Som ringe i vandet

Operationssygeplejerske Annette Thydal praktiserer sin helt egen form for udviklingshjælp:

Fem ugandiske sygeplejersker er på hendes initiativ nu i Danmark på et tre måneders intensivt kursus. Her skal de uddannes til nøglepersoner for senere at kunne undervise kollegerne på de hjemlige arbejdspladser i, hvordan de bruger og vedligeholder deres hospitalsudstyr. Ud over det rent tekniske byder opholdet også på undervisning i hygiejne og pædagogik samt praktik på Annette Thydals arbejdsplads, sygehuset i Nykøbing Falster.

Det er anden gang, der holdes sådan et kursus for et hold ugandiske sygeplejersker. Første gang var i 1996-97, men til forskel fra dengang skal det nye kursus også give de afrikanske kolleger undervisning i, hvordan de bedst formidler deres viden videre.

''Pædagogisk indsigt er vigtig i den sammenhæng. For det, de fem ugandere lærer her i Danmark, skal helst kunne brede sig som ringe i vandet,'' siger Annette Thydal, der selv var i Uganda i 1994-97. Her oplevede hun, hvordan teknikere kunne ligge i fast rutefart mellem landets hospitaler for at reparere udstyr, der var gået i stykker pga. mangelfuld behandling. Ofte drejede det sig om udstyr, som netop blev brugt af plejepersonalet, f.eks. autoklaverne.

''De stod simpelthen og kogte i stykker, også selv om teknikerne gang på gang havde instrueret i den rette brug,'' fortæller Annette Thydal, der først fik kendskab til problemet, da hun som ''medfølgende'' hustru stod med mand og børn i Uganda og gerne ville i gang med noget sygeplejefagligt.

Dansk Røde Kors og senere Mellemfolkeligt Samvirke havde gennem længere tid været involveret i et projekt med det ugandiske sundhedsministerium og landets hospitaler netop med henblik på korrekt brug og vedligeholdelse af hospitalsudstyr. Nu fik Annette Thydal chancen for at koble sig på projektet.

"Mit argument for at gå med var enkelt:

Når det ugandiske plejepersonale ikke forstod at behandle deres udstyr rigtigt, kunne det måske være en god ide, at det blev sygeplejersker, som stod for instruktionen,'' fortæller hun.

Kønsbarriere

Annette Thydahl fik ret. Det var en god ide, at det blev sygeplejersker, der kom til at instruere de ugandiske kolleger. Sammen med sin ugandiske samarbejdspartner, sygeplejersken Anne Olaro, gik hun i gang med at afdække problemerne - fra hospital til hospital. Hvad var der af udstyr, hvilken stand var det i - og hvordan fungerede hospitalet i øvrigt? Det viste sig, at der var stor forskel på de ugandiske hospitaler. Nogle var veludstyrede og veldrevne, andre var mindre privilegerede. Men overalt var der problemer med brugen og vedligeholdelsen af udstyret.

Nu blev det sådan, at når teknikerne havde gjort deres arbejde, kunne Anne Olaro og Annette Thydal efterfølgende undervise i den korrekte brug. Og nu viste det sig, at det ugandiske plejepersonale både var interesserede og engagerede tilhørere. Nu var der ikke længere den kønsbarriere, som havde gjort, at de ikke fik tilegnet sig den korrekte viden fra de mandlige teknikere. Mændene havde snakket deres sædvanlige teknikersprog, og som de høflige mennesker, de ugandiske sygeplejersker var, sagde de pænt tak for informationen - også selv om de ikke rigtig havde forstået, hvad der blev sagt. På den måde var miséren fortsat år efter år.

''Anne Olaro og jeg havde mange ting til fælles. Vi var begge to sygeplejersker, vi var næsten jævnaldrende, og vores kemi

Side 15

passede. Forskelle var der selvfølgelig også. Vi kom fra hver vores kultur, hun fra et autoritært skolesystem, jeg fra vores antiautoritære, men sammen udgjorde vi et godt makkerpar,'' husker Annette Thydal.

Næste skridt i projektet var at uddanne nogle nøglepersoner, de såkaldte usertrainers, som er ansvarlige for instruktionen på deres egne hospitaler. I dag er der stort set en usertrainer hvert sted. Nu venter primærtjenesten og de mange sundhedsklinikker rundt om i landet.

Fem af de nøglepersoner, der blev uddannet i starten, var med på det første hold, der kom på et tre måneders kursus i Danmark. Nu er fem nye heroppe, blandt dem en sygeplejerske, der netop arbejder i primær sektor.

Bæredygtig udvikling

Det var DANIDA, det danske Udenrigsministeriums organisation for udviklingssamarbejde, der sponsorerede uddannelsen af det første hold kursister. Det er også tilfældet med det nye hold, men først efter at Annette Thydal måtte trække i trådene:

''De fem sygeplejersker var blevet godkendt til kurset, havde fået lavet pas osv. Men der skete ikke rigtig noget, fordi der ikke er tale om et af de sædvanlige skræddersyede kurser, der køres i DANIDA-regi. Det betød, at jeg selv måtte i gang med at træffe aftaler bl.a. med lærerseminariet i Vordingborg, der står for den pædagogiske undervisning, og med min egen arbejdsplads, hvor jeg har haft et godt samarbejde med vores uddannelseskoordinator,'' siger Annette Thydal.

''Heldigvis har omgivelserne været positive. Det gælder ikke mindst kollegerne i Nykøbing. Her holdt jeg bl.a. et informationsmøde og kunne også vise billeder fra ugandiske hospitaler. For de kolleger, der ikke har besøgt et udviklingsland, var det en rystende oplevelse. Kan man virkelig klare sig med så lidt? Spurgte de. Men det kan man. Og de ugandiske sygeplejersker er uddannet meget lig de engelske forbilleder og er som dem RN-registered nurses. Sjovt nok bliver deres patienter også raske - trods de ofte meget beskedne forhold.''

Annette Thydal vil ikke gøre sig klog på, hvad der er god og mindre god udviklingshjælp. Men for hende er der ingen tvivl om, at den her type projekt bidrager til en bæredygtig udvikling:

''Her er der ikke tale om et stort forkromet projekt, men om et projekt, der langsomt udvikler sig i takt med modtagernes egne ressourcer. Der er ikke noget, der trækkes ned over nogens hoveder. Vi udvikler tingene sammen og bruger hinandens viden.

Første gang jeg var i Østafrika, dvs. i 1988, da var jeg jo ung og idealistisk og havde mange forestillinger om at hjælpe. I dag er jeg mere realistisk, men tror stadigvæk, at det kan nytte at involvere sig i udviklingssamarbejdet. Jeg tror på det mellemfolkelige, på mødet, hvor vi lærer hinandens baggrund og kultur at kende. Det udvikler begge parter - og det hjælper os videre i processen.''