Sygepleje er et håndværk

''Jeg har altid sagt, at sygepleje er et håndværk, og det skal det vedblive at være. Men selvfølgelig er det positivt at kende teorien, så man ved, hvorfor man udfører sygeplejen, som man gør. Derfor er jeg også godt tilfreds med den nogenlunde ligelige fordeling mellem teori og praksis i den nye uddannelse,'' siger Benthe Quistgård, som var sygeplejerske i mere end 40 år, før hun den 1. august i år blev pensioneret fra stillingen som chefsygeplejerske på Amtssygehuset i Herlev.

Benthe Quistgård blev sygeplejeelev på Rigshospitalet i 1956. Senere virkede hun som sygeplejelærer og afdelingssygeplejerske, og i to år var hun hygiejnesygeplejerske i Amtsrådsforeningens afdeling for sygehushygiejne (nedlagt 1976), før hun i juni 1974 tiltrådte stillingen som forstanderinde og senere chefsygeplejerske.

''I den første tid tror jeg nok, de unge overlæger havde den opfattelse, at jeg var en skrap madamme. Jeg gjorde med det samme klart, at jeg var leder af og ansvarlig for sygeplejen. Sådan stod der i min funktionsbeskrivelse. Det var helt enestående for sygeplejen på det tidspunkt, at det var nedfældet, hvem der havde ansvaret på vores område. Derfor var det vigtigt for mig at præcisere, hvordan det hang sammen.''

''Jeg tror, overlægerne følte, de også havde ansvaret for sygeplejen. Men jeg holdt fast i mit ansvar, og efterhånden accepterede de det. Det fik stor betydning for vores udvikling af sygeplejen på Herlev,'' fortæller Benthe Quistgård.

Plejer er død

Amtssygehuset i Herlev slog dørene op 30. april 1976 med de første 564 senge til patienter. Forinden var der blevet afholdt to simuleringsforsøg, hvor sygeplejeelever fungerede som patienter. Den nye stab af sygeplejersker var primært unge mellem 25 og 35 år, og der herskede en fælles pionerånd blandt personalet, husker Benthe Quistgård.

''De nye unge oversygeplejersker og jeg ville gøre op med gamle traditioner. Nu sad vi ved roret, og vi hadede, når nogen sagde ''det plejer vi at gøre.'' Alle ansatte var dus - også på tværs af personalegrupperne, og vi tiltalte hinanden ved fornavn. Det var en stor forandring, som selvfølgelig var kommet under alle omstændigheder, nu kom den bare sammen med det store nye hus.''

''Vi ændrede besøgstiderne ud fra en målsætning om fri besøgstid. Det var en stor beslutning, som dog endte med besøgstid mellem kl. 15 og 19 med såkaldt fleksibel administration.

Vi planlagde også en fælles journal til brug på hele sygehuset i stedet for journaler på hver enkelt afdeling. Og jeg var med til at lave et værdigrundlag for sygeplejen, der faktisk var ganske exceptionelt. De grundlæggende elementer i værdigrundlaget om menneskesyn, ledelse, uddannelse og forskning er faktisk de samme i dag som dem, vi begyndte på i 1976.

Og jeg var med til at lave instruktionsmateriale til sygeplejersker, bl.a. en manual omkring metoder i sygeplejen, der lå på hver

Side 17

afdeling. Det var et værdifuldt materiale for unge sygeplejersker, og nu kan jeg se, at man vender tilbage til den form i forbindelse med akkreditering.''

Tværfaglighed kræver stærk faglighed

Frem til 1992 var forstanderinden øverste ansvarlig for sygeplejen på Herlev Sygehus. Under sig havde hun oversygeplejersker, afdelingssygeplejersker, 1.-assistenter osv. En struktur, der var god for sygeplejen, synes Benthe Quistgård.

