Forebyggelse og bekæmpelse af zoonoser

For effektivt at kunne kontrollere forekomsten af en given zoonose er det nødvendigt at kende de væsentligste smittekilder. Der eksisterer principielt to former for epidemiologiske værktøjer, som kan anvendes til identifikation af smittekilder, nemlig typning af bakterier (eller andre zoonotiske agens) og interview af patienter.

For så vidt angår salmonellabakterier, har man haft stor succes med at inddele disse i en række undertyper - de såkaldte serotyper og fagtyper. De zoonotiske salmonella kan inddeles i mere end 2.400 serotyper, og nogle af disse kan igen inddeles i fagtyper. I Danmark fagtyper man rutinemæssigt de to hyppigst forekommende serotyper, S. Enteritidis og S. Typhimurium. Endelig kan man også gøre brug af dna-metoder, med hvilke man kan sammenligne bakteriernes dna-fingeraftryk.

Ved hjælp af disse typningsteknikker har man kunnet påvise, at nogle salmonellaundertyper næsten udelukkende forekommer i ét reservoir eller én smittekilde, mens andre forekommer i flere reservoirer samtidigt.

Ved at sammenligne fordelingen og prævalensen af undertyper i de forskellige kilder med fordelingen hos mennesker er det således muligt at udpege, hvilke kilder der forårsager flest infektioner.

Baseret på dette princip udarbejder Dansk Zoonosecenter hvert år det såkaldte ''salmonella smittekilderegnskab,'' som kvantificerer betydningen af de forskellige kilder (1). Smittekilderegnskabet for 2000 er vist i figur 1.

For kampylobakter er det endnu ikke lykkedes at udvikle metoder, som kan skelne mellem typer fra forskellige kilder. Ud fra de foreløbige typningsresultater ser det mest ud, som om de hyppigste kampylobakterundertyper hos mennesker også forekommer hyppigt i en bred vifte af mulige smittekilder. Det er således ikke muligt som for salmonella at opstille et typningsbaseret smittekilderegnskab.

I sådanne situationer kan man i stedet anvende såkaldte case-kontrol undersøgelser, hvor man udspørger dels patienter med infektion og dels kontrolpersoner uden infektion om, hvilke fødevarer de

Side 33

Billede

Side 34 

har indtaget i en nærmere defineret periode inden henholdsvis sygdom eller interview. Ved at sammenligne patienternes og kontrolpersonernes svar kan man udpege, hvilke faktorer, herunder fødevarer, som øger risikoen for at erhverve en infektion. I en dansk case-kontrol undersøgelse påviste man bl.a. følgende risikofaktorer for kampylobakterinfektion: Ikke-gennemstegt fjerkræ, kød tilberedt på grill, upasteuriseret mælk, kontakt til killing, kvæg eller svin samt udlandsrejse (2).

Diagnostiske metoder

Efter at have identificeret de vigtigste reservoirer handler det om at iværksætte en overvågning baseret på egnede diagnostiske metoder, som er i stand til at udpege smittede besætninger. Til overvågning af salmonella anvendes typisk en kombination af en bakteriologisk og en serologisk metode.

Mens den første direkte påviser bakterien i f.eks. gødning, påviser den anden antistoffer mod salmonella i f.eks. blod, æg eller kødsaft. Sidstnævnte er således en mere indirekte metode, da det testede dyr ikke nødvendigvis er smittet på prøvetidspunktet. En positiv prøve fortæller blot, at dyret på et eller andet tidspunkt forud for prøveudtagningen er blevet smittet. Ikke desto mindre vil påvisning af flere dyr med antistoffer i samme besætning være udtryk for, at besætningen er smittet, og at der efter al sandsynlighed eksisterer dyr i besætningen, som udskiller bakterier. Resultater fra en serologisk overvågning skal således betragtes som en besætningsdiagnose.

Fordelen ved den serologiske metode frem for den bakteriologiske er, at den er mere følsom og er billigere og nemmere at udføre. Til gengæld får man ikke, som ved den bakteriologiske metode, et bakterieisolat i hånden og har derfor ikke mulighed for at foretage typning med henblik på yderligere karakterisering af infektionen.

Intervention

De diagnostiske værktøjer giver mulighed for at udpege smittede besætninger, i hvilke der kan sættes ind med rådgivning om, hvordan smitten bedst elimineres eller reduceres. Hvilke interventionsstrategier der vælges, vil afhænge af, hvordan smitten sædvanligvis overføres. I den forbindelse taler man principielt om to måder for smitteoverførsel, hvor vertikal smitte repræsenterer den smitte, der går fra forældredyr til afkom, mens horisontal smitte beskriver den smitte, som dyrene pådrager sig fra det omgivende miljø. Sidstnævnte kan f.eks. være smitte fra andre artsfæller, andre husdyr, vilde dyr, foder, vand eller mennesker.

