Boganmeldelser

Ikke ajourført med nyere viden

Henrik Andersen

Mikrobiologi og hygiejne for social- og sundhedsassistenter

København: Munksgaard 2001
112 sider, 128 kr. 

Bogen skal give social- og sundhedsassistenter viden om mikroorganismers evne til at forårsage infektion, smittemåder, og hvad der kan gøres for at afbryde smitteveje. Min begejstring over at få lov at anmelde en ny bog inden for mit speciale holdt desværre ikke. Bogen er letlæselig med kuriøse historiske og mikrobiologiske anekdoter og rigt illustreret. Hvert afsnit afsluttes med en opgave til diskussion, hvilket virker godt. Men det faglige niveau er efter min mening for lavt og den sludrende, små-joviale tone mere egnet i en bog for lægfolk.

Første del handler om immunforsvaret, mikrobiologi og begrebet infektion, anden del beskriver forskellige former for infektioner hos mennesker. Det infektionshygiejniske budskab er dog ikke altid ajour med nyere viden. De to alvorligste fejl/mangler er:

Intet sted står skrevet, at sundhedspersonale altid skal tage procedurerelaterede forholdsregler ved alle patienter, uafhængigt af diagnose, idet blod, sekreter og ekskreter fra alle patienter betragtes som potentielt smittefarligt. Dette er et så grundlæggende hygiejnisk princip, at det ikke er nok, at det antydes kort under brug af handsker.

Under ''Korrekt hånddesinfektion'' beskrives, at man først skyller hænder, derefter vasker hænder i hospitals- eller klorhexidinsprit og slutter af med sæbevask. Ved forurening med hiv, hepatitis B eller C anbefales brug af 4 pct. kloraminopløsning efter vask med vand og sæbe. Disse metoder er forældede. I dag anbefales grundig vask og tørring, efterfulgt af desinfektion med sprit tilsat hudplejemiddel.

Der er andre forstyrrende udsagn f.eks.: ''Effekten af varmedesinfektion øges ved tilsætning af ringe mængder klor.'' Det gør man ikke, og hvorfor skulle man, hvis temperaturen er høj nok? Ved opsamling af urinprøve anbefales at skylle med sterilt vand efter nedre toilette. I dag skylles efter med rent vandhanevand. Brintoverilte nævnes som desinfektionsmiddel, men det accepteres ikke som et sådant i Danmark, hvorimod persyre og aldehyder ikke nævnes på trods af, at de bruges på de fleste sygehuse. Hepatitis A nævnes som eksempel på virus, der forårsager mave-tarm-infektion, hvilket er korrekt, men sjældent i Danmark, hvorimod Norwalk-virus ikke er nævnt, selv om det år efter år forårsager epidemier på sygehuse og plejehjem.

Det er formentlig et pædagogisk bevidst fravalg, at læseren ikke får at vide, hvad der kan gøres for at forebygge urinvejsinfektion, postoperative sårinfektioner eller luftvejsinfektioner, alt sammen noget der findes i nationale retningslinjer eller lokale hygiejnemapper. Men jeg savner det og mener, at hvis denne bog skal bruges til undervisning af social- og sundhedsassistenter, må den ansvarlige underviser være uhyre bevidst om og selv kompensere for bogens svagheder.

Af  Elisabeth Pettersson, hygiejnesygeplejerske 

Her går det godt  

Mads Storgaard Jensen

Dommedagsfesten - en kritik af tidens kulturpessimisme

København: Forlaget Centrum 2001
292 sider, 279 kr. 

Mads Storgaard Jensen har sat sig for at gøre det samme for kulturen, som Bjørn Lomborg forsøger at gøre for naturen i ''Verdens sande tilstand.'' Mads Storgaard Jensen vil overbevise læseren om rigets og borgernes fortræffelige tilstand og lyse alle skeptikere i band.

Opskriften er på sæt og vis enkel: Skrab alle de mest pessimistiske analyser og forudsigelser sammen. Blæs på, om kritikken kommer fra Dansk Folkeparti eller de kulturradikale. Kald alle ytringer for kulturelle, uagtet hvor specifikt økonomiske, sociale eller politiske de er. Så er der kreeret et monster ved navn kulturpessimisme, som det kun er rimeligt at lange ud efter. At monstret falder fra hinanden, når man forsøger at finde ud af dets nærmere beskaffenhed, afskrækker ikke den begejstrede forfatter, der ser sig selv som produktet af en lang menneskelig forbedringsproces, som individualismen endelig har givet vinger.

Mads Storgaard Jensen har tilsyneladende lagt øret til græsplænerne i parcelland og her fundet ud af, at alle de sortseere, der bekymrer sig om tidens mangel på sammenhold og en udbredt eksistentiel ensomhed, er helt galt afmarcheret, for ''Herregud, det går da godt!'' Ifølge forfatteren er både hensynsfuldhed og følsomhed i stærk vækst. Ja, man kan nærmest konstatere, at den etik, som evolutionen har været så venlig at nedlægge i den menneskelige natur, folder sig ud som aldrig før. De, der ikke er enige i denne karakteristik, benævner Mads Storgaard Jensen i hastig rækkefølge som forkælede klynkere, naive nostalgikere og alt for højtsvungne og selvhøjtidelige debattører, der bare ikke vil give slip på deres elskede problemer.

Man kunne have ønsket sig, at forfatteren havde været lige så ivrig efter at finde ud af, hvad der går for sig i sociale boligkvarterer med høj arbejdsløshed, og knap så megen kvababbelse med refleksioner om, hvorvidt møblement og påklædning på rette måde afspejler ejerens indre tilstand. Men Mads Storgaard Jensen har åbenbart forstået, at klassesamfundet er afgået ved døden, inden den nuværende regering udstedte dødsattesten, og derfor ikke fundet det nødvendigt at differentiere tidsåndens tilstand i forhold til forskellige befolkningsgrupper. At behandle alle danskere under ét passer desuden meget godt med Mads Storgaard Jensens hævdelse af, at samfundsforandringerne slet ikke er så gennemgribende, som pessimisterne giver det udseende af.

Bogen er i og for sig underholdende nok og kan være et udmærket grundlag for at diskutere, hvordan vi egentlig går og har det i dagens Danmark. Det er da også forståeligt, at den yngre generation er træt af at blive tudet ørerne fulde af, hvor skidt det går nu i forhold til før i tiden. Hvis man holder af sit liv her og nu, gider man ikke hele tiden blive konfronteret med alle fortidens fortabte fortræffeligheder. Når man alligevel kan blive urolig over bogen, er det fordi, der er så mange væsentlige faktorer, som ignoreres.

Den 11. september får lige lov at flyve ind i kanten af glansbilledet, mens den øvrige globale elendighed forbliver skjult bag Valby Bakke. Forfatterens tiltro til samfundets automatiske evne til at justere uheldige bivirkninger af sociale, politiske og økonomiske forandringer er ikke bare rørende, men også oprørende. Flere steder anfører Mads Storgaard Jensen, at grunden til, at så få gider beskæftige sig med politik, er, at de samfundsmæssige forhold stort set er uproblematiske. Alle drømmene er blevet opfyldt, og nu skal de bare leves ud. Den fortolkning af verdens tilstand er lige til at få mareridt af i en tid, hvor det eneste, de ressourcesvage får mere af, er selvansvar, og hvor hver femte unge overvejer selvmord.

Af Karen Ellen Spannow, etnograf og sygeplejerske.