Brevet fra Lundbeck: Et spørgsmål om etik

Billede

Side 11 

Det handler om etik eller måske snarere manglen på samme. Et stort, anerkendt dansk medicinalfirma nægter at acceptere, at et tredjeverdensland to gange har givet afslag på en ansøgning om at få registreret et kombinationsprodukt mod depression og milde psykoser. Produktet er ikke registreret i Danmark. Medicinalfirmaet inviterer syv anerkendte psykiatere til møde på et dyrt hotel. Bagefter sender firmaet et brev til myndighederne i det pågældende land. Her nævner det navnene på de syv deltagere og skriver, at de varmt anbefaler produktet. To dage senere er produktet registreret.

Medicinalfirmaet hedder H. Lundbeck A/S, produktet Deanxit, og landet, hvor det først blev afvist og siden registreret, er Sri Lanka. Sygeplejersken har gennemgået alle papirer i sagen og besøgt de syv psykiatere, der ifølge Lundbeck deltog i mødet og efterfølgende er nævnt i brevet til de srilankanske myndigheder. To - muligvis tre - af psykiaterne var forhindret i at komme og deltog ikke i mødet. Ingen af psykiaterne havde hørt, at produktet aldrig har været registreret i Danmark, og at det to gange tidligere var blevet afvist af de srilankanske myndigheder.

En psykiater, som var med til at afvise produktet, og som ikke var inviteret med til mødet med Lundbeck, bliver meget vred, da hun bliver forelagt oplysningerne. Hun vil nu tage sagen op med myndighederne i Sri Lanka.

''Mit job giver jo ingen mening, hvis produktet bliver registreret under alle omstændigheder,'' siger Dr. Hemamali Perera.

Tillid til referencelandene

Historien begynder i marts 1997 - helt præcist den 12. marts 1997. Den dag modtager den srilankanske lægemiddelstyrelse, Sri Lankan Drug Regulatory Authority (SL DRA), en ansøgning fra det danske medicinalfirma Lundbeck om at få godkendt lægemidlet Deanxit til salg i Sri Lanka. Det er der for så vidt ikke noget mærkeligt i. Lundbeck har allerede en del lægemidler i handel i Sri Lanka, men dette produkt er anderledes. Det er et kombinationspræparat bestående af to ingredienser: flupenthixol og melitracen. Flupenthixol er velkendt til behandling af psykiske lidelser. Melitracen er ikke særlig kendt.

Ansøgningen er vedlagt to dokumenter fra den danske lægemiddelstyrelse. Det ene godkender Lundbeck som producent af lægemidler. Det andet er et såkaldt ''free-sale certificate,'' som giver Lundbeck tilladelse til at eksportere Deanxit.

I ansøgningsmappen findes der også et ''to whom it may concern''-dokument fra Lundbeck. Det er dateret den 15. februar 1993 og fortæller, at Deanxit er registreret i 20 lande - heriblandt Danmark. Også i Sri Lanka er sundhedsmyndighederne skeptiske over for kombinationspræparater, men da landet er fattigt og ikke selv har ressourcer til at kontrollere, om den medicin, der tilbydes, er i orden, vælger man at læne sig op ad vurderingerne i lande, der er kendt for at have en grundig og undertiden meget restriktiv kontrol med lægemidler. Referencelandene er Canada, USA, England, Nederlandene, Skandinavien, Australien og New Zealand. Med andre ord: Hvis produktet er registreret og godkendt til salg i et af de lande, vil der heller ikke være problemer med at få det godkendt i Sri Lanka - kombinationsprodukt eller ej.

Listen over referencelande er godkendt af verdenssundhedsorganisationen WHO.

Sælges ikke i Danmark

Men Deanxit er ikke på listen, og den 1. juli 1997 kommer første afslag.

''Vi tjekkede, om flupenthixol og melitracen var registreret i vores referencelande. Flupenthixol var registreret flere steder som enkeltingrediens - også i Sri Lanka - men melitracen fandtes ikke, hverken som selvstændig pille eller i kombination med flupenthixol, så vi afviste produktet pga. kombinationen af et kendt og et ukendt produkt, og fordi det ikke optrådte i nogen af vores referencelande,'' siger Dr. Kris Weerasuriya, professor i farmakologi. På det tidspunkt var han sekretær i medicinbedømmelsesudvalget under lægemiddelstyrelsen i Sri Lanka og i den egenskab med til at give afslag til Lundbeck.

Umiddelbart efter det første afslag sender Lundbeck

Side 12 

en ny og opdateret liste til Sri Lanka over 25 lande, hvor Deanxit er registreret. Listen er fra august 1997. Danmark står ikke på listen.

