Sygeplejersker alene på skadestuen

Side 32

Billede

Side 33

Skadeklinikken på Hørsholm Sygehus er en nytænkning inden for sygehusvæsenet. Så vidt vides er det på nuværende tidspunkt den eneste klinik af sin art i landet. Den har åbent alle ugens dage fra kl. 7.30 til kl. 23.30. Afdelingen er åben, dvs. at borgerne kan henvende sig til os uden forudgående henvisning. Afdelingen er normeret til 9,5 sygeplejersker, og der er ansat i alt 10 hel- og deltidsansatte sygeplejersker på afdelingen, som ledes af en afdelingssygeplejerske, der refererer til den ortopædkirurgiske ledelse på Hillerød Sygehus.

På Skadeklinikken behandles småskader og lettere sygdomstilfælde uden lægelig assistance. Den lægefaglige reference findes på ortopædkirurgisk afdeling i Hillerød, 20 km fra Hørsholm. Således er sygeplejerskerne i det daglige eneansvarlige for den udførte behandling samt dokumentation.

Størstedelen af skadeklinikkens sygeplejersker har lang erfaring fra almindelige skadestuer. Siden åbningen i januar 2000 har omkring 8.000 patienter været i behandling på klinikken. Ca. 75 pct. af disse 8.000 patienter er færdigbehandlet af sygeplejerskerne, de øvrige er visiteret videre til egen læge, skadestue eller lægevagt, øjen- eller tandlæge.

Vi ligger nu inde med retningslinjer og instrukser samt et stort erfaringsgrundlag for, hvad der er muligt at behandle, uden der er læger involveret.

Alle kan få hjælp

Grundlæggende hjælper vi alle, der henvender sig til os og beder om hjælp. Førstehjælp, vejledning og trøst kan altid klares, og hjælp til at komme videre i systemet kan til enhver tid effektueres i de tilfælde, hvor vi ikke selv kan/må fuldføre behandlingen. Men i langt de fleste tilfælde fuldfører sygeplejerskerne selvstændigt behandlingen af de lidelser, som borgerne opsøger os for at få gjort noget ved.

Vi har skriftlige retningslinjer, som giver os kompetence til at fjerne fremmedlegemer, behandle insektstik, give stivkrampevaccination, skylle ører, lave gipsreparationer, vurdere og behandle forstuvninger og små brud på f.eks. fingre, tæer, hænder, underarme og kraveben samt behandle vabler og brandsår, sy eller strippe mindre flænger og rense hudafskrabninger. Selvfølgelig har borgerne ikke altid den skade eller lidelse, som vores retningslinjer angiver. Derfor er der utallige grænsetilfælde, som vi behandler uden at have en decideret godkendt vejledning at arbejde efter. Når vi gør dette, arbejder vi ud fra den enkelte sygeplejerskes egne afstukne regler med de etiske, moralske, juridiske og faglige overvejelser, som er nødvendige i hvert enkelt tilfælde. Vi kan ikke regne med opbakning fra ledelsen, hvis noget går galt, når vi handler i gråzoneområdet, men hvis klinikken skulle eksistere på baggrund af de få godkendte retningslinjer, der eksisterer, ville vi kun kunne behandle et fåtal af de borgere, der henvender sig.

Nedskrevne procedurer

De afstukne retningslinjer, vi arbejder ud fra, har vi til fælles med ''sygeplejevagten'' på Hillerød skadestue. De ligner de retningslinjer, der arbejdes efter på samtlige andre sygeplejevagter i landet. Fælles for dem alle er, at procedurerne er nedskrevet og godkendt af den ansvarlige overlæge i samarbejde med personalet. Når dette er sagt, er der nok ikke så meget mere, vi har til fælles med sygeplejevagterne. Dels fordi vi kun er en personalegruppe involveret i behandlingen og registreringen, dels fordi vi ikke har en læge ''ude på gangen,'' som vi kan rådføre os med. I de tilfælde, hvor vi rådfører os med en læge, sker det gerne telefonisk ved opringning til egen læge eller lægevagten eller til den læge, som har med specialet at gøre på det sygehus, hvor patienten hører til.

Vi afgør ikke, om en patient skal ses af en læge uden først at have undersøgt patienten grundigt. På den baggrund undersøges og vurderes langt flere patienter, end man typisk ville gøre i en sygeplejevagt.

Den store forskel er igen patienterne i gråzoneområdet. Vores egne begrænsninger i form af manglende godkendte vejledninger kombineret med lyst og evne til at behandle et langt større udsnit af borgerne kan give kvaler for de involverede sygeplejersker. Vores patienter skal ikke bare gå ud i venteværelset og vente på, at lægen er ledig. De skal køre 20 km for at få en behandling af en læge, som sygeplejersken fuldt ud lige så godt kunne have udført. Deri ligger der frustrationer gemt, fordi meningen med klinikken var, at det skulle lette patienternes vej i sundhedssystemet.

