Synspunkt: Et hjem uden kontrol

Mange stofmisbrugere bliver fysisk syge og kan ikke klare sig selv. I løbet af få år vil der blive behov for specielle botilbud eller alternative plejehjemspladser, der er specielt gearet til at yde pleje og omsorg over for ældre stofmisbrugere. En undersøgelse fra 2001 lavet af Narkotikarådets arbejdsgruppe, ''Bomuligheder for ældre stofmisbrugere,'' vurderer, at der på landsplan er 500 personer med stofmisbrug, som har behov for et særligt botilbud.

I dag er antallet af stofmisbrugere i Danmark anslået til at være 14.500 personer. Mange misbrugere med debut i 70'erne er blevet ældre og har snart brug for plads i et specielt botilbud eller på et alternativt plejehjem.

Herbergerne og forsorgshjemmene har op gennem 1980'erne og 1990'erne fået en øget tilgang af stofmisbrugere, der ikke selv kan håndtere tilværelsen i en bolig. Det er mennesker med et årelangt misbrug eller mennesker, som har været i metadonbehandling med et sidemisbrug i årevis. Deres almenfysiske tilstand er ringe. Det er ikke unormalt at se ældre stofmisbrugere, der har fået amputeret et ben, eller se misbrugere, der er ødelagt af bylder, og der er stofmisbrugere, som har kronisk leverbetændelse, tuberkulose eller er hiv-smittede.

Uanset hvilke og hvor mange behandlingstilbud stofafhængige får, vil stofafhængighed for en gruppe være en kronisk tilstand. For denne gruppe er stoffrihed ikke en realistisk målsætning. Det er derfor af stor betydning, at der er kommet fokus på behovet for særlige hjælpeforanstaltninger. Målet må i stedet være at forbedre det, der ligger ved siden af stofbruget og afhængigheden, herunder boligforhold og socialt, psykisk og fysisk funktionsniveau.

Stofafhængige har forskellige behov, men deres ønsker, behov og drømme er ikke så forskellige fra andre menneskers. I den øvrige del af befolkningen er der mennesker, som finder sammen og vælger at leve i kollektiv. Ligeledes vil der formentlig blandt stofafhængige være nogle, der ønsker at udgøre et bofællesskab. En af årsagerne til at etablere sådanne botilbud er at modvirke isolation, og da et bofællesskab kunne være hensigtsmæssigt på dette punkt, bør der etableres deciderede bofællesskaber, hvor en gruppe af stofafhængige kan søge sammen.

De fleste stofbrugere foretrækker at bo alene. Der bør etableres opgangsfællesskaber, hvor hver beboer har sin egen lille lejlighed med funktionelt tekøkken og eget bad. Derudover bør der være et fællesrum og køkken, hvor et større fællesskab kan vælges til. Det vil betyde, at man i modsætning til den kollektive mulighed ikke har indflydelse på, hvem der i øvrigt visiteres til opgangsfællesskabet, ligesom det, der foregår inden for egne vægge, ikke skal reguleres.

Der bør ikke etableres deciderede kontrolforanstaltninger. Når man opfylder betingelserne for visitation til en sådan bolig, vil man oftest have brug for sygepleje eller i det mindste hjemmehjælp, og i det jævnlige besøg af sygeplejerske eller hjemmehjælper indbygges i stedet en opmærksom omsorg.

Stofafhængige vil ofte i rigelige mængder have oplevet kontrol og bør på deres ældre dage fredes - i det mindste i eget hjem. Således kan det indirekte, men alligevel effektivt, sikres, at den enkelte ikke gror til i skidt og anden elendighed.

Kosten nedprioriteres af en del stofmisbrugere. Når et hjem og mad vælges fra i lange perioder, er det bl.a. begrundet i en ringe økonomisk formåen. Ældre stofbrugere vil ikke formå at prioritere midler og have energi til at sørge for sund og varieret kost dagligt. Der skal naturligvis tages højde for individuelle forskelle i funktionsniveau, men med henblik på at udvikle eller forbedre evnen og interessen for at sørge for sund og alsidig kost. En madmor kunne i denne periode assistere ved indkøb og madlavning. Gradvist kan beboerne overtage først den økonomiske del og siden den praktiske.

Der skal stilles særlige krav til medarbejderne. Center for Rusmiddelforskning har udarbejdet rapporten ''Undersøgelse af ældre stofmisbrugeres behov for hjælpeforanstaltninger,'' hvori det fremgår, at medarbejderne, ud over faglig kompetence, bør have kendskab til, forståelse for og accept af stofkulturen og dennes præmisser. Undervisning i dette er prioriteret lavt i social- og sundhedsuddannelserne samt i efteruddannelse.

Stofafhængige har rent faktisk beskedne ønsker til relationen til behandlere. De vil blot gerne behandles ordentligt og respekteres.

Et sådant ønske om almindelig menneskelig respekt burde ikke være svært at imødekomme.

Robert Olsen er forstander på Mændenes Hjem, et socialt tilbud for hjemløse og udstødte på Vesterbro i København.