Ifølge Lundbecks egne papirer er Deanxit altså registreret i Danmark i 1993, men ikke i 1997.

Hvordan hænger det sammen?

''Lundbeck har aldrig søgt det godkendt som lægemiddel til det danske marked, men har kun haft det i det såkaldte eksportregister,'' siger kontorchef i Lægemiddelgodkendelsen i Lægemiddelstyrelsen, Per Helboe.

Deanxit er altså ikke registreret til salg i Danmark - kun til eksport. Og her er kravene langt mere lempelige, end hvis produktet skulle registreres til salg i Danmark.

''Det, vi vurderer i forhold til eksportregistret, er, om produktet indeholder, hvad det skal, og om det er fremstillet under betryggende former,'' siger Per Helboe. 

Og hvilke krav stiller I til produkter, der bliver solgt i Danmark?

''Hvis det er et helt nyt stof, stilles der ganske store krav. Vi kræver en omfattende klinisk dokumentation for effekten og for sikkerheden af produktet. Hvis det er velkendte stoffer, er det primært kvalitetskrav, der bliver stillet.''

Lundbecks danske kontor oplyser, at man aldrig har forsøgt at få registreret Deanxit som et lægemiddel til det danske marked, fordi man har været meget restriktiv med at registrere kombinationsprodukter i Danmark. Det lykkes ikke for Sygeplejersken at få opklaret, hvordan Deanxit kan stå som registreret på Lundbecks liste fra 1993, men ikke på listen fra 1997.

I Sri Lanka vil man heller ikke have kombinationsprodukter, men her vælger det danske medicinalfirma at fortsætte sit forsøg på at få det registreret.

I september 1997 beder Lundbeck de srilankanske myndigheder genoverveje ansøgningen. Lundbeck vedlægger en rapport om Deanxit. Den er dateret den 1. maj 1997 og skrevet af en af Lundbecks egne ansatte, Jørgen Nybo Andersen, som er farmaceut og medicinsk chef. Rapporten indeholder en teknisk gennemgang af Deanxit, men ingen kliniske forsøg eller lægelige vurderinger.

Rapporten er på ni sider. Bagest er der hæftet en litteraturliste med 41 referencer. 14 af dem er fra begyndelsen og midten af 1970'erne, 24 er fra begyndelsen og midten af 1980'erne. En tredjedel af dem er skrevet på tysk og fransk og en enkelt på dansk. Kun tre af referencerne er af nyere dato - dvs. fra 1994. To af dem stammer fra foredrag i Sofia, Bulgarien. Den tredje refererer til en poster på en kongres i København.

''De fleste af dokumenterne havde aldrig været offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter og kunne derfor ikke bruges til at understøtte ansøgningen. Dertil kom, at godt en tredjedel af referencerne var uforståelige, fordi de var skrevet på et andet sprog end engelsk,'' siger professor Kris Weerasuriya og fortsætter:

''Alligevel besluttede vi at lade tvivlen komme Lundbeck til gode, så vi bad en psykiater om at vurdere ansøgningen.''

Den 24. september 1998 falder det andet afslag til Lundbeck og Deanxit. Begrundelsen lyder:

1. Kombinationspiller er svære at kontrollere både hvad angår docering, effekt og bivirkninger

2. Melitracen er stort set ukendt

3. Sri Lanka er allerede dækket ind med medicin, der kan klare de samme symptomer som Deanxit

Side 13

Billede

Side 14 

4. Der findes ikke tilstrækkelig dokumentation for Deanxits påståede effekt.

Og her kunne historien så være endt.

Sri Lanka, januar 1999

Fra de fleste af værelserne på det femstjernede hotel Taj Samudra er der udsigt over det indiske ocean. Om aftenen kan man iagttage den mest fantastiske solnedgang.

En høj mur og et væld af træer skærmer for trafikken på den befærdede Galle Face Road. Der står vagter ved alle indgangene, og i bygningen ved siden af holder hæren til.

Sikkerheden er i top.

Pga. beliggenheden, de flotte faciliteter og sikkerheden bliver Taj Samudra ofte benyttet til konferencer og forretningsmøder. Også af Lundbeck. I januar 1999 er Jørgen Nybo Andersen fra Lundbeck vært ved et arrangement på hotel Taj Samudra. Syv af Sri Lankas førende psykiatere er inviteret.

