Sygeplejersken
Hverdag på Parkvænget
Et halvt år efter at første halvdel åbnede på det socialpsykiatriske botilbud i Glostrup, har beboerene fundet sig til rette, personalesituationen er blevet stabil og det daglige arbejde fungerer på et fagligt grundlag.
Sygeplejersken 2002 nr. 19, s. 30-33
Af:
Lillia L. Larsen, sygeplejerske
Billede
Side 31
Så blev det januar. Kulden knuger. De sidste sammenplantninger fra indvielsesreceptionen først i december står og ser afdæmpede ud i havestuen. Der dufter af friskbagt brød og stegt flæsk med persillesovs fra køkkenet, og økonomaens smittende latter giver ekko mellem fliserne.
Elvis synger "Love me tender" fra ghettoblasteren, og i den anden ende af havestuen tamper Frederik på en af husets guitarer i bedste tresserstil. Han er netop flyttet ind som en af de første beboere i den halvdel af huset, der åbnede den 1. januar. Rundt om et af bordene sidder nogle af vores ældre beboere. Et medlem af personalet byder Karl op til dans. Han tager imod tilbuddet og finder hurtigt rytmen. Karl har Alzheimer, men har bevaret sin musikalitet og bevægelsesglæde - motion behøver ikke at være kedelig. For enden af havestuen skimtes et af de nyindrettede køkkener.
Der er kunst på væggene (ikke Monets åkander i paperback-udgave...) og gedigen dansk møbeldesign i fællesarealerne. I boligerne blomsterer mangfoldigheden. Her findes alt lige fra antikviteter og malerier i gyldne rammer til 50 plasticposer med blandet gods. Der er stadig håndværkerlyde i huset. Bl.a. er kælderen ved at blive omdannet til et aktivitets-eldorado: Café, motionsrum, glaspusterværksted, keramik- og syværksted, bordtennis, billard, spabad samt musikrum med trommesæt, guitarer og mikrofoner.
Parkvænget er et døgnbemandet, socialpsykiatrisk botilbud i Københavns Amt. Institutionen er underlagt Serviceloven og rummer 56 individuelle boliger samt fælles faciliteter.
Parkvænget er opdelt i fire enheder med hver 14 boliger: To enheder med 40-60-årige, en enhed med 20-40-årige, en enhed med beboere fra 60 år og opefter.
Beboerne er mennesker med kroniske sindslidelser, der visiteres via Københavns Amt. De fleste har diagnosen skizofreni. I enheden for beboere fra 60 år og opefter har enkelte beboere demens som grundlæggende problem.
Panderynker
Anden halvdel af huset åbnede for beboere den 1. januar i år, et halvt år efter åbningen af første del. Personalet til den sidste halvdel af huset startede i december med en måneds personaletræning, ligesom vi andre gjorde i august sidste år. Havestuen forbinder begge husets fløje. Det nye personale går i øjeblikket rundt med samme slags panderynker, som vi havde i september sidste år. Det er rart, når man kan hjælpe: Vi har gjort det sådan og sådan. Mange gange bliver vores svar imidlertid: Det har vi ikke fået helt på plads endnu.
For en lille uge siden havde vi vores første hospitalsindlæggelse fra botilbuddet. 28 beboere og kun én indlæggelse på fem måneder, det er ikke meget. Med et tilbageblik har vores beboere klaret omplantningen virkelig flot. Vi frygtede, at flere ville få en opblussen af sindslidelsen som følge af flytningen, men der tog vi lykkeligvis fejl. Det synes tværtimod, som om de fleste af beboerne er faldet til ro ved at få egen nøgle i hånden, have egne ting omkring sig samt have vished for, at der døgnet rundt er personale at støtte sig til - og fred og ro til at finde ud af at leve livet på egne præmisser så langt som overhovedet muligt. Beboerne fandt altså ro. Det gjorde personalet derimod ikke.
