Sygeplejersken
Stadig flere læger og sygeplejersker rykker ud
Lægeambulancer og udrykningsordninger med sygeplejersker vinder indpas i stadigt flere amter, men der er stor forskel på amternes beredskab. På Fyn har politikerne ambitioner om at gøre amtet til præhospitalt foregangseksempel med lægeambulancer og helikopter.
Sygeplejersken 2002 nr. 12, s. 16-17
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
Billede
Side 17
Svært tilskadekomne og mennesker ramt af hjertestop eller anden alvorlig akut sygdom har fået større prioritet i amternes præhospitale planer i form af mere professionel akut medicinsk behandling. I dag kører der lægeambulancer, lægebiler og specialambulancer til steder i landet, og som noget helt nyt har Randers og Frederikshavn fået egne lægeambulancer. Fem steder rykker anæstesisygeplejersker ud til ulykker, og flere amter har indgået aftaler med praktiserende læger, som i egne specialudstyrede biler med blå blink på taget rykker ud til såvel ulykker som alvorlig akut sygdom. Stadigt flere amter vælger at sende udrykningshold fra sygehusene til navnlig trafikulykker.
På landsplan er der ikke nogen nationale retningslinjer for, om læger og sygeplejersker skal medvirke i det præhospitale beredskab. Der er alene bestemmelser om ambulancereddernes uddannelsesniveau. Billedet af, hvordan amterne har tilrettelagt deres beredskab, er ganske broget. Mange områder og hele amter er sorte huller, hvad angår læger og sygeplejerskers deltagelse. I Frederiksborg, Roskilde, Sønderjyllands, Storstrøms og Fyns Amter bliver det medicinske personale stort set kun sendt ud af huset i tilfælde af store ulykker.
Nu har politikerne på Fyn ambitiøse planer om at gøre Fyn til foregangsamt, hvad angår akut medicinsk beredskab. Sygehusudvalget har planer om lægeambulancer eller lægebiler, og de vil undersøge muligheden for at dele en lægehelikopter med andre amter. Endnu er planerne ikke forelagt Amtsrådet, men Sygehusudvalget håber at have et forslag parat til sommer, som kan vedtages ved budgetforhandlingerne for 2003.
Pernille Weiss-Pedersen, sygeplejerske og medlem af Sygehusudvalget for Det Konservative Folkeparti i Fyns Amt, mener, at Danmark halter bag efter udlandet.
''Det handler ikke bare om at redde liv, men også om at redde folk til et bedre liv. Den præhospitale indsats har stor betydning for den senere mulighed for at blive genoptrænet. Den nye generation af læger ser mere tværfagligt på behandlingen og kan se, at det, som anæstesiologerne ser og gør i akutfasen, har betydning for, hvem der senere tager over,'' siger Pernille Weiss-Pedersen.
Sygehusudvalget i Fyns Amt arbejder på at arrangere en høring om det danske præhospitale beredskab, hvor der bl.a. skal komme folk fra udlandet og fortælle om, hvordan de organiserer arbejdet der.
Læs også: Sundhedsvæsenets forlængede arm