Sygeplejersken
Faglig kommentar: Taknemmelighed ønskes
Sygeplejersker foretrækker at pleje de patienter, de kan identificere sig med, de patienter, der giver sygeplejersken noget til gengæld for sygeplejen. Menneskeligt, men ikke holdbart i længden, for hvem skal pleje de stumme, de bevidstløse, de resultatløse patienter, som ikke har nogen modydelse på lager?
Sygeplejersken 2002 nr. 16, s. 23
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Sanne skabte stilhed i kursuslokalet, da hun med styrke i stemmen og ledsagende fagter fortalte om sit arbejde på en ortopædkirurgisk afdeling.
''Når jeg kommer ind til en gammel dame med en ny hoftefraktur, så går jeg bare i gang. Ofte ligger patienten der og fægter lidt med armene, munden står åben, og hun er næsten helt væk. Det første, jeg gør, er at stikke en hånd ind og mærke, hvilken madras hun ligger på. Den er sjældent i orden. Så henter jeg en ny seng med en tryksårsforebyggende madras men inden jeg får hende flyttet over, vasker jeg hende og gør hende helt i stand. Personlig hygiejne, mundpleje, hårpleje, neglepleje. Den får hele armen. Patienten siger ikke noget, eller hvis hun gør, så er det bare et eller andet uforståeligt. Men jeg er ligeglad. Jeg gør mit arbejde ordentligt, og hvis patienten er vågnet op, når jeg kommer igen et par dage senere, er det helt fint. Så taler vi sammen, og patienten får aldrig at vide, hvordan det var, da hun lige var opereret.''
Tilhørerne var imponerede, fordi Sanne var uimponeret. Hun gjorde ikke stads af sine gerninger, hun fortalte om sit arbejde, og det var tydeligt, at hun levede fint med ikke at indkassere patientens taknemmelighed som betaling for sit arbejde.
Det er ikke moderne. I dag vil alle gøre en forskel.
Når man med selvhøjtidelig patos siger: ''Jeg vil gerne gøre en forskel,'' ligger der så ikke i det udsagn et håb om, at tilhøreren sekundet efter vil kvittere med lidt ros i retning af ''jamen det gør du også, det gør du helt bestemt også.'' Hersker der ikke en forventning om anerkendelse, skulderklap, duelighedstegn? Eller er det nok, at journalisten, kameramanden eller kollegaen nikker og smiler velvilligt?
Det interessante ved Sanne var, at hun ikke forventede noget som helst. Nogle vil måske mene, at hun mangler empati, at hendes sygepleje er kold og maskinel, at hun må have en skrue løs for at orke at vaske en gammel dame, som ikke er til at tale med. Sådan var det ikke. Hun var ganske enkelt kommet så langt i sin karriere, at hun kunne sige sig helt fri for at ønske noget til gengæld.
Den grumme sandhed
Det er menneskeligt at ville have noget til gengæld for det, man giver. Det kan man ikke klandre nogen for, sådan er det i et venskab, et ægteskab og også i relationen til patienter. Men i modsætning til private relationer, hvor man til sidst opgiver, hvis man altid selv inviterer, finder på, tager initiativ og aldrig nogen sinde får en krumme igen, så kan man ikke bare opgive patienten. Hun har krav på sygepleje, hvad enten hun kan kvittere med en god historie, et smil eller et ''tusind tak for hjælpen.''
En patient, som man taler godt sammen med eller morer sig sammen med, er bedre underholdning end en umælende person. Det er vel en af årsagerne til, at sygeplejersker i det store hele er forsvundet fra plejehjemmene.
Det er svært at acceptere, at de fleste hellere vil hjælpe de patienter, der giver noget igen, men sådan er det. I stedet for at græmmes hjælper det at erkende den grumme sandhed. Så kan man vælge at være bevidst om sin rolle i fremtiden, muligvis kan man endda lære at gøre en forskel uden at sige det til nogen. Ligesom Sanne. -
PS. Læs i øvrigt artiklen ''Usynlig forskelsbehandling" af Anette Wilhjelm Jahn.