Efter mødet sender Lundbeck et brev til formanden for den srilankanske lægemiddelstyrelse, SL DRA. Brevet er inddelt i syv punkter. Under punkt 1 refererer Lundbeck til de seneste to års forgæves forsøg på at få registreret Deanxit. Punkt 2 forklarer, hvad Deanxit indeholder, mens punkt 3 omtaler mødet på Taj Samudra:

''For nylig var vores medicinske direktør, Hr. Jorgen Nybo Andersen, i Sri Lanka, og her havde han en åben diskussion i et forum bestående af følgende psykiatere. De diskuterede ''Mixed Anxiety Depression Disorders,'' og hvordan Deanxit kan afhjælpe symptomerne.''

De deltagende psykiatere var:

• Professor Nalaka Mendis
• Dr D.V.J Harischandra
• Dr. M.A.S. Rajakaruna
• Dr. K.J.M.P. Fernando,
• Dr. G.S. Gnanasingham
• Dr. P. Kulanayagam
• Dr. Wimal De Alwis

Side 15 

Under punkt 4 skriver Lundbeck: ''Reaktionen fra ovenstående psykiatere var meget positiv og opmuntrende, og de var enige i, at en kombination som ovennævnte (kombinationspillen Deanxit, red.) ville være meget nyttig i behandlingen af patienter med milde til moderate psykiske lidelser.'' Lundbeck vedlægger fire håndskrevne støtteerklæringer fra fire af psykiaterne. Tre af støtteerklæringerne er indhentet før mødet i januar. De er dateret henholdsvis den 14. december og den 30. december 1998. De er enslydende, som om nogen har dikteret indholdet. Der står:

''Having gone through the productdetails of Deanxit there are certainly indications for it to be prescribed by psychiatrists.

I therefore suggest that Deanxit may be considered for registration favourably."

Direkte oversat:

''Efter at have gennemgået produktdetaljerne omkring Deanxit, mener jeg, at der klart er indikationer for, at psykiatere bør udskrive det. Jeg vil derfor foreslå, at man positivt overvejer at registrere Deanxit.''

Den fjerde støtteerklæring er indhentet den 12. januar 1999 - altså umiddelbart efter Jørgen Nybo Andersens besøg i Sri Lanka. Formuleringen er lidt anderledes, men indholdet er det samme.

Under punkt 5 skriver det danske medicinalfirma, at tre af psykiaterne er villige til mundtligt at bakke produktet op, hvis de bliver spurgt. De tre er:

• Dr. Nalaka Mendis
• Dr. P. Kulanayagam
• Dr. Wimal De Alwis

Punkt 6 opridser en række begrundelser for, hvorfor psykiatere bør anvende Deanxit i behandlingen af patienter med symptomer på angst og depression. Bl.a. står der, at dets virkning er veldokumenteret.

''På den baggrund mener Lundbeck at have bevist, at en læges synspunkt ikke nødvendigvis afspejler andre specialisters synspunkter. I det lys har vi tillid til, at I vil støtte registrering af vores produkt.''

Brevet er underskrevet G. Sathasivam, direktør for Lanka Medical (Imports) Ltd, som er Lundbecks agent i Sri Lanka. Det er dateret den 18. januar 1999.

Brevet bliver modtaget og stemplet af den srilankanske lægemiddelstyrelse to dage senere - den 20. januar. Med håndskrift er der tilføjet øverst i højre hjørne: ''Vær sød at sende det videre til Dr. N Amarasekara.'' Det er ikke lykkedes at få opklaret, hvornår påtegningen er sket. Dr. Amarasekara er konsulent i den srilankanske lægemiddelstyrelse.

Fem dage senere - den 25. januar 1999 - bliver Deanxit registreret og godkendt til salg i Sri Lanka. Den srilankanske lægemiddelstyrelse sender ikke ansøgningen til medicinbedømmelsesudvalget, som ellers er normal procedure, hver gang lægemiddelstyrelsen modtager en ansøgning - også selvom der er tale om gentagelser.

''Vi følte os snydt. Vi havde på et velbegrundet og videnskabeligt grundlag besluttet ikke at anbefale Deanxit. Nu gik man bag om ryggen på os og fik det registreret alligevel,'' siger professor Kris Weerasuriya, der en dag pludselig så Deanxit til salg i Sri Lanka. Han er ikke i tvivl om, at det var støttetilkendegivelserne fra de syv psykiatere, der gjorde indtryk på lægemiddelstyrelsen i Sri Lanka.

Dr. Kris Weerasuriya kritiserede efterfølgende den srilankanske lægemiddelstyrelse for uden videre at have godkendt produktet.

Der findes to versioner af brevet fra Lundbeck. Det ene er uden brevhoved. Det andet er forsynet med den lokale agent, Lanka Medical (Imports) Ltds brevhoved, og det er det, der bliver sendt videre til myndighederne. Indholdet er fuldstændig identisk i de to breve, bortset fra en lille slåfejl i brevet med brevhoved. Her har der sneget sig et ''d'' ind foran ''f'' i professor. Ifølge en ansat i Lanka Medical (Imports) Ltd er brevet skrevet af hans chef i Sri Lanka. Ifølge Lundbeck, Danmark, er brevet blevet til i et samarbejde mellem kontoret i Danmark og den lokale agent.

