Boganmeldelser

En ny brik i puslespillet

Dagmar Bork

Kongevejshospitalet 1894 til 1975

Haderslev 2001
156 sider. 150 kr.

Interessen for historien vokser i disse år. Ikke kun historierne om helte eller fremtrædende personer, men også om institutioner af betydning i samfundet lokalt eller på landsplan. Det seneste skud på stammen inden for sundhedsvæsnet er '''Kongevejshospitalet 1894 til 1975,'' skrevet af en kending af tidsskriftet, tidligere forstanderinde Dagmar Bork. Hovedtemaet er det sønderjyske Kongevejshospitals historie, og nogle vil umiddelbart mene, at så er det lokalhistorie, der næppe rækker ud over lokalområdets interessesfære. Det er en misforståelse.

Selvfølgelig indeholder bogen en række faktiske data om hospitalet og om forskellene før og efter genforeningen af Sønderjylland, som det må forventes, men Dagmar Bork har levendegjort historien med en lang række gengivelser af de oplevelser, sygeplejersker, læger, jordemødre og patienter erindrer fra kortere eller længere kontakt med hospitalet. Det er netop bogens styrke, for derved rækker den langt ud i sygeplejerskernes og andres rækker.

Selv om sproget er nænsomt, vil mange af Dansk Sygeplejeråds medlemmer kunne genkende nogle af de markante og håndfaste afdelingssygeplejersker og ledelsesmodeller, der træder i karakter.

I en tid, hvor sygeplejens kultur er under debat og forandring, giver bogen et billede af, hvordan bl.a. eleverne blev socialiseret til deres videre gerning på godt og ondt. Det er erindringer om vagtplaner, der ikke var fremlagt, men lå under afdelingssygeplejerskens skriveunderlag. Det er erindringen om husordenens tyrani, også i fritiden, og om elevers rædsel for at komme i praktik på visse afdelinger.

I tidens ånd vil spørgsmålene om, hvorfor vi egentlig fandt os i det, og hvad det kom til at betyde for vort senere virke, være en naturlig reaktion. Et godt diskussionsgrundlag også i dag. Men det er også historien om, hvad fællesskabet i flermandsværelser og den nærhed i venskaber, det medførte, betød for gennemførelse af uddannelsen for den enkelte og for fremtidig kollegiale forhold.

Stuegangen, som gæsterne ved Dansk Sygeplejehistorisk Museum møder, er i sammenligning med disse erindringer nærmest en lille stuegang, og patienterne i sengene ved museet er nærmest en rodebunke sammenlignet med det stuegangsregimente, der fremtræder i bogen, og sengehjulene er i hvert fald ikke drejet indad, så overlægen ikke falder over dem, som kravet var ved Kongevejshospitalet ifølge erindringerne. Bogen er skrevet med Dagmar Borks karakteristiske fortælleglæde og er munter og let læselig. Den kan både vække genkendelsens glæde og sorg hos mange sygeplejersker, men også danne grundlag for en bedre forståelse hos yngre generationer af, hvorfor sygeplejerskerne så længe forblev ''de pæne piger.''

Af Kirsten stallknecht, tidligere formand for Dansk Sygeplejeråd  

Det gode liv

Tone Rustøen

Håp og livskvalitet - en utfordring for sykepleieren?

Oslo: Gyldendal Akademisk Oslo 2001

126 sider, 223 kr.

At interessen for fænomenet håb er øget i sygeplejen i de senere år kan ifølge Rustøen skyldes, at et øget antal mennesker lever med en kronisk sygdom. Kronisk syge mennesker kan opleve tab af kontrol over kropsfunktioner, tab af roller og sociale relationer, tab af selvfølelse, tab af sikkerhed og kontrol, tab af uafhængighed og tab af økonomisk art.

Tabene og den uforudsigelige fremtid kan få den kronisk syge til at opleve håbløshed. Da håb er centralt i alle menneskers liv, er det en udfordring for sygeplejersker og andre, der har omsorg for patienten. Viden om håb og om, hvad det gode liv kan være, er nødvendigt for at kunne styrke håbet og ændre vilkår for det lidende menneske og forstå, hvad man er op imod.

Rustøens perspektiv på livskvalitet og håb er humanistisk. Det er menneskets subjektive oplevelse af det gode liv, der er det centrale. Hun kommer ind på, hvordan børn og ældre mennesker forsøger at mestre svære situationer ved sygdom og lidelse, og hvordan sygeplejersken kan bidrage med at styrke håb og livskvalitet. Håb er mere end optimisme. Optimisme alene giver ikke håb, men optimistiske omgivelser kan styrke et håb.

Ved megen lidelse sættes håbet på en hård prøve. Tages det fra os, kan meningen med livet forsvinde. Behandlingen af håb står stærkest i bogen, mens begrebet livskvalitet kunne være mere uddybet. Bogen, en revideret udgave af ''Livskvalitet - en sykepleieutfordring'' fra 1991, henvender sig til sygeplejestuderende og klinikere. 

Vibeke Frimodt, afdelingslærer på Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet, afdelingen i København