Boganmeldelser

Argumenter for ændring af behandling af psykisk syge

Birgitte Bechgaard, Hans Henrik Jensen, Thomas Nielsen

Forholdet mellem psykologisk og medicinsk behandling af psykiske lidelser

København: Hans Reitzels Forlag 2001
260 sider, 265 kr.

I 30 år har muligheden for psykologisk og medicinsk behandling af psykisk syge eksisteret, men valg af behandlingsform bestemmes af traditioner og praktiske forhold. Argumentet for ikke at anvende psykologisk behandling er, at det er for dyrt, men der bliver aldrig sat spørgsmålstegn ved prisen på psykofarmaka. Redaktørerne har savnet en saglig og faglig debat af behandling af psykisk syge og bringer derfor en udførlig oversigt over de sidste 30 års nationale og internationale forskningsresultater, hvor medicinsk og psykologisk behandling af psykisk syge sammenlignes. Forfatterne, der alle er psykologer, vil gerne have behandlingen mere evidens- og forskningsbaseret.

Birgitte Bechgaard gennemgår de teoretiske betragtninger over psyke-soma og sygdomslære i relation til behandling og gør rede for forskellige holdninger til behandling af mennesker med psykiske lidelser. Hun gør det enkelt og klart, så man får godt overblik over de mange forskellige retninger. Også i afsnittet om skizofrenibehandling viser hun sit forfattertalent. Klart, personligt og medrivende forholder hun sig til forskningsresultaterne. Flere af undersøgelserne peger på, at 25-40 pct. af de skizofrene patienter får det bedre med placebo end med neuroleptika. Reboundbivirkningen ved neuroleptikabehandling medfører større recidiv hos patienter, der har været i medicinsk behandling, end hos dem, der ikke har fået medicin. Problemet er, at man ikke præcist ved, hvem der kan klare sig uden medicin. Noget tyder på, at patienter med god præmobid psyke og paranoide symptomer klarer sig bedst uden medicinsk behandling. Bechgaard refererer til kritikken af de første forskningsresultater, bl.a. en undersøgelse fra 1967 af Rogers, der viste, at det ikke gjorde nogen forskel, om skizofrene patienter blev behandlet medicinsk eller psykologisk. Ved en nøjere gennemgang af selve undersøgelsen kom det frem, at den psykologiske behandling var givet af yngre læger under uddannelse, at de fleste behandlingsforløb var kortvarige, ca. syv gange, og at der ikke havde været nogen kvalificeret supervisor. Alligevel fik forskningsresultatet stor betydning for, hvordan psykiatrien i Danmark blev tilrettelagt.

Psykodynamisk psykoterapi, givet af en erfaren terapeut, ser ud til at have længst virkning - målt på antal genindlæggelser - på skizofrene patienter, hvis de er fra den gruppe, der kan klare sig uden medicinsk behandling. Suppleres medicinsk behandling med kognitiv terapi og psykosocial støtte, ses en positiv effekt på symptomerne i nuet. Effekten på længere sigt er dog usikker for gruppen over 24 år, hvor tilbagefaldet er det samme som hos dem, der kun får medicinsk behandling.

Med megen omhu gennemgår forfatterne resultaterne af medicinsk og psykologisk behandling af patienter med depression, angsttilstande og sundhedspsykologiske problemer som hovedpine, søvnløshed, rygeafvænning og spiseproblemer. Afsnittet om depression refererer til 33 undersøgelser, hvilket næsten er for meget at forholde sig til for læseren. Som hjælp har forfatteren udarbejdet en oversigtstabel med alle informationer fra de 33 undersøgelser.

Hans Henrik Jensen og Barry Hutchings redegør for eksperimentelle undersøgelser af dyr og mennesker med det formål at se, hvordan angst påvirkes af psykofarmaka. Begreberne angst og hukommelse forklares omhyggeligt, og det er interessant at læse, hvordan man gør en rotte angst og deprimeret, og hvordan benzodiazepiner hæmmer indlæringsevnen.