Forestillinger om ret og rimeligt
Nytåret år 2000 markerede et årtusindeskifte, men det blev på mere end et område et revolutionerende årsskifte for det personale, som havde søgt ansættelse på den nyetablerede afdeling. Det skulle snart vise sig, at man ikke sådan fra det ene øjeblik til det andet kan ændre en lang og fasttømret tradition på et sygehus, og man skulle også grave en hel del op i sygeplejerskers egen forestilling om, hvad der er ret og rimeligt inden for sygeplejen.

• Vi sygeplejersker var i starten ikke helt enige om vores funktion, og vi kunne mærke, at vi arbejdede i hver sin retning.

Side 34 

• Vi mærkede en form for foragt fra andre sygeplejersker, fordi det kun var småting, vi tog os af. ''Hvordan kunne man bruge sin faglighed og udvikle sig, når kravene var så små?'' blev vi spurgt, og ''Hvorfor ville en dygtig og rutineret skadestuesygeplejerske nøjes med at behandle småting?'' ''Hvorfor søgte vi ikke på en stor skadestue, hvor der var brug for os, og hvorfor skabte vi et behov i befolkningen, som der ikke tidligere havde været opmærksomhed omkring?''
• Lægefagligt mødte vi enorm modstand. Læger, som tidligere havde klappet i hænderne over vores formåen i forbindelse med store traumebehandlinger, satte pludselig et spørgsmålstegn ved det forsvarlige i, at vi tog os af behandlingen af mindre skader, og spurgte, om vi var kompetente til f.eks. at give en stivkrampevaccination. De praktiserende læger mente, at vi tog noget af deres forretning fra dem, fordi vi behandlede nogle af de tilfælde, de ellers ville have behandlet i konsultationen eller i lægevagten.
• Ingen ville være vores lægefaglige reference, hvilket betød, at nogen fik det pålagt. Det kan ikke være svært at forestille sig, hvordan man tackler at være leder for en afdeling, man ikke selv går ind for eksistensen af! Det betød bl.a., at den undervisning, vi gang på gang søgte om at få, ikke blev effektueret, og den kompetenceudvidelse, der lå i at have fulgt den fornødne undervisning, dermed blev tilsidesat.
• Befolkningen var ikke blevet optimalt orienteret om vores eksistens og funktion, hvorfor der i starten kun var et meget lille antal patienter, der opsøgte os. Dermed skabtes mistillid til egen formåen.
• Kombinationen af den følelsesladede debat, fornemmelsen af at rende panden mod en mur og samtidig være parat til at vise, at her var et fagligt område, som sagtens kunne ændres, var svær at tackle. Vi var jo klar over, at der stadigvæk var patienter, der kom til skade og behøvede akut hjælp, uden at det var så alvorligt, at lægen behøvede at blive indblandet. Samtidig sloges vi med et stift, hierarkisk system, som ikke så let lod sig ændre, og i den anden ende af systemet sad nogle politikere og forlangte kortere ventetider og hurtigere behandling af folk, som kom til skade. Den politiske velvilje blev ikke bakket op af den faglige.

Stædighed er grundlaget
Den form for stædighed og udholdenhed, som sygeplejerskerne på klinikken har udvist, er i dag grundlaget for, at vi har fået oparbejdet en god klinik. Det har kostet store humørsvingninger hos alle ansatte, men heldigvis aldrig på samme tid. Således har vi båret hinanden igennem den svære tid, hvor troen på ens egen formåen og visionerne på skift var højt flyvende eller brat dalende.

For at få sygeplejerskerne til at arbejde i samme retning, og for at få en fælles vision om fremtiden, blev der af en af sygeplejerskene etableret et fremtidsværksted, hvor vi fik styr på vores fælles hverdag og fik planlagt fremtiden i fællesskab. Der blev opstillet mål og forventninger, og en handlingsplan blev iværksat og gennemført. Slutresultatet blev et mere målrettet personale med fælles udgangspunkt og fælles fremtidsmål.

Der blev udarbejdet utallige patientinformationer, og personalet uddelte informationsfoldere om vores eksistens til skoler og andre institutioner.

Paradoksalt nok var det slet ikke det behandlingsmæssige, der optog vores tid i starten, men som tiden gik, viste der sig et stort behov for at gennemdiskutere og rationalisere visse procedurer i forbindelse med pleje og behandling af forskellige skader. Hermed opstod yderligere et behov for kvalificeret undervisning, og det er efterhånden blevet lagt i mere faste rammer. Nogle få læger er gået ind for tanken om, at sygeplejersker kan klare behandlingen af visse typer skader, og har velvilligt givet glimrende undervisningstimer. Kampånden er blevet bestyrket af den måde, befolkningen har reageret på vores tilbud om behandling. Udtrykt taknemlighed og tilfredshed har været rart og forpligtende og har givet et plus til den faglige stolthed.

Konstruktivt samarbejde
Som tiden er gået, er samarbejdet med ortopædkirurgisk afdeling i Hillerød udviklet og er i dag velfungerende og konstruktivt for alle parter.

Vi har etableret eget ambulatorium, hvor patienter kommer til bl.a. sårkontrol og primært bliver tilset af den sygeplejerske, som startede behandlingen.

