Med kolleger fra femten lande

Bag Green Lane Hospital ligger One Tree Hill, en græsbevokset gammel vulkan med store, spredte træer. Engang lå her en maorilandsby med et helligt træ på toppen.

For fødderne af One Tree Hill ligger Auckland bredt ud. Ned mod havnen klemmer skyskraberne sig sammen, i baglandet dækker bungalowkvarterne kilometer efter kilometer med små huse, grønne plæner, hibiscus og azalea. Høj blå himmel med skarp sol, når vejret ikke pludselig slår om. Det glimter af vand, for Auckland ligger på en landtange med Manukau Harbour til den ene side. Til den anden ligger Hauraki Gulf med de mange grønne øer, sejlbåde og fragtskibe.

Somme tider går Ann Louise Hansen op på One Tree Hill, når hun er færdig med sit arbejde på Green Lane Hospitals intensivafdeling.

Side 23 

Hun har boet i Auckland i to et halvt år, og hun skal selvfølgelig hjem på et eller andet tidspunkt. Men ikke endnu.

Lav løn, stor respekt

I intensivafdelingen arbejder der 120 sygeplejersker fra mindst 15 lande. Kun få er kiwier - den lokale betegnelse for newzealændere.

Mange rejser til Australien, England og Saudi-Arabien, hvor de kan tjene betydelig mere end hjemme. Men blandt newzealændere er traditionen for et par år i udlandet også så etableret, at det har en fast forkortelse. OE for overseas experience.

I New Zealand er lønnen lav, og det er dyrt at bo i Auckland, hvor de udenlandske sygeplejersker som regel finder sammen tre og fire om at dele et hus eller en lejlighed. Det, der trækker, er et betagende smukt land med åbne mennesker. Og en helt anden respekt for sygeplejen. "Hvis du vidste, hvad vi får af takkebreve," siger Ann Louise Hansen.

Løn efter kompetence

I standard og udstyr svarer intensivafdelingen på Green Lane meget til Rigshospitalet, hvor Ann Louise Hansen arbejdede, før hun rejste. Men arbejdsdagene er lange. Sygeplejerskerne har 12-timers vagter, 10 vagter over en periode på tre uger.

Afdelingen ledes af en administrerende oversygeplejerske, mens seks clinical nurse specialists fungerer som afdelingssygeplejersker.

''De er ufattelig dygtige, rent fagligt,'' siger Ann Louise Hansen. Noget af det, hun sætter pris på, er afdelingens systematiske arbejde med uddannelse og faglig udvikling. ''Der bliver hele tiden lagt planer for, hvordan man kan udvikle sig, og man bliver hele tiden opfordret til at opkvalificere sig,'' fortæller hun.

Der er fire kompetenceniveauer, og når man kvalificerer sig til et højere niveau, følger der automatisk en lønstigning med. På niveau 1 er lønnen omkring 35.500 newzealandske dollars om året (knap 135.000 kr.). Med vagtillæg giver det omkring 1.300 dollars hver fjortende dag efter skat (ca. 4.800 kr.).

Ann Louise Hansen er på niveau 3, hvor grundlønnen er steget til 44.000 dollars (165.000 kr.).  Hver fjortende dag får hun udbetalt omkring 1.500 dollars (5.600 kr.). Hun er blevet opfordret til at gå videre til niveau 4, men det kræver, at hun afleverer et større skriftligt materiale.

Aflægger mange prøver

På New Zealand kan man ikke nøjes med uformel oplæring i en afdeling. Alle specialopgaver, små og store, som at give injektioner og lægge venflon, give iv-medicin eller passe transplantationspatienter kræver undervisning, der afsluttes med en formel certificering.

Vagtplanerne bliver lagt, så de tager hensyn til sygeplejerskernes studiedage, og kurser afsluttes med skriftlige test. Ann Louise Hansen har f.eks. syv skriftlige besvarelser liggende, som handler om ekg-tolkning. Dem skal hun rette, og hvis der er problemer, vurderer hun, om det er nok at snakke dem igennem med den pågældende sygeplejerske, eller om det er nødvendigt med mere undervisning.

På Rigshospitalet passede hun samme slags patienter. Det har været let for hende at komme ind i arbejdet, og hun sidder i en gruppe, der udarbejder standarder for afdelingen. Sproget har været værre. Selv om man taler udmærket engelsk, er der et helt fremmed fagsprog, man skal lære.

Sikkerhedsprocedurer

En anden uvant ting var de mange sikkerhedssystemer og sikkerhedstjek. Når Ann Louise Hansen giver iv-medicin, skal hun kalde på en kollega, som kan tjekke hendes beregninger og bevidne, at det var den rigtige medicin, der blev givet. Der skal to underskrifter på al medicin.

''I starten syntes jeg, det var vældig besværligt, at man skulle kalde på nogen hver gang,'' siger hun. ''Men rent faktisk har jeg tit været ude for, at man har fanget nogen i en regnefejl.''

Hvis man opdager, at der er opstået eller begået en fejl, skal man skrive en rapport om det. I starten svor hun, at sådan en rapport ville hun aldrig skrive.

''Jeg var sikker på, at den ville blive brugt til at slå folk i hovedet med.

Men sådan er det faktisk ikke. Der er nogle ansat til at se på fejlene, og når de får en rapport om en pumpe, så undersøger de f.eks., om den skal skiftes ud.'' -

Læs også artiklen "Sygeplejerske hos kiwierne"