Lundbecks danske kontor meddeler også, at der var inviteret 10 srilankanske psykiatere til mødet, men at man kun nævner syv i brevet, fordi de syv anbefalede produktet.

Sri Lanka, december 2001

Lidt uden for Colombos centrum bag Borella Kirkegården i fredelige, smukke omgivelser og omkranset af en golfbane, ligger der et dag- og rådgivningscenter for psykisk syge, Sahanaya.

Lederen af centret, dr. Nalaka Mendis, peger på golfspillerne.

''De ville ikke have os her i begyndelsen. De skrev til præsidenten og bad ham om at smide os ud. Præsidenten var en meget smart mand. ''De bestemmer selv, om de vil gå - jeg kan ikke tvinge dem,'' svarede han. Så her er vi, og nu har de vænnet sig til os. De har opdaget, at vi er harmløse mennesker.''

Nalaka Mendis var med til at oprette Sahanaya i 1982 som et gratis tilbud til borgere med psykiske problemer

Side 16 

på grund af bl.a. depression og alkoholmisbrug. Det drives for private midler. F.eks. har Lundbeck fonden ydet tilskud i form af gratis medicin og hjælp til udarbejdelse af brochurer.

Alle de ansatte arbejder gratis - også Nalaka Mendis, som til daglig underviser i psykiatri på universitetet i Colombo.

Sahanaya bliver desuden brugt som research- og undervisningscenter for læger og sygeplejersker.

Nalaka Mendis står øverst på Lundbecks liste over læger, der deltog i mødet med Jørgen Nybo Andersen på hotel Taj Samudra i januar 1999, og som efterfølgende optræder i brevet fra Lundbeck til de srilankanske myndigheder.

Han byder mig indenfor på sit kontor på 1. sal. Vinduerne er åbne, og en fane i loftet får luften til at cirkulere. Fugle synger afbrudt af skræppende krager.

''Jeg tror ikke, jeg var til stede på det møde. Der var inviteret meget få mennesker. Det var vist på hotel Taj Samudra, men det er som sagt længe siden, så jeg er ikke helt sikker. Jeg ved, at Lundbeck var meget ivrig efter at introducere Deanxit, men så vidt jeg ved, havde de lidt problemer med at få det godkendt. Jeg kender ikke detaljerne. Jeg har aldrig udskrevet Deanxit,'' siger Nalaka Mendis.

Hvorfor ikke?

''Fordi jeg normalt ikke bryder mig om kombinationspiller. Jeg kender ikke Deanxit - og ingen har kunnet overbevise mig om, at det hjælper.''

Nalaka Mendis læser op af brevet fra Lundbeck, som han aldrig før har set eller hørt om.

''''... følgende konsulenter er villige til mundtligt at bakke produktet op.'' Hvis nogen havde spurgt mig ville jeg have svaret, at jeg ikke kender produktet, så enkelt er det.''

''Men der står ikke noget i brevet om, at psykiatere anbefaler det - hvor skulle det stå?'' spørger Nalaka Mendis.

Jeg begynder at læse op fra Lundbeck brevets punkt 4, hvor der står: ''Reaktionen fra ovenstående psykiatere var meget positiv og opmuntrende, og de var enige i, at en kombination som ovennævnte (kombinationspillen Deanxit, red.) ville være meget nyttig i behandlingen af patienter med milde til moderate psykiske lidelser.''

Psykiateren afbryder mig:

''Det passer ikke. Nej, nej. Jeg ville aldrig komme med sådan en udtalelse. Jeg kender ikke produktet. Hvordan skulle jeg kunne anbefale noget, jeg ikke kender. Det passer ikke, så enkelt er det,'' siger Nalaka Mendis.

Vi får serveret te og bagefter bliver jeg vist rundt på dagcentret. Der er et lille køkken, værksteder og et bibliotek, som er doneret af japanerne.

Der breder sig en duft af mad, og snart begynder chilien at svie i øjnene. En gruppe kvinder lægger blomster i fade med vand som en særlig gestus over for besøgende. Dagpatienterne samler sig omkring spisebordene, der er stillet op i skyggen af de store træer.

Nalaka Mendis er tydeligvis rystet over at se sit navn brugt af Lundbeck til at få godkendt og registreret Deanxit.

