Sygeplejersken
Ny struktur styrker bund og top
Større lokal indflydelse og en styrket politisk ledelse. Det er resultatet af SLS' nye struktur. Alle sygeplejeskoler er nu repræsenteret i bestyrelsen. Hvor der før sad 15 medlemmer i bestyrelsen, sidder der nu 27. 22 lokale repræsentanter fra sygeplejeskolerne og fem valgte medlemmer af SLS' nye politiske ledelse, forretningsudvalget.
Sygeplejersken 2002 nr. 10, s. 24
Af:
Lotte Havemann, journalist
De studerende på landets 22 sygeplejeskoler har nu hver en repræsentant i bestyrelsen i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS).
Det er en konsekvens af SLS' nye struktur, som blev vedtaget på det netop overståede SLS-årsmøde. Inden den nye struktur trådte i kraft, bestod bestyrelsen kun af 15 personer - en studerende pr. amt. Det øgede antal lokale repræsentanter betyder bl.a., at arbejdsbyrderne kan fordeles på flere hoveder.
Men den nye struktur styrker ikke kun lokalafdelingernes mulighed for indflydelse. Også den øverste politiske ledelse i SLS skærpes. For ud over de 22 lokale repræsentanter, som nu sidder i SLS' bestyrelse, er for første gang valgt et forretningsudvalg bestående af fem personer: formand, næstformand, kasserer og to udvalgsansvarlige. Disse fem er geografisk uafhængige og kommer ikke til at repræsentere nogen skole eller noget amt. Derfor kan de koncentrere kræfterne om at profilere SLS og kæmpe for de sygeplejestuderendes mærkesager - i samarbejde med de 22 lokale repræsentanter.
Informationsvejen mellem den centrale SLS-bestyrelse og de lokale afdelinger ude på sygeplejeskolerne er med den nye struktur blevet kortere. Og fremover kan et større antal delegerede desuden deltage i de studerendes årsmøde.
Indtil i år har årsmødet haft 60-65 delegerede (afhængigt af antal sygeplejestuderende, der er medlemmer af SLS), men fra næste år hæves antallet til 85.