Til hver af de fire enheder er knyttet et flerfagligt personaleteam, der består af pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Til enheden for de ældste beboere er der endvidere knyttet sygehjælpere og social- og sundhedshjælpere. I alt er der 41 medarbejdere ansat til at varetage beboernes pleje og udvikling. Desuden er der ansat en økonoma, fire køkkenassistenter, seks husassistenter, en pedel, en økonomimedarbejder og en administrativ medarbejder. Ledergruppen består af en forstander, en viceforstander og to afdelingsledere.
Forenede flerfaglige kræfter
Efter hvedebrødsdage følger ubønhørligt hverdage. Flerfaglige kræfter skulle forenes i løsning af den
Side 32
fælles opgave: At hjælpe beboerne til at leve det hverdagsliv, som de ønsker, og som er realistisk i forhold til deres kroniske sindslidelse.
En af de første problemstillinger opstod, fordi ikke alt personale så det som en del af deres arbejde på Parkvænget at skulle hjælpe ældre beboere med at varetage eksempelvis personlig hygiejne, udtømmelser, mad og drikke. Et andet problem var, at personalet kom med mange forskellige traditioner for, hvad en 37 timers arbejdsuge i blandede vagter er for en størrelse. Hver især argumenterede naturligvis for det, de var vant til. Med eller uden overenskomstmæssigt belæg.
Der var endvidere forskellige fortolkninger af, hvad begrebet medarbejderindflydelse står for. Nogle havde svært ved at acceptere, at begrebet hos os ikke betyder, at man ændrer på husets grundkoncept i forhold til værdier og organisering af arbejdet. I det team, som havde med de ældste beboere at gøre, kunne der på dette tidspunkt drages mange paralleller til Wilfred Bions teorier om grupper styret af grundlæggende antagelser: Medarbejderne var udkørte og oplevede ikke at have tid til noget som helst (1).
De samme diskussioner om eksempelvis plejetyngde, fysiske rammer, mængde af personale og vagtplaner kørte uden ophør og slugte energien. Stemningen var tung og negativ indimellem. Fokus var på det uopnåelige og ikke på muligheder. Men konstruktive og fremadrettede tiltag poppede alligevel op og trak læsset videre.
Botilbuddets personale og ledelse ønsker at skabe et tilbud til stedets beboere, hvor de fysiske rammer signalerer ro, stabilitet og sammenhæng.
Beboere og stedets gæster mødes med venlighed, respekt, høflighed og omsorgsfuldhed. Stedets atmosfære er venlig, imødekommende, hjælpsom, skaber tillid og har plads til humor.
Samarbejdet mellem beboere og medarbejdere, blandt medarbejdere og mellem medarbejdere og ledere bygger på respekt, omsorg, tolerance, initiativ, ansvarlighed og værdighed.
Arbejdet i botilbuddet er fagligt funderet, loyalt over for trufne beslutninger, udviklingsorienteret og præget af fleksibilitet, gensidighed, selvstændighed og kreativitet.
Ingen motivation
Vi måtte tænke om på ét væsentligt punkt. I Parkvængets kompetenceudviklingsmuligheder indgår,
Side 33
at personalet rokerer mellem de forskellige enheder, så man efterhånden bliver i stand til at varetage pleje og udvikling hos beboere i alle aldre. Grundlæggende var det tanken, at alle faggrupper skulle rokere. Men det viste sig snart, at for få medarbejdere var motiverede for at arbejde hos de gamle beboere, hvilket afstedkom mange diskussioner.
Da der efter den første udtynding af personalet skulle ansættes nyt personale, valgte vi derfor specifikt at annoncere efter social- og sundhedshjælpere og sygehjælpere med erfaring inden for basal sygepleje, lyst til at arbejde med ældre samt motivation for at lære noget (mere) om gerontopsykiatri.
Vores ældre beboere har krav på ro og stabilitet, og det er lykkedes at få ansat en erfaren gruppe hjælpere, der sammen med det gamle personale har fået skabt arbejdsro og arbejdsglæde. Det faglige er støt og roligt ved at komme i centrum. De, der har været med fra begyndelsen og stadig er her, har i begge enheder trukket læsset i imponerende grad med faglig kreativitet, fleksibilitet og tålmodighed. Men ud af den gruppe, der startede i august måned sidste år, er der nu under halvdelen tilbage.