''Når medicinalfirmaerne kommer for at få mig til at anbefale et bestemt produkt, så beder jeg dem om at sende en ansøgning til myndighederne, fordi det er dem, der tager stilling til, om et produkt skal godkendes. Jeg ville aldrig udtale mig om et produkt, jeg ikke kender.'' 

Dr. D.V.J. Harischandra

Godt 100 km syd for Colombo ligger Galle. Byen er mest kendt for sit fort, der blev bygget, mens øen var på hollandske hænder som et værn mod ubudne gæster. Køreturen tager seks timer og passerer igennem en række kendte turiststeder. Selvom det er højsæson, er der næsten ingen turister. Flere års borgerkrig har holdt folk væk fra den smukke ø.

Lidt uden for byen ligger universitetshospitalet og det medicinske fakultet. Dr. D.V.J Harischandra er seniorlektor i psykiatri. Ved siden af driver han en privatklinik.

Hans kontor på fakultetet er langt og smalt. Der står ikke noget navn på døren, og lokalet minder mest af alt om et kemilokale med det lange bord og håndvaskene placeret lige under de åbne vinduer, reagensglassene og gummislangerne. I den ene ende af lokalet står dr. Harischandras skrivebord. På væggen bagved hænger der tre billeder. Det ene viser et dødningehoved,

Side 17 

men ved nærmere syn er det to kvinder, som spejler sig i sjælens spejl. Det andet indeholder et lille bon mot, som skal få os til at tænke på alt det gode, når vi har det skidt. Det tredje skiller sig ud ved at være i farver - grønne farver.

''Det er valgt, fordi det matcher gardinerne,'' fortæller Harischandra, en munter ældre herre, som er buddhist og landskendt for sine tv-programmer om reinkarnation.

Dr. Harischandra står som nr. 2 på Lundbecks liste over læger, der deltog i mødet med Jørgen Nybo Andersen i januar 1999.

"Jeg mener ikke, jeg deltog i sådan et møde i Colombo."

Han læser op af brevet for at være helt sikker.

''Nej, jeg deltog ikke i det møde. Jeg var inviteret, men kunne ikke komme. Det må være faldet sammen med noget andet.''

Han kan godt huske, at en repræsentant fra Lundbeck kom forbi hans private klinik på Southern Hospital og bad ham skrive en anbefaling af Deanxit. Han gav repræsentanten, hvad han ønskede uden at tænke nærmere over det, men bagefter undrede han sig alligevel lidt over fremgangsmåden. Det er ikke usædvanligt, at repræsentanter fra medicinalfirmaerne kommer på besøg.

''De kommer forbi, lovpriser et bestemt produkt og går igen. Men de beder meget, meget sjældent om sådan noget som det her,'' siger han og vifter med den håndskrevne anbefaling.

Repræsentanten fra Lundbeck fortalte ikke, at Deanxit allerede var blevet afvist to gange af den srilankanske lægemiddelstyrelse.

''Jeg ved ikke ret meget om Deanxit. Jeg har måske udskrevet det et par gange for nogle år siden, men ellers ikke. De fleste patienter henvender sig på de offentlige klinikker, så vi udskriver mest den medicin, som kan fås på apoteker i den offentlige sektor, og så vidt jeg ved, er Deanxit ikke tilgængeligt der.''

Dr. Harischandra vil da også helst bruge tid på at tale med patienterne frem for at udskrive medicin.

''Medicin er kun en del af behandlingen. Psykoterapi er mindst lige så vigtigt. Problemet er, at vi næsten ikke har tid til at tale med folk. Da jeg boede i England, fik vi måske besøg af fem patienter i løbet af en dag. Her modtager vi 200, og i sådan en situation er det fristende at ty til den nemme løsning, nemlig at udskrive medicin, selvom det er forkert.''

Dr. M.A.S. Majakaruna

Dr. M.A.S. Rajakaruna er gået på pension, men driver en privatklinik fra hjemmet i en af Colombos rige bydele. Venteværelset i garagen er sparsomt indrettet. Langs væggene er der opstillet brune plastikstole, og i et hjørne står der et stativ med gamle aviser. Fra venteværelset er der et vindue ind til klinikken. Der er mørkt i lokalet. Aftalen er klokken 16. På slaget bliver lyset tændt i klinikken, og en fane i loftet begynder at bevæge sig. Dr. Rajakaruna byder indenfor. Han sætter sig bag skrivebordet lige indenfor døren. Ved siden af står et højt arkivskab. Telefonen er placeret oven på skabet. Han kan godt huske mødet med Lundbeck i januar 1999.

''Det var vist på hotel Taj Samudra. En repræsentant fortalte om Deanxit. Han sagde, at det var en god og effektiv pille. Vi fik at vide, at den bestod af fluenxhol, som vi har kendt i mange år og noget andet, hvis navn jeg har glemt. Jeg kan også godt huske, at jeg underskrev en anbefaling.''

