælp, de er afhængige af fra kommunen, som i Lone Vasegaards artikler ''100-årige vil ikke være til besvær'' og ''Selvstyre i hjemmeplejen'' i forrige nummer af Sygeplejersken.

De meget gamle er stort set tilfredse, omend de heller ikke er voldsomt krævende. Ikke overraskende lægger de vægt på, at der tages individuelle hensyn, og at de får hjælp til hverdagens mere trivielle aktiviteter, så de kan bruge kræfterne på noget, der giver mere livsindhold.

Selvfølgelig er det en forudsætning, at de gamle får tildelt hjælp i et passende antal timer, men når først hjælperen er inden for døren, er det den gamle og hjælperen, der sammen finder ud af, hvordan tiden skal prioriteres og hjælpen foregå. Hvad ellers? Hvordan skulle man ellers kunne respektere de gamles integritet og værdighed? Ikke desto mindre giver interviewene af hjælperne det indtryk, at der ikke skal snakkes for højt om de mange små og store ting, de gør for de gamle.

Tørrer en vindueskarm af. Giver massage. Køber en kjole. De gode hjælpere er solidariske med de gamle og opfører sig som små anarkister i forhold til ledelsen.

Ros den ekstraordinære indsats

På den ene side er det kun godt, at hjælperne tager sagen i egen hånd og viser selvstændighed til gavn for de gamle. Men det er skidt, når hjælperen skal opfatte sig selv som en, der bryder regler og risikerer påbud eller repressalier, hvis det kommer frem. '

Det falder tilbage på ledelsen. Hvad er det for et arbejdsmiljø, der fremmer skjult dagsorden hos medarbejderne? Hvor er respekten for medarbejdernes evne til selv at kunne tilrettelægge deres arbejde? Hvorfor skal hjælperne ikke have ros for en ekstraordinær indsats og tilskyndes til mere af samme slags? Man fornemmer en frygt for, at nogen skal gå over gevind, eller at de gamle skal blive forkælede og kræve mere og mere.

Interviewene med hjælperne afslører også, at de ikke interesserer sig voldsomt for de overordnede mål eller faglige drøftelser. Det kunne meget vel hænge sammen med en fornemmelse af, at deres arbejde ikke værdsættes nok. Hvis man startede med at anerkende deres indsats, var det måske lettere at engagere dem i faglig udvikling.

Legitime piller

Står det bedre til i sygeplejen? Officielt hedder en af primærsygeplejerskernes opgaver ''medicinadministration'' eller til nød ''omsorgsbesøg,'' hvis ikke besøget kan legitimeres med en pille. Medicinbesøg omfatter som bekendt traditionelle sygeplejeopgaver i rigt mål: Observation, samtale, hjælp til toiletbesøg, servering af drikkevarer, bestilling af hjælpemidler, kontakt til andre instanser, øvelser, støtte, et kig ind i køleskabet og meget andet. Men borgerens største bekymring er måske, at postbuddet kan risikere at falde på isen i havegangen, at undulaten hænger med hovedet, eller at hun er udgået for cerutter.

Så lur mig, om ikke de fleste sygeplejersker, der kommer i hjemmet, forstår, at deres vigtigste opgave netop den dag er at salte trappen, give undulaten lavement og holde ind ved kiosken og tage 10 cerutter med. Opgaver, som ikke er nedfældet i funktionsbeskrivelser og plejeplaner, men små handlinger, der kan bidrage til, at den gamle ser lysere på tilværelsen og kan klare sig hjemme i længere tid.

Men hvis sygeplejersker fortsat holder sig tilbage for at tale højt om betydningen af de udefinerlige opgaver, der også ligger i den gode sygepleje, har tidstyrannerne alt for let spil. Det kan ende med, at også sygepleje kan udtrykkes i en stregkode.