Bogen er vigtig i debatten om behandling af psykisk syge. Argumenter til ændring af behandlingen er rigeligt underbygget. Det er bare om at komme i gang med at sætte spørgsmålstegn ved vaner og traditioner. Målgruppen er psykologer, læger og kommende behandlere, men bogen kan også anvendes som lærebog for sygeplejersker. Niveauet er højt, og det forventes, at læseren kender medicinske og psykologiske begreber.

Af Berit Fekkes, selvstændig sygeplejerske og psykoterapeut. 

Forment adgang til undervisning

Inge G. Larsen

Tavshedens sprog - Magtens viagra

- Det er ikke det de siger, det er alt det de fortier!
Lynge: Bogans Forlag 2001
195 sider, 198 kr.

Forskelle i sproglighed giver sygeplejersker et særligt ansvar for at være opmærksom på pligten til at bekymre sig om deres sprogs konsekvens for modtagerne og på, om patienterne deltager egenhændigt i dialogen. Sprogets dobbelttydighed dels som undertrykkelsesmiddel og dels som forløser giver et sygeplejeetisk valg i enhver sproghandling. Det sprog, sygeplejersken bærer med sig, må i respekt rette sig efter patientens sprog.

Den nu 74-årige forfatter og gennem 30 år hjemmesygeplejerske på landet øser af sit vid og sine erfaringer i sprogbrug. Vi starter i hendes barn- og ungdom, hvor hun tilhører generationen, der blev forment adgang til undervisning efter det 14. år til fordel for det hårde arbejde på landet. Den nedværdigelse, hun oplevede herved, sidder i hende endnu mere end halvtreds år efter, hvor hun er cand.phil. i dansk. Hun tilhører årgangene af tavse, ældre kvinder, der, hvor hun nu har taget ordet, kan fortælle mange pudsige oplevelser om at blive gjort usynlig trods sin fysiske tilstedeværelse i en afstand af få meter.

Litteraturanalyser underbygger de holdninger og teser, som er bogens særlige kraftcenter. Om patient-behandlerforholdet skriver hun: ''- man lægger en autoritet i det sproglige udtryk, som forhindrer en samtale på et ligeværdigt plan, og dermed forhindres behandlerens adgang til viden om de grundlæggende årsager til problemet.'' Forfatteren vil noget med sit skrift. Den sundhedsprofessionelles sprog er en stor hindring i at opnå samtalen, hvor patienten mærker sig respekteret. Netop relationen mellem mennesker optager forfatteren. Hun har udviklet et omsorgssprog gennem et langt arbejdsliv i sygeplejen og er blevet klog på, hvad der er god og dårlig sprogbrug med og uden ord.

Det lange tidsperspektiv giver nuancer. Hvordan oplever forfatteren, at døende har haft det igennem århundredet? Hjemme i fattiggården, hvor forfatteren voksede op, sad nogle og holdt i hånd, men i dag ligger folk døde i deres lejligheder i månedsvis, før andre mennesker opdager dem. I den offentlige debat omtales ældre mennesker som belastninger på en dagsorden, hvor de ikke selv får ordet, fordi det er envejskommunikation. Hvordan er det at blive opfattet som en belastning, når man hele livet har sørget for sig og sine og sat en ære i det? Det må gøre den ældre patient følsom for, hvad sygeplejersken siger og ikke siger. Tør sygeplejersken trodse den økonomiske tænkning og se det menneske, hun er sammen med? Forfatterens skrækscenario er et samfund, hvor kun de privilegerede har adgang til at producere sprog, og resten har at lytte og lyde. En afdemokratisering af samfundet. Vi må alle have mod til at sætte ord på vores eget sprog og ikke bidrage til at fastfryse eksisterende magtforhold. Sådan får læseren inspiration og indsigt i, hvad sproglighed kan betyde mennesker imellem.

De litterære tekster giver megen dybde, fordi det er ''personer,'' som for fleres vedkommende er et glædeligt gensyn. Fortolkningerne understreger det humane budskab, at alle mennesker har ret til at udvikle deres sprog, fordi det er så tæt forbundet med eksistensen. Målgruppen er alle med interesse for sprog mellem mennesker.

Af Grete Mygind, sygeplejelærer på Sygepleje- og radiografskolen i Københavns Amt