Hvorfor gik du med til at anbefale Deanxit?

"Fordi jeg gerne vil have så mange piller på markedet som muligt."

Vidste du, at pillen allerede var blevet afvist to gange af de srilankanske myndigheder?

''Det vidste jeg ikke. Det var der ingen, der fortalte mig, og det ville jeg gerne have vidst, ligesom jeg gerne ville have vidst, at pillen ikke bliver solgt i Danmark. Ikke at det havde gjort nogen forskel for mig. Jeg ville stadig have anbefalet Deanxit, men de kunne godt have fortalt mig det,'' siger Dr. Rajakaruna.

Han udskriver sjældent selv Deanxit til sine patienter.

Dr. K.J.M.P. Fernando

Den fjerde psykiater på Lundbecks liste er en kvinde, Dr. K.J.M.P. Fernando. Hun har en lille klinik i hjemmet i Negombo, godt 30 km nord for Colombo.

Huset hedder Madonna, og Dr. Fernando er kendt som "The lady doctor."

''Jeg får tit besøg af repræsentanter fra Lundbeck, som vil have mig til at udskrive Deanxit. Jeg har udskrevet det et par gange, men tilbagemeldingerne fra mine patienter har været negative. De synes ikke, de kan mærke nogen forandring i deres sygdom.''

Dr. Fernando fik første gang besøg af Lundbeck for et par år siden. Siden har de været forbi ''Madonna'' seks gange. Sidst var i begyndelsen af december sidste år. I alt har hun haft besøg af tre forskellige repræsentanter fra det danske medicinalfirma.

''De vil gerne have mig til at markedsføre Deanxit. De

Side 18 

siger, at mine kolleger i Colombo har gode erfaringer med pillen. Sidst de kom forbi, bad de mig om at prøve Deanxit i mindst en måned, før jeg udtalte mig om effekten, så det er jeg i gang med. Hvis jeg skal være helt ærlig, så bryder jeg mig ikke om Deanxit, men jeg føler, at Lundbeck presser mig.''

''Alle medicinalfirmaerne opfører sig sådan. De inviterer på middage, frokoster osv. Lundbeck er ingen undtagelse.''

Dr. Fernando tager sine briller frem af skrivebordskuffen og giver sig til at læse brevet fra Lundbeck, som hun heller aldrig har set før.

''Nej, jeg deltog ikke i det møde. De inviterede mig, men jeg kunne ikke komme,'' siger hun og læser videre.

Hun er en smilende og venlig ældre dame, som har en lang uddannelse og erfaring som psykiater bag sig. I mange år praktiserede hun i England, men i midten af firserne vendte hun tilbage til Sri Lanka.

''Så Lundbeck fik to gange afvist Deanxit af den srilankanske lægemiddelstyrelse. Det er også nyt for mig,'' siger hun.

Dr. G.S. Gnanasingham

Dr. G.S. Gnanasingham modtager patienter på det private hospital Medicare ikke langt fra centralsygehuset i Colombo.

Han kan godt huske mødet med Lundbeck.

''Det handlede om Deanxit, som er medicin til behandling af milde depressioner og symptomer på angst. Jeg har udskrevet det et par gange, og erfaringerne er blandede. Nogle patienter havde gavn af pillen, andre ikke,'' siger Dr. Gnanasingham og tilføjer:

''Så man kan ikke få Deanxit i Danmark. Det var jeg ikke klar over.''

''Hvis jeg får at vide, at et produkt er testet og effektivt, så har jeg ikke noget imod at bruge det, men at det tidligere er blevet afvist i Sri Lanka, er nyt for mig.''

Dr. P. Kulanayagam

Dr. P. Kulanayagam lyder meget venlig i telefonen. Jo, han kender skam godt Deanxit og Lundbeck. Han var tidligere en af Colombos kendte psykiatere. I dag er han pensioneret, men har af og til patienter på Asha Central Hospital - et privat hospital i den pæne og dyre ende af Colombo.

Vi aftaler at mødes på hans kontor nogle dage senere.

Han kommer et kvarter for sent. En sygeplejerske benytter

Side 19 

ventetiden til at tænde for aircondition, finder stetoskop og instrumenter frem, som hun stiller på skrivebordet. Navneskiltet på døren bliver skiftet ud med Dr. P. Kulanayagam. Hun tror, jeg er en af hans patienter.

''Og du er fra Lundbeck,'' spørger han venligt, da han har sat sig til rette bag skrivebordet.

