Faglig kommentar: Der er noget farligt indeni

Spiser vi for at leve? Eller lever vi for at spise? Svaret har betydning for, hvad vi lægger i kvalitetsbegrebet, når det drejer sig om fødevarer. Livet kan kun opretholdes ved at spise, men det skænker vi sjældent mange tanker i vores del af verden, medmindre der er tale om sygdom, som berøver appetitten eller hindrer optagelsen af næringsstoffer.

De fleste måltider indtager vi, fordi vi har lyst, og sulten når sjældent at vokse sig stærkere, end at den på pikant vis øger lysten til at spise.

I Danmark er vi privilegerede, hvad angår mad. Vi har mad i overflod. Vi kan vælge og vrage. Maden bliver billigere og billigere. Hvis nogen mener, det er dyrt at købe mad, tager de fejl. Det, vi betaler mest for, er forarbejdning, kontrol, emballage, afgifter, holdbarhed, distribution, mellemforhandlere, moms, markedsføring, valgmuligheder, lettelser og status forbundet med særlige mærkevarer eller fødevarer. Kyllingens liv vil de færreste betale for.

Har du fået 6 i dag?

Vi er så privilegerede, at vi kan interessere os for gastronomisk kvalitet, når vi spiser. Vi kan købe os til lettelser, eksotiske varer, luksus og hurtigmad, døgnet rundt og på hvert andet gadehjørne. I weekenden kan vi lege og bruge timer på at lave hjemmelavet pasta og stempelkaffe, hvis det er det, vi vil investere tid og penge i. Børnene kan sidde og afsyre tandemalje i skolen og føle tryghed og fællesskab i den store Colasutteflaske. Der bliver stadigt færre, som har set mælken strinte ud af koens yver.

Vi kan vælge og vrage, leve i overensstemmelse med de sundhedsmæssige anbefalinger eller vende det døve øre til. 600 gram grønt om dagen eller junkfood, og vi kan veksle mellem fornuften, lysten og dovenskaben, som det nu passer ind i det moderne liv. Valget er vores eget, så længe vi er unge og raske og ikke afhængige af, at andre lægger budget og kostplan. Vi kan selv vælge, hvilke kvaliteter vi vil tillægge betydning ved de daglige måltider. Vores sundhed afhænger i høj grad af, hvilken mad vi vælger. Vi har selv ansvaret.

Og så alligevel ikke. Det moderne liv har gjort os dybt afhængige af, at samfundet tager ansvar for fødevarekvaliteten i visse henseender. Det enkelte menneske har ikke kinamands chance for at se, om der er kviksølv i tunen, eller om det nu går an at bruge revet citronskal i desserten. Det moderne liv med de mange valgmuligheder ledsages af bekymring. En bekymring for, om noget så grundlæggende som vores mad indeholder noget farligt. Den mindste mistanke om et potentielt sundhedsskadeligt indhold i et næringsmiddel bliver blæst op i pressen og mand og mand imellem, og befolkningen begynder at føle væmmelse eller angst ved et eller andet næringsmiddel. Der har f.eks. aldrig været registreret et eneste dødsfald i Danmark pga. kogalskab, alligevel har masser af mennesker fravalgt oksekød i en kortere eller længere periode, og hundredvis af køer er blevet destrueret uden rationel begrundelse. Ofringer hører ikke kun hjemme i primitive samfund, men er også en del af moderne politik.

Folkesundhedens risici

Artikelserien om fødevaresikkerhed, der indledes i dette nummer af Sygeplejersken, kan gøre os klogere på, hvad der er reelle risici, og hvad der bliver gjort for at sikre folkesundheden i Danmark. Der bliver faktisk informeret utrolig meget herom i forvejen, men envejskommunikation fra statslige institutioner alene gør det ikke. Dialogen mangler, og den kan sygeplejersker passende gå ind i, så der kommer lidt mere styr på forvirringen, og det hele ikke ender i hysteri og bekymring for at leve.

Den største risiko, hvad angår fødevarer, ligger stadig i de personlige madvaner. Smukt beskrevet i Hans Scherfigs ''Det forsømte forår,'' hvor politimesterens kone ligger i sengen til langt op ad formiddagen og drikker likør - Lilla Bols - og spiser mayonnaise til. Det er næppe farvestoffet i likøren, der er bekymrende.