Tre slemme julevagter

Hektisk polarjulenat

Pludselig ringer telefonen. Det er Aka, min kollega. Hun må forlade sygehuset i helikopter for at hente en yngre grønlandsk kvinde, der er ved at forbløde. Derfor må jeg tage mig af sygeplejen på sygehuset. Portøren henter mig. Jeg gør klar til, at der kan opereres og adviserer laboranten.

Der er mange indlagte patienter, som skal plejes, og der kommer hele tiden ambulante patienter, som har akutte symptomer, der skal undersøges.

Anda er døende og har sin familie omkring sig. På stuen ved sengen står stearinlyset. Hustru, børn og børnebørn er nære og tager sig af ham.

Jeg sengebader Peter, der har multiple frakturer efter et fald fra en stige to dage før. Vi taler om hans forestående overflytning til Rigshospitalet 2. juledag.

Aka er tilbage med patienten, der får adskillige portioner blod, opereres og er i koma. Jeg tænker på hendes fire små børn i bygden. Hvordan bliver nu deres jul?

En lille familie, juleklædte med den lille fireårige storesøster i strutkjole kommer bekymrede med deres to måneder gamle lillebror. Han er højfebril og nakkestiv. Lægen må forlade operationsstuen, og lumbalpunkturen udføres samtidig med, at han får sin første dosis antibiotika.

Personalet kalder: Sygeplejersken, der skal have julevagten, er begyndt at bløde. Hun er tre måneder henne i sin graviditet. Hun aborterede året før, hvad gør jeg nu?

Pludselig er klokken 14, der er julegudstjeneste på afdelingen, men jeg er optaget af den døende Anda, svaret fra lumbalpunkturen, og hvem der skal dække aftenvagten.

Salmesang og savn

Efter vagten på det lille lokale sygehus går jeg træt gennem den polare, kolde og sneklædte julenat. Turen går hjem til juleanden, der var sat over af familien, og risalamanden, der efter sydgrønlandsk skik serveres med sortebær.

På vejen går jeg indenfor i den lokale grønlandske kirke, hvor jeg sammen med familien og det grønlandske folk hører juleevangeliet på grønlandsk og synger med på de smukke grønlandske julesalmer, der også er blevet mine.

Jeg græd lidt over savnet af familien i Danmark og især over den ældste datter, der holdt jul uden os 4.000 km væk. Jeg tænkte tilbage på dagen.

Anda døde, så jeg var igen på sygehuset inden andestegen. Den lille to måneders dreng havde ikke meningitis, og aftensygeplejersken gennemførte sin graviditet og fødte om sommeren en dejlig sund dreng.

Hanna Vestenaa, Kalundborg
 

Pligtskyldig døgnflue

Det var den 24. december 1947 i den kirurgiske mandsafdeling. Jeg var kun to dage før begyndt på min uddannelse. Vagten, jeg skulle på, kaldtes døgnflue-vagten. Den varede fra kl. 3.30-13.00 og igen samme døgn fra 16.00-20.00.

Jeg havde skyndt mig at blive færdig med arbejdet og håbede på, at sygeplejersken ville lade mig gå lidt før kl. 20.00. Da klokken blev 19.55, kom hun stor og tung sejlende hen ad gangen.

''Hør her, lille De. De er nødt til at gå ind og

Side 29

passe de nyopererede. Afløseren kommer lidt over 23.00.''

Jeg blev med mine 19 år rigtig ked af det. Jeg havde glædet mig til at være hos familien. Men hvis jeg kunne gøre en forskel på liv og død, måtte jeg være hos patienterne.

Der var meget at se til: Drop og sug, blodtryk og puls hvert kvarter og væskeskema.

Timerne fløj af sted i samtale om patienternes familier. Hr. Nielsen ville gerne vide, om det var første gang, jeg skulle være borte fra familien. Hr. Hansen ville gerne vide, ''om jeg da ikke kunne gå, for de kunne da sagtens ligger her alene.''

''Nej, det går ikke. Jeg skal blive og passe Dem,'' svarede jeg. Da klokken havde passeret 0.30, kom afløseren.

På min vej over det vinterkolde terræn og ind i sygeplejerskeboligens varme mærkede jeg, hvor sulten jeg var. En af eleverne havde heldigvis 19 bløde supermarkedssmåkager. De blev mit julemåltid. Det undrede mig, at disse patienter, så elendigt de havde det, havde overskud til at interessere sig for, hvordan jeg havde det. Men jeg vidste med mig selv, at jeg havde ydet mit bedste i pasningen af dem.

Dengang blev der ikke givet efterbetaling eller godtgørelse af tabt fritid. Det var noget, der hed pligt og troskab i arbejdet.

Lith Stenderup, Helsingør
 

Lidt for fyldte maver

Julen 1962. Det var det år, præsident Kennedy netop havde afværget, at Cuba-krisen fik katastrofale følger. Jeg var sygeplejeelev på en lukket psykiatrisk afdeling med ca. 20 skizofrene patienter, som havde været der i lang tid, måneder, år. Uden at konsultere historiske eksperter tror jeg, jeg kan fastslå, at det var før, begreberne rehabilitering og udslusning var opfundet. Det var også dengang, psykiatrien hørte under staten.

Jeg skulle have vagt juleaften - selvfølgelig skulle jeg det - sammen med en plejerelev. Da det var i min sidste praktik, og jeg snart var sygeplejerske, var jeg i vagt i stedet for en sygeplejerske. Juleaften skulle der serveres dejlig mad. And og risalamande. Men da maden til daglig var meget spartansk og også i nogen grad afmålt, spiste patienterne nu, så knapperne sprang, og værre end det, de begyndte at opsøge toiletterne med opkast og diarre. Da det skulle gå stærkt, var det ikke altid de ramte, hvor de skulle, så plejereleven og jeg var i fast rutefart med spand og klud.

Da den ''runderende'' sygeplejerske kom forbi kl. 20.00, var alle patienter i seng, og plejereleven og jeg sad og kiggede på juletræet, som nok var tændt, men som absolut ingen havde danset eller sunget om.

Kirsten Ahlgreen, Silkeborg