Jeg ryster på hovedet. Jeg har tydeligt og klart fortalt ham i telefonen, at jeg kommer fra Sygeplejersken, og at jeg er i gang med en historie om Deanxit, og hvordan det blev introduceret på det srilankanske marked.

Hans humør skifter fra meget venlig til meget vred.

''Jeg kan ikke udtale mig om Deanxit uden tilladelse fra Lundbeck. De vil sagsøge mig, hvis jeg gør det, så du spilder min tid. Jeg plejer normalt at sove til middag ved denne tid.''

''Men siden du nu er her. Jo, jeg kan godt huske mødet med Lundbeck i januar, og nej, jeg har ikke anbefalet Deanxit eller skrevet under på en anbefaling. Og nej, jeg vidste ikke, at produktet to gange er blevet afvist af lægemiddelstyrelsen i Sri Lanka.''

''Men så længe produktet ikke er farligt, har jeg ikke noget imod at bruge det.''

Samtalen er forbi, men da jeg skal til at gå, beder han om mit visitkort som et bevis på, at jeg har været der.

Dagen efter bliver jeg ringet op af Lundbecks repræsentant i Sri Lanka.

Lundbecks repræsentant

Ruwan Wijesinghe studerer farmakologi. Ved siden af studierne arbejder han for Lundbeck i Sri Lanka. Et godt, vellønnet og studierelevant job.

Han lyder nervøs i telefonen.

''Jeg kommer fra Lundbeck. Dr. Kulanayagam gav mig dit navn. Kan vi mødes?'' spørger han.

Han ændrer aftalen et par gange, inden vi ses på mit hotel en søndag ved sekstiden. ''På neutral grund'' som han udtrykker det.

Solen er ved at glide ned i horisonten, og der er fyldt godt op ved de små borde på verandaen i hotellets cafe/bar.

Ruwan Wijesinghe vil gerne vide, hvad jeg er i gang med. Han forsøger at overbevise mig om, at der intet usædvanligt er i Lundbecks fremgangsmåde. Han fortæller, at psykiaterne i brevet er specielt udvalgte pga. deres ekspertise og kendskab til Deanxit. Men at det nok er bedst, jeg taler med hans chef.

Jeg spørger, om det er muligt at komme til at tale med chefen. Det lover han at undersøge. Dagen efter ringer han tilbage for at fortælle, at hans chef er i gang med årsregnskaberne og derfor ikke har tid til at se mig.

Men Ruwan Wijesinghe holder kontakten. Han ringer hver dag for at høre, hvor jeg er, hvem jeg har talt med, og hvor jeg har mine oplysninger fra. Og selvom han hver dag får samme svar, giver han ikke op. Sidste gang, vi taler sammen, er få timer før, jeg skal tilbage til Danmark.

''Jeg ved, hvem du har talt med,'' siger han triumferende. ''Du har talt med alle de psykiatere, der er nævnt i brevet.''

"Undtagen en," tilføjer jeg.

"Ja, du har ikke talt med Mrs. Fernando," siger han.

Jeg undlader at kommentere udtalelsen. Dr. Wimal De Alwis er den sidste psykiater, der er nævnt i brevet fra Lundbeck. Da jeg ringer ham op, lægger han røret på. Han vil ikke tale med mig.

Af de syv psykiatere, Lundbeck nævner i brevet til de srilankanske myndigheder, deltog altså kun fem - muligvis kun fire - i mødet på hotel Samudra i januar 1999.

Persona non grata

Dr. Hemamali Perera er professor i psykiatri. Hun er desuden tilknyttet bedømmelsesudvalget under den srilankanske lægemiddelstyrelse som den eneste psykiater. På hendes kontor på centralsygehuset, der også fungerer som universitetshospital, ligger der en stak ansøgninger om registrering af psykofarmaka, som venter på at blive gennemgået.

''Jeg undersøger prisen på produktet, om det er sikkert, og om vi overhovedet behøver det,'' siger Hemamali Perera.

Hun undersøgte også Deanxit. Det var hendes vurdering, der dannede baggrund for det andet afslag til Lundbeck den 24. september 1998.

''Kombinationspiller har generelt et dårligt ry. De er svære at dosere, og hvis der opstår birvirkninger, skyldes det så den ene eller den anden komponent.''

''Jeg husker også, at det meste af det materiale, Lundbeck sendte med, aldrig havde været offentliggjort, så min konklusion var, at vi ikke ved nok om produktet. Desuden har vi allerede psykofarmaka til behandling af depression og angst.''

Dr. Perera rejste kort efter på sabbat i udlandet. Da hun kom tilbage, opdagede hun, at Deanxit var registreret.