Som tidligere nævnt er den mest betydningsfulde smittevej for visse typer af salmonella i fjerkræ den vertikale smitte. Bekæmpelsesstrategien er derfor primært rettet mod at afbryde denne smitteoverførsel, hvilket i praksis gøres ved at fjerne salmonellasmittede fjerkræflokke i alle led i avlspyramiden med undtagelse af det sidste, dvs. selve produktionen af slagtekyllinger og konsumæg. Herved undgår man, at smitten udbredes til et eller flere af de efterfølgende led. Denne strategi har specielt i konsumægssektoren vist sig at være meget succesfuld, da man ret hurtigt efter iværksættelsen opnåede en reduktion i såvel antallet af smittede flokke som i antallet af ægrelaterede infektioner hos mennesker (figur 2). Dog står man nu i en situation, hvor den horisontale smitte har fået relativt stor betydning, da de fleste nye infektioner, som påvises, skyldes overslæbning af bakterier fra en tidligere smittet flok via staldmiljøet. Kontrol heraf kræver først og fremmest effektive metoder til rengøring og desinfektion, hvilket der p.t. forskes i.

Salmonella vil i de fleste andre husdyr, herunder i svin og kvæg, hyppigst smitte horisontalt. Det samme gælder så vidt vides også kampylobakter i både fjerkræ, svin og kvæg. Hvilke interventionsstrategier der vælges i disse situationer, vil dels afhænge af kendskabet til de vigtigste smittekilder, og dels hvilke muligheder der praktisk kan lade sig gøre. I svinebesætninger har man f.eks. vist, at man kan forebygge introduktion af salmonellasmitte ved at modtage nye grise fra så få leverandører som muligt samt begrænse adgangen for besøgende og andre dyr. På lignende vis har man set, at konsekvent holddrift, hvor svin i forskellige aldersgrupper holdes adskilt, kan reducere spredning af smitte inden for besætningen. Endelig kan man i nogle tilfælde øge dyrenes evne til at modstå en infektion ved at sikre en optimal fodring (3).

For kampylobakter vil forebyggelse af infektion i besætninger være meget afhængig af, om man kan undgå smitte fra det ydre miljø. Dette vil for nogle produktionsformer, herunder udendørsbesætninger, være umuligt, hvorfor det må overvejes i stedet at rette indsatsen mod andre led i jord til bord-kæden, f.eks. på slagteri eller under den videre forarbejdning.

Virker kontrolstrategien?
Det sidste led i en effektiv bekæmpelse er at være i stand til at vise, at indsatsen rent faktisk virker. For salmonella gøres dette bl.a. ved at måle reduktionen i antallet af humane tilfælde, som kan tilskrives de forskellige smittekilder. Af figur 2 fremgår det, at man relativt kort tid efter iværksættelse af handlingsplaner i kyllinge-, svine- og ægproduktionen kunne observere et fald i antallet af relaterede infektioner hos mennesker. Metoder til dokumentation af såvel nødvendigheden som effekten af bekæmpelsesprogrammer

Side 35 

savnes fortsat for langt de fleste andre zoonoser.

Bekæmpelse betaler sig

Af ovenstående skulle det gerne fremgå, at salmonella i vid udstrækning kan forebygges og bekæmpes. Dette skyldes ikke mindst, at vi har de nødvendige diagnostiske og epidemiologiske metoder samt gode muligheder for at indføre smittereducerende tiltag. Endelig har salmonellabekæmpelsen vist sig at være pengene værd, hvilket naturligvis øger incitamentet for de involverede parter.

Selvom fersk fjerkræ formentlig spiller en væsentlig rolle som kilde til humane kampylobakterinfektioner, savner vi fortsat værktøjer til kvantificering af andre betydningsfulde smittekilder, ligesom vi mangler viden om, hvilke kontrolstrategier der bedst kan betale sig.

For mange af de andre zoonoser, f.eks. cryptosporidose, mangler vi fortsat viden om deres udbredelse, da der ikke eksisterer nogen systematisk overvågning af husdyr, levnedsmidler eller mennesker.

Tyve års erfaring med bekæmpelse af salmonella har lært os, at eksisterende kontrolprogrammer med få undtagelser ikke bidrager væsentligt til kontrollen af andre zoonoser. Det er derfor vigtigt, at fremtidige strategier dels tager hensyn til variationer i de forskellige zoonosers forekomst og spredning og dels sikrer, at det er muligt at måle effekten af iværksatte indsatser. n

Tine Hald er ansat på Dansk Zoonosecenter, Danmarks Veterinærinstitut, i København.

Litteratur

1. Hald T, Vose D, Wegener HC. Quantifying the contribution of animal-food sources to the occurrence of human salmonellosis in Denmark in 1999. In: Salmonella in pork - Epidemiology, control and the public health impact. PhD thesis. København: Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole; 2001.
2. Neimann J, Engberg J, Mølbak K, Wegener HC. A case-control study of risk factors for sporadic Campylobacter infections in Denmark. In: The epidemiology of sporadic campylobacteriosis in Denmark investigated by a case-control study and strain characterization of patients' isolates. PhD thesis. København: Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole; 2001.
3. Lo Fo Wong DMA, Dahl J, Stege H, van der Wolf PJ, Leontides L, von Altrock A, Thorberg BM. Herd-level risk factors for subclinical Salmonella infection in European finishing pig herds. In: Epidemiology and control options of Salmonella in European pig herds. PhD-thesis. København: Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole; 2001.