''I den gamle struktur var ingen i tvivl om kommandoveje og om, hvem der var overordnet. Sygeplejen havde det godt under den traditionelle hierarkiske opdeling. Sygeplejefaget havde faktisk en sygeplejeadministration - en organisation omkring sygeplejen og sygeplejepersonalet alene. Det, synes jeg, gav bedre mulighed for at udnytte de ressourcer, vi havde, og for at iværksætte initiativer og aktiviteter inden for faget. Jeg kan ikke huske, at der i min tid er stillet barrierer i vejen for at udvikle sygeplejen,'' siger Benthe Quistgård og fortsætter:

''Dengang var der en rød tråd i sygeplejen på hele sygehuset. Vi nedsatte altid arbejdsgrupper og udvalg, som forelagde ideer og resultater i de respektive oversygeplejerskeråd, som man havde dengang. Så blev vi enige om, hvordan vi ville arbejde i og med sygeplejen, og vi vidste, hvad vi havde at rette os efter.

I dag arbejder hver afdeling ud fra deres egne forhold, dog stadig på basis af et fælles værdigrundlag. Det var mere styret dengang, og det kan man jo synes om eller lade være - jeg kunne godt lide det.''

''Med den ændrede struktur blev der lagt op til et større tværfagligt samarbejde, og det hilste jeg velkomment. Men man skal være meget stærk i fagligheden, hvis man skal kunne indgå i tværfaglighed. Der er jo både forskel på indholdet i de forskellige faggruppers uddannelser og på længden af uddannelserne. Sygeplejersker kommer med en sygeplejefaglig indsigt, som vi skal være stolte af. Og så indgår de i et samarbejde med læger, laboranter, ergoterapeuter og fysioterapeuter, som hver især kommer med deres uddannelse. Vi er ikke de samme, vi er forskellige, fordi vi har forskellige fag.''

''Det unikke i sygeplejen er kerneydelsen og omsorgen. Den tager afsæt i et menneskesyn, hvor patienten er et aktiv. Sygeplejersker har den totale opfattelse af patienten med alt, hvad omsorgen indebærer.''

Strukturen ændret

I 1992 blev organisationsstrukturen på Københavns Amts sygehuse ændret, og Benthe Quistgård blev chefsygeplejerske i en sygehusledelse.

''Sygeplejen er en kerneydelse, der repræsenterer mere end en tredjedel af personalet på et sygehus. Det er en meget væsentlig del af en organisation. Men med den nye struktur skulle jeg som chefsygeplejerske pludselig også varetage andre faggruppers interesser, og jeg havde ikke længere den direkte kontakt med sygeplejen. Selvfølgelig havde jeg også tidligere samarbejdet med andre grupper og interesseret mig for andre fag på sygehuset, men nu skulle jeg interessere mig lige meget for sygeplejen

Side 18

og for alt andet på sygehuset. Jeg havde jo i sin tid valgt sygeplejen, fordi det var det, der interesserede mig.''

Mere selvstændighed i dag

Benthe Quistgård var sygeplejeelev på Rigshospitalet i 1950'erne, som var et af de steder, der først indførte skoleperioder efter forbillede i Florence Nightingale-skolen. Det betød sygeplejeteori ind imellem den praktiske uddannelse på afdelingen. Hun mener ikke, den grundlæggende sygepleje har forandret sig mærkbart, siden hun selv var elev.

''Dengang fik man besked af afdelingssygeplejersken på, hvad man skulle gøre. Når man så var færdig, gik man tilbage og fik en ny opgave. Det var ikke ligefrem selvstændighed, der karakteriserede sygeplejen på det tidspunkt. Men jeg tror, jeg kunne være i stand til at hoppe ind på en afdeling og være med til at passe patienterne i dag. Det ville ikke være så meget anderledes. Selvfølgelig ville det være nyt og svært med f.eks. medicin, men den grundlæggende sygepleje har ikke ændret sig så forfærdelig meget. På sygeplejeskolen i Herlev arbejder man stadig efter Virginia Henderson - det har man gjort i mange år.''

