Faglig kommentar: Vaskeklud uden prestige

Kære kusine Misse.

Tusind tak for dit søde brev til min fødselsdag. Jo, 92 år er en betragtelig alder, men jeg skal ikke klage. Selv om jeg ikke kan komme på gaden uden hjælp, og øjnene ikke er, hvad de har været, så klarer jeg mig dog nogenlunde i mit dejlige hjem med de mange gode hjælpere, som kommer flere gange om dagen. Jeg har jo altid været glad for de søde og hjælpsomme unge piger (og minsandten også en nydelig ung mand), men det har indimellem været noget af et renderi. Først kom sygeplejersken og vækkede mig og skiftede forbindingen på foden. Så kom der én og hjalp med morgenmaden. Når hun havde tid, hjalp hun mig også i bad og i tøjet, men hvis hun havde travlt, måtte jeg vente til henad kl. 10, og så skulle vi skynde os, fordi der skulle komme en dame og give mig øvelser kl. 11. Pyha, somme tider var jeg for træt til at spise den mad, der blev bragt til døren halv tolv, og kl. 13 kom sygeplejersken og dryppede øjne. Sådan blev det ved, indtil den sidste dame kom og hjalp mig i seng. Men det kender du vel fra din tid som sygeplejerske. Til sidst opgav jeg helt at tælle, hvor mange gange døren gik op i løbet af en dag.

Nu har de heldigvis fået mere styr på det. Sygeplejersken om morgenen smører en ostemad og sætter kaffe over, og en gang imellem hjælper hun mig i bad og ser, om jeg gør mine øvelser rigtigt. Hjælperen om eftermiddagen drypper øjne og har somme tider tid til at drikke kaffe med mig eller gå en tur, hvis vejret er godt. Forleden kørte hun mig i kørestol ned til vandet, hvor vi gik en lille tur og beundrede den smukke udsigt til Kronborg. Jeg håber alt står vel til hos dig, kære kusine.

Din hengivne Valborg.

I rammer og på skinner

Hej tante Misse.

Det var enormt hyggeligt at møde dig i julen og tak for de gamle rammer. Jeg har fået sat billeder i og hængt dem op. Jeg er begyndt at se på stillingsannoncer igen. Jeg har ellers været glad for at være i hjemmesygeplejen, men nu tænker jeg alvorligt på at tage noget i Helsingborg, det tager jo ingen tid at komme over med færgen. Vi har nemlig fået ny ældrechef i kommunen, og man skulle ikke tro, han selv er uddannet som sygeplejerske. Vi har aldrig tidligere haft problemer med at finde ud af, hvad sygeplejersken skulle tage sig af, hvad sosu'erne og fysioterapeuterne skulle lave hos borgerne. Det hele kørte som på skinner, og jeg kunne nå op til 20 besøg om dagen. Den nye ældrechef har i sin visdom fundet ud af, at vi bruger for meget tid på vejene. Derfor har han fået indført, at vi skal lave alt muligt andet ude hos klienterne end lige det, vi er uddannet til. Helt ærligt, så har jeg vel ikke taget et fireårigt studium for at stå og vaske gamle mænd og koner og smøre ostemad og lave kaffe, mens sosu'erne drypper øjne og går tur med patienterne.

Det er da rigtigt nok, at jeg somme tider har gjort nogle nye observationer, når jeg har vasket en patient, og vi får da også snakket om nogle ting, mens kaffen løber igennem. Men hvis der bare blev ansat nogle flere sygeplejersker og sosu'er, som blev oplært til at observere og rapportere bedre, så behøvede jeg ikke beskæftige mig med noget, jeg føler mig overkvalificeret til.

Jeg ved da godt, at det var anderledes, da du var sygeplejerske, tante Misse. Det er muligt, patienterne er glade for ordningen, men der er ikke meget prestige i en vaskeklud. Og hvis vi skal bruge så meget tid på at vaske, made og tørre op efter patienterne, så bliver der aldrig tid til at reflektere eller gå til faglig vejledning, og kompetenceudvikling vil være en by i Rusland. Kan du have det godt?

Knus fra Pia.