Kultur med kamp og flugt
Også i det andet team var der en del uro om end i mindre grad og mere spredt. Man kan sige, at Parkvænget i denne periode bevægede sig hen imod en kultur, der lå tæt på hvad, Bion (1) kalder en kamp/flugt-kultur. Der var kamp om stort og småt. Møder med fagforeningsfolk og tillidsrepræsentanter, personalesamtaler - behagelige som ubehagelige - hørte til dagens orden. Formelle og uformelle møder skød frem som paddehatte en diset efterårsdag. Gæt selv, hvor megen tid der blev afsat til beboerne. To personalemedlemmer blev bedt om at gå. En del sagde op, heraf nogle med store og frustrerede armbevægelser. Resten blev taget i ed på, at de ville stedet, og det blev klargjort fra ledelsens side, at vi virkelig gerne ville dem. Så blev der arbejdsro - så godt som det kunne lade sig gøre med den efterfølgende personalemangel. Et vikarbureau tjente tykt på os i denne periode.
Det enkelte menneske er unikt med sin egen individualitet. Mennesket er en helhed, der indeholder en fysisk, en psykisk, en social og en åndelig/kulturel dimension. Mennesket er et socialt individ, som kun er noget i kraft af sit samspil med andre og er dermed afhængigt af andre. Mennesket har ansvar for egne handlinger og kan gives ansvar. Mennesket er ikke ufejlbarligt, men vil være påvirket af sit tanke-, viljes- og følelsesliv. Menneskets liv er altid i bevægelse og præget af omstændighederne. Mennesket er som udgangspunkt godt og vil andre det godt. Mennesket handler med de bedste hensigter og yder det bedste, det kan.
(Parkvængets værdigrundlag og menneskesyn er formuleret på grundlag af hermeneutisk tænkning, Serviceloven, Total Quality Management-begrebet samt begrebet Den Lærende Organisation).
Edb-problemer
Vores administrative blæksprutte og vores økonomimedarbejder arbejdede indtil for få dage siden med gåsefjer og blæk - vores edb er først lige for nylig opkoblet til amtets server. Mange procedurer har taget meget lang tid - eller har slet ikke kunnet udføres.
Bemandingen på kontoret er baseret på effektiv brug af edb, så de to har heller ikke kedet sig. Bedre blev det ikke, da vi havde indbrud og mange ugers arbejde forsvandt ud i det uvisse sammen med harddiskene fra kontoret. Desuden er kontoret et centralt sted i huset for såvel beboere som personale. Og når man er hjælpsom og venlig, siger man jo ikke bare ''Skrid!'' når det banker på døren.
Vores arme viceforstander har i perioden med mangelfuld edb gentagne gange udviklet anfald af skrivekrampe i forbindelse med at skulle lave arbejdsplaner og lønindberetninger, først for omkring 30 medarbejdere, og fra december for mere end 60 medarbejdere. Husassistenternes lille, selvstyrende gruppe fungerer upåklageligt, og vores pedel ses stadig som et blåt lyn ude og inde.
Om fremtiden på Parkvænget kan jeg fastslå en ting: Det er ikke så ringe endda. Huset er fyldt med gode kræfter, og vi har besat 96 pct. af samtlige stillinger. Vi bliver også bedre og bedre til at udnytte rammerne. Fast faglig vejledning, teammøder og undervisning er i gang og er med til at fokusere på det faglige. Jeg ser - igen i Bions begrebsverden - den modne arbejdsgruppe tone frem i horisonten.
Så kom bare an, forår. Vi skal nok spire med.
Lillian Linius Larsen er afdelingsleder på Parkvænget i Glostrup.
Første artikel fra Parkvænget i Glostrup, ''Hvedebrødsdage i et psykiatrisk botilbud'' om personalets bestræbelser på at give kronisk psykisk syge mennesker en værdig tilværelse, blev bragt i Sygeplejersken nr. 44/2001.
Litteratur
- Aanderaa, Inger: Relationer i teamarbeid - et psykodynamisk perspektiv. Oslo: AdNotam Gyldendal; 1999.