En studietur til England på Minor Injurie Clinik i byen Ilkeston styrkede vores tiltro til, at sygeplejerskebemandede klinikker har en fremtid her i landet. I England er befolkningen så vant til at opsøge sygeplejeklinikker, at der ikke mere er noget usædvanligt i det. Tilliden til sygeplejerskernes behandling

Side 35

er ikke svækket i årene, der er gået - tværtimod.

Der er etableret samarbejde med Tandlægevagten i Frederiksborg Amt, idet vi har telefonvagten for tandlægerne i de timer, hvor de ikke befinder sig på klinikken. Derfor lytter vi til borgernes tandproblemer og etablerer akut forbindelse til Tandlægevagten, når dette skønnes nødvendigt.

Ved behov henviser vi til de praktiserende øjenlæger, som overtager borgerne i de akutte faser.

Vi har selvfølgelig også et samarbejde med det øvrige personale på sygehuset, når der af og til sker noget fuldstændig uforudset, som kræver øjeblikkelig indsats af forskellige faggrupper.

Skolerne og småbørnsinstitutionerne i området benytter os meget i forbindelse med sundhedsemner og kommer ofte på besøg eller bestiller besøg af os, når der er specielle sundhedsfremmende temaer på programmet. Ligeledes har sprogskoler og indvandrerklubber været på besøg og fået oplysning om, hvordan vi kan bruges.

Vanskeligt samarbejde

Samarbejdet med lægevagten er etableret og har i nogen grad været en vanskelig procedure. Ikke rent mellemmenneskeligt, heller ikke omkring patienternes behandling, men igen pga. faggrænser, økonomi, overenskomster, politik - og ikke mindst - vaner. Det liberale erhverv, som en lægepraksis indebærer, var ikke forberedt på at samarbejde med det meget fasttømrede system, som sygeplejerskerne på et hospital arbejder under.

Der er etableret et pilotprojekt, hvor sygeplejerskerne har fået ret til at ordinere røntgenbilleder på visse typer af skader, som kunne medføre brud. Dette projekt er midtvejs og følges op af røntgenlæger, ortopædkirurger og os selv ved hjælp af et kvalitetssikringsskema. Projektet skal evalueres efter projekttidens ophør.

På et tidspunkt i løbet af sommeren i år blev der fra politisk side stillet forslag om at lukke klinikken, fordi den var for dyr i drift og ikke var effektiv nok. Det viste sig dog hurtigt, at der var truffet beslutninger ud fra nogle meget gamle besøgstal, og da sygeplejerskerne gjorde politikerne bekendt med, at antallet af patienter var steget med 76 pct. siden april 2000, blev disse planer skrinlagt. En sand proteststorm fra andre politikere - og ikke mindst fra patienter - viste sig effektiv og har afstedkommet, at nye overvejelser om klinikkens fremtid for tiden overvejes. Paradoksalt nok tror flere adspurgte læger - og sygeplejersker ansat på sygeplejevagter - ikke på klinikkens fremtid. Dette kom frem på et fællesmøde i Kolding i september måned. Heller ikke, selvom samme personer har været på studietur i England og set, hvordan lignende klinikker blomstrer der. Om det er fordi, det engelske sundhedssystem er meget anderledes opbygget, eller om det er fordi, disse personer ikke tror på de danske sygeplejerskers formåen og de danske borgeres tillid til lignende systemer, må lades usagt.

Fremtiden

Der må på sigt etableres et mere formelt samarbejde med de øvrige dele af sundhedsvæsenet såsom praktiserende læger, tandlæger, hjemmesygeplejersker, sundhedsplejersker m.m. Det drejer sig om at få så mange faggrupper som muligt til at interessere sig for klinikken. Helt overordnet drejer det sig om at opspore lægelige fagpersoner, som har lyst til at tage det overordnede ansvar - som der kræves af Sundhedsstyrelsen.

Det skal være fagpersoner, som går ind for tanken og kender de involverede personaler, tager ansvaret for den løbende undervisning og dermed kompetenceudvikling, præciserer og afstikker nye grænser - i samarbejde med personalet. Eller skal man gå så langt, at man beder Sundhedsstyrelsen overveje, om denne regel kan ændres?

Politisk set er vi heldige, vindene blæser i den rigtige retning. Folkesundhedsprogrammet og sundhedsministeren lægger op til opblødning af faggrænser. Nu er det op til det enkelte fag at være med i udviklingen, vise interesse for nytænkning og turde tage de ansvar, der følger med.

Ideen til oprettelsen af den sygeplejerskebemandede skadeklinik er kommet fra sygeplejersker. Nu må sygeplejerskerne i første omgang bevise, at vi kan arbejde selvstændigt under de etiske, moralske, juridiske og faglige overvejelser, der hører med i enhver sygeplejegerning.

I England har de gjort det, i Danmark kan vi også, og på Hørsholm Sygehus er vi allerede nået langt.

Else Jonsson er sygeplejerske på Skadeklinikken på Hørsholm Sygehus og har skrevet artiklen i samarbejde med sine kolleger.