''Det, der har forandret sig, er sygeplejerskernes vilkår og hele sygehusvæsenet. Da jeg var ung sygeplejerske, var patienterne indlagt længere tid. Én dag gik med røntgen, næste dag med blodprøver, tredje dag med noget helt andet osv. Bagefter havde patienterne mulighed for en rekreation, før de endelig blev udskrevet.

I dag er patienterne indlagt meget intensivt. Alle forundersøgelser foregår ambulant, og de er kun inde lige akkurat i den periode, hvor de har behov for behandling. Det stiller langt større krav til den enkelte sygeplejerske om en intensiv pleje. Samtidig er patienterne meget dårligere end tidligere. Det er simpelthen blevet hårdere for sygeplejepersonalet, både for sygeplejersker, assistenter og hjælpere,'' siger Benthe Quistgård og understreger, at hun synes, sygeplejersker er dygtige i dag.

Hun har speciale i pædiatri og arbejdede i 1960'erne på Rigshospitalets børneafdeling.

''Vi havde en meget skrap og meget dygtig afdelingssygeplejerske. Og jeg tænkte, at sådan ville jeg gerne være. Men jeg ville også have indflydelse og være med til at bestemme, hvor tidligt om morgenen vi skulle hive de stakkels små patienter op. Det var dér, interessen vaktes for at blive leder.''

''Magten i lederpositionen har drevet mig. Jeg ville gerne bestemme og have lov til at ændre og udvikle sygeplejen og arbejdspladsen. Jeg ville bruge magten som et positivt instrument til indflydelse, ikke til at få herredømme over andre - det ligger slet ikke til min person,'' siger hun og fortsætter:

''Sygeplejen har den fordel, at det er et kvindefag, så jeg har aldrig skullet kæmpe med mænd om posterne. Jeg tror, det har banet vejen for mig, selvom jeg sikkert også ville have klaret mig fint i konkurrence med mænd.''

Skammeligt lønniveau
De seneste års massive problemer med rekruttering til sygeplejefaget er ikke helt forståelige for Benthe Quistgård. Hun synes, det er et dejligt og interessant fag, selvom hun også kan pege på ugunstige faglige forhold i sundhedsvæsenet.

''Jeg tror, mange sygeplejersker er utrolig glade for deres fag. De er ikke trætte af at udføre sygepleje, men frustrerede over, at forholdene er vanskelige.''

''Sygeplejersker på de alment medicinske afdelinger kan ikke overskue de mange akutte patienter. Man mister overblikket og muligheden for at udføre den sygepleje, man gerne vil yde patienterne. Så vælger sygeplejerskerne en anden afdeling eller et andet arbejde, der kan hænge sammen for dem selv.

På specialafdelingerne får man lov til at passe patienter med specielle sygdomme, og her fungerer det ofte langt bedre. Hvis der er en god stab på en afdeling, bliver forholdene bedre. Sygeplejen kan udføres mere tilfredsstillende, og den kan ikke mindst udvikles. De afdelinger kan holde temadage og sende sygeplejersker på kursus eller sågar studierejser. Det er også de afdelinger, hvor der foregår forskning inden for sygeplejefaget.''

''Arbejdet er nødt til at kunne hænge sammen med privatlivet. Der kan være mange vagter, og det må være et krav, at der er en rimelig balance mellem dag, aften og nat. Min holdning er, at man for at blive god til sit arbejde, skal lade op et andet sted. Først der kan man yde noget. Det er de gode arbejdsforhold og mulighed for at virke i sit fag, der tæller,'' siger Benthe Quistgård, som nødigt vil blande løn ind i diskussionen om rekruttering og fastholdelse, selvom ''det er en vigtig faktor, og lønniveauet for sygeplejersker er skammeligt, når man sammenligner med andre fag.''

Billedtekst
"Der skal ordentlige arbejdsforhold og mulighed for udvikling til, hvis de unge skal søge ind i sygeplejefaget,'' siger Benthe Quistgård. ''Og så skal der værnes om den sygeplejefaglige stolthed.''