''Jeg kontaktede myndighederne for at høre, hvordan et afvist produkt pludselig kunne optræde på markedet. Jeg fik at vide, at Deanxit står på listen over produkter med midlertidig registrering. Dvs. at det kun er registreret for et år ad gangen.''

Foreløbig har Deanxit fået forlænget registreringen tre gange af de srilankanske myndigheder.

Jeg viser hende brevet fra Lundbeck og fortæller om mødet med de syv psykiatere.

''Det er helt uacceptabelt. De burde ikke opføre sig sådan, se det er præcis, hvad der sker i den tredje verden.

Side 20 

De store medicinalfirmaer tror, de kan tillade sig hvad som helst for at få deres produkter registreret, når det gælder fattige lande. De regner os ikke for noget, og det er forkert. Faktisk gør det mig meget vred,'' siger en tydeligt ophidset Hemamali Perera.

''Alle psykiatere her læser videnskabelige tidsskrifter, alle har en høj uddannelse bag sig, og ingen af os vil uden videre acceptere et produkt, bare fordi medicinalfirmaet siger, det er effektivt. Vi har som uland adgang til store databaser over evidensbaseret medicin, og jeg er stolt over, at vi gør så meget ud af at undersøge medicinen, inden den bliver registreret, for er medicinen først på markedet, vil medicinalfirmaerne gøre alt for at påvirke lægerne til at udskrive produktet.''

En Deanxit-pille koster 5 rupees og 92 cents.

''Det er ikke specielt dyrt, men hvis du ikke har brug for pillen, er det spild af penge.''

Dr. Perera vil nu tage sagen op i den srilankanske lægemiddelstyrelse.

Danmark 2002

I begyndelsen af februar i år ringer jeg til Jørgen Nybo Andersen fra Lundbeck. Han er meget venlig i telefonen og siger, at han gerne vil tale med mig om Deanxit og Sri Lanka, men at alle henvendelser fra pressen skal gå gennem kommunikationsafdelingen.

Jeg kontakter kommunikationschefen, som vil vide, hvorfor jeg vil tale med Lundbeck. Jeg fortæller, at der er noget, der undrer mig i sagen om Deanxit og Sri Lanka. Han virker irriteret og vil vide, hvad det er, der undrer mig. Jeg fortæller, at det bl.a. undrer mig, at man kan skrive, at syv psykiatere deltog i mødet med Jørgen Nybo Andersen i Sri Lanka, når mindst to af dem ikke var til stede. Jeg fortæller også, at jeg ikke kan forstå, hvordan man kan skrive, at Deanxit er registreret i Danmark, når Lundbeck aldrig har søgt om at få det registreret.

Kommunikationschefen beder mig om at sende nogle spørgsmål, før han vil tage stilling til, om Lundbeck vil tale med mig. Jeg sender en stribe spørgsmål, og kort efter ringer han tilbage. Nu vil han vide, hvorfor jeg ikke har stillet spørgsmål om, at der deltog fem læger og ikke syv i mødet på Sri Lanka. Jeg forklarer ham, at det har jeg jo allerede fortalt.

Nogle dage senere bliver jeg kontaktet af en anden medarbejder fra Lundbeck. Han vil gerne holde et uforpligtende møde, hvor han briefer mig om sagen. Bagefter kan jeg så overveje, om jeg stadig synes, jeg har en historie. Vi mødes fredag den 15. februar i Lundbecks hovedkontor i Valby. Der er sat mindst en time af til samtalen.

Lundbeck-medarbejderen fortæller bl.a., at det mest er praktiserende læger, der udskriver Deanxit. Han afviser, at Lundbeck har forsøgt at holde noget skjult ved ikke at invitere repræsentanter fra den srilankanske lægemiddelstyrelse og bedømmelsesudvalget med til mødet med Jørgen Nybo Andersen i januar 1999. Han afviser også, at medicinalfirmaet skulle have forsøgt at dække over, at Deanxit to gange er blevet afvist af de srilankanske myndigheder, og at Deanxit ikke er registreret i Danmark. Han mener desuden ikke, at der er noget usædvanligt i, at et medicinalfirma fortsætter med at søge om at få et produkt registreret, efter at det er blevet afvist.

Efter briefingen fastholder jeg mit ønske om et interview med Lundbeck om Deanxit og Sri Lanka.

Han svarer, at Lundbeck ikke ønsker at medvirke, hvis jeg fastholder min vinkel på historien. Han har ikke tillid til mine fakta.

''Er det historien om medicinalfirmaet, der forsøger at udnytte den tredje verden, du er i gang med?'' spørger han.

"Det spørger jeg dig om," svarer jeg. -

Hør også radiodokumentaren: Brevet til Lundbeck, lørdag den 9. marts klokken 14 på P1.