Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Surfende patienter

Et pilotprojekt skal vise, om sygehusafdelinger kan deklarere klinisk, organisatorisk og patientoplevet kvalitet på internettet. Portalen blev åbnet for offentligheden den 1. marts 2002.

Sygeplejersken 2002 nr. 12, s. 23

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

Fru Tut havde fået oprettet en internetforbindelse. Fantastisk. Tænk at modtage post og fotos fra et barnebarn på den anden side af kloden og at kunne svare med det samme. Fru Tut var begejstret for teknologien. Da hun læste i avisen, at hun kunne søge oplysninger om forskellige afdelingers tilbud og kvalitet på Sundhedsstyrelsens nye hjemmeside - kvalitetsdeklaration.dk - gik hun i gang med at søge efter et sygehus, der ikke havde for lang ventetid på operation for åreknuder. Hun havde næsten opgivet at få gjort noget ved dem ved tanken om, at der kunne gå flere år, før hun kunne blive opereret.

Fru Tut søgte ''åreknude'' uden resultat. Så søgte hun ''varice,'' for hun kendte jo efterhånden nogle af fagudtrykkene. Ét resultat, som ledte ind i et introduktionsprogram for sygeplejersker på Århus Kommunehospital. Meget imponerende, tænkte fru Tut. Her var sandelig intet overladt til tilfældigheder. Dag for dag og uge for uge i tre måneder var der lagt et skema for nyansatte sygeplejersker, hvad de skulle lære på en bestemt afdeling, hvornår de skulle se indholdet i skabene i badeværelset, og hvornår de skulle lære at undersøge afføringsprøver for orm. Side op og side ned. Intet om hendes egne åreknuder.

Det gik op for fru Tut, at hun ledte forgæves. Hjemmesiden er en del af et pilotprojekt og viser indtil videre kun, hvad udvalgte otte afdelinger, spredt over landet, selv har ønsket at deklarere. Desværre ingen imellem, der behandler åreknuder på benene. Men nu var fru Tut blevet grebet af nysgerrighed, så hun blev hængende ved skærmen hele aftenen for at se, hvad de foretog sig på de forskellige afdelinger.

Troværdighed

''Bare jeg dog havde haft en prostata,'' tænkte fru Tut. ''Så ville jeg være taget til Holstebro.'' Hjemmesiden var disponeret som de fleste andre. Først fakta om medarbejdere og sengepladser, så noget om faciliteter, f.eks. om enestuer, fjernsyn på stuerne, mulighed for, at pårørende kan overnatte, rygeregler og andet praktisk. Under ''Specialer'' fik hun noget at vide. Her kunne hun læse, hvorfor og hvordan man opererer for forstørret blærehalskirtel, og hvad der bliver gjort, og hvad patienten selv skal gøre før og efter operationen. På samme måde kunne fru Tut læse om tyktarmoperationer og operation for knuder i brystet. Fru Tut læste og blev klogere. Det hele var forklaret tydeligt uden medicinsk terminologi, og uden at der blev talt ned til hende. På de næste sider under ''Klinisk aktivitet & kvalitet'' kunne hun læse opgørelser over ventetider. 90 pct. af patienterne fik en behandlings- og plejeplan inden for det første døgn. Man kunne også læse om hyppigheden af komplikationer i forbindelse med brystoperationer og se resultaterne sammenlignet med landsgennemsnittet. Sygehuset lå pænt i tilfredshedsundersøgelser, men lagde ikke skjul på, hvad patienterne var mindre tilfredse med på sygehuset. ''Det styrker troværdigheden. Reklamer og varm luft har vi nok af,'' tænkte fru Tut og surfede videre.

Optimeret trivsel

Det varede heller ikke længe, inden hun røg lige ind i en strøm af glade ord om en afdelings målsætning. De ansatte var kvalificerede, der blev taget individuelle hensyn - dog inden for ikke nærmere præciserede rammer og ressourcer - trivsel og effektivitet var optimeret, man respekterede patienterne og samarbejdede og var loyale. Det var også her, fru Tut fik øje på et nyt ord. En ''sygeplejediagnose.'' Det lød ikke rart. Noget med angst og utryghed og øget respirationsfrekvens. Det så dog ud til, at man kunne komme sygeplejediagnosen til livs med inhalationer og arteriepunktur og ved at indtage en hel del medicin, som skulle seponeres gradvis, hvad det så end betød. Heldigvis stod der i målsætningen, at afdelingen respekterede patientens behov for information, så fru Tut tænkte, at hun så blot skulle søge efter de ukendte ord. Hun søgte på ordene: sygeplejediagnose, arteriepunktur, respiration, seponere og inhalation, men uden resultat. Det havde været rart med en liste med ordforklaringer på hjemmesiden, tænkte fru Tut og slukkede for computeren. Ærgerlig over, at oplysninger af stor betydning for kommende patienter og pårørende mangler eller er skjult bag oceaner af oplysninger, patienterne kan være bedøvende ligeglade med.

Har afdelingerne - med undtagelser - helt glemt patienterne i deres iver for at promovere sig selv uden at love noget, de kan blive draget til ansvar for, tænkte fru Tut. Som salig Erhard Jakobsen udtrykte det: ''Jeg har aldrig lovet noget, og det holder vi til punkt og prikke.''