Sygeplejerske hos kiwierne

"A truly positive opportunity..." 

Ordene fangede straks min opmærksomhed, da det var overskriften for en jobannonce i Sygeplejersken i oktober 2000. Bureauet Healthlink rekrutterede sygeplejersker fra hele Europa i et forsøg på at dæmme op for sygeplejerskemanglen i New Zealand.

Jeg havde et spændende job på en psykiatrisk skadestue, men eventyrlysten meldte sig, og jeg kontaktede Healthlink. Fra da af gik det stærkt, og snart fandt jeg mig selv travlt optaget af at skrive ansøgning til New Zealand, skrive til Sundhedsstyrelsen, min tidligere sygeplejeskole samt skaffe udtalelser og referencer på engelsk.

Alene for at jeg kunne ansøge om autorisation i New Zealand, skulle min tidligere skole skrive til det newzealandske Nursing Council om min uddannelses sammensætning, fordi jeg ikke har bacheloruddannelsen.

Næste trin var at bestå en engelsktest og dernæst et interview i København med to repræsentanter fra New Zealand. Alt dette var på ingen måde en let proces og heller ikke billig. Men drømmen om New Zealand pressede på, og det samme gjorde rekrutteringsbureauet. I april 2001 var min kæreste og jeg klar til den lange rejse.

Selv om jeg nu var godkendt til at arbejde i New Zealand, var det ikke slut med papirarbejde og diverse ansøgninger. Nursing Council forlangte en måneds prøvetid, inden de ville udstede autorisation, da min danske sygeplejeuddannelse er så forskellig fra deres bacheloruddannelse. Så den første måned arbejdede jeg uden autorisation.

Inden jeg kunne starte arbejdet, skulle jeg også have grønt lys fra occupational health - en arbejdsmedicinsk afdeling, som ikke er udbygget i samme grad herhjemme endnu. En specialuddannet sygeplejerske interviewede mig om mit helbred, testede mig for tuberkulose og gav mig hepatitis B-vaccine. Hun var også meget interesseret i at vide, om jeg havde været i kontakt med multiresistent stafylokok aureus (MRSA), da det er et enormt problem i New Zealand.

Så fulgte to introduktionsdage for nyt personale. Vi havde bl.a. en meget grundig gennemgang af handleplaner i tilfælde af jordskælv, ikke uvæsentligt, da Wellington ligger præcis, hvor to kontinentalplader mødes, og faren for jordskælv er reel. Jeg oplevede også flere små skælv, men ikke det store og altødelæggende skælv, som man har beregnet vil ramme byen inden for de næste 50 år.

En blandet landhandel

Min nye arbejdsplads var Wellington Hospital, et offentligt hospital, som er det største i regionen. Jeg var ansat på ward 30, en kirurgisk afdeling med speciale i mave-tarm-kirurgi.

Det gik dog hurtigt op for mig, at her drejede det sig ikke bare om kirurgisk sygepleje. Sygehuset var organiseret sådan, at alle tomme senge så godt som altid blev udnyttet. Var der ikke kirurgiske patienter nok til afdelingens 28 senge, så blev de fyldt op med medicinske, neurologiske, ortopædkirugiske eller onkologiske patienter. For ikke at tale om børn og intensive patienter (dog ikke intuberede).

Fordelene ved dette er selvfølgelig, at afdelinger ikke eller i hvert fald sjældent overbelægges med

Side 37 

senge på gangene, som man kan opleve i Danmark. Men til gengæld kræver det, at man som sygeplejerske er meget bredt kvalificeret.

Holdningen i New Zealand er, at enhver sygeplejerske kan yde kvalificeret pleje til enhver patient uanset diagnose. Dette betød efter min mening, at der blev givet køb på kvaliteten i effektivitetens navn.

Til gengæld havde hver patient et helt lægeteam tilknyttet, som fungerede godt, og lægerne havde et godt kendskab til deres patienter.

Arbejdet på ward 30

Første gang jeg trådte ind på min nye arbejdsplads, blev jeg helt chokeret og tænkte, at dette umuligt kunne være en tidssvarende afdeling.

Der var gulvtæppe på gulvet, og jeg så flere gange diaré, blod og opkast ende på tæppet og efterlade pletter. Afdelingens 28 senge var fordelt på tre seks-sengsstuer, to enestuer (som konstant var optaget af patienter i isolation pga. MRSA) og to firesengsstuer, hvoraf den ene var en intensiv stue.

Den største forskel for mig var, at plejepersonalet kun bestod af uddannede sygeplejersker. Vi mødte altid seks sygeplejersker om morgenen eller til aftenvagten og tre til nattevagten.

Vi arbejdede med tildelt patientpleje og fik som regel tildelt 3-5 patienter hver. Ud over at have ansvaret for disse patienter udførte man selv al plejen af dem. Der var nok at lave, da mange af patienterne var nyopererede eller akutte.

Opgaverne spændte fra maduddeling, medicingivning, personlig pleje, forbindsskift, pleje af dræn og katetre til udskrivninger, vejledning, psykisk pleje, dokumentation samt måling af blodtryk, puls, temperatur og saturation to gange i hver vagt. Desuden skulle patienterne følges af deres sygeplejerske ned til operationsafdelingen, hvor man gav rapport og så igen fik rapport, når man hentede patienterne på opvågningsafdelingen.

En anden forskel for mig var dokumentation af plejen. Det foregik nemlig ikke i et sygeplejekardex, men i selve jounalen. Så læger, sygeplejersker, socialrådgiver, fysioterapeut osv. skrev alle i samme journal. Og det vel at mærke i hånden.

Da lægerne heller ikke i New Zealand er berømte for læselig håndskrift, gav dette store problemer - især i akut opståede situationer, hvor man hurtigt forsøger at skaffe sig informationer om en patient. I starten var det svært at tyde journalnotaterne, også sygeplejerskernes, og nemmere blev det ikke af, at de brugte forkortelser for stort set alt. F.eks. kunne der stå: ''pt. ind. utt.,'' som betyder: '' The patient has independently been up to the toilet.''

Syvdobbelt stuegang

Men én arbejdsopgave fik jeg som menig sygeplejerske ikke lov at varetage. Og det var stuegangen. Vores afdelingssygeplejerske gik stuegangen på samtlige 28 patienter eller tilstræbte det. Da der var 4-7 forskellige lægeteam repræsenteret på afdelingen, som alle startede kl. 07.30, kunne hun selvsagt ikke følge med samtlige team.

Dette resulterede i, at en del information gik tabt. Jeg tilstræbte at overvære stuegangen hos mine patienter, hvis ikke afdelingssygeplejersken var der. Jeg har ofte oplevet at få information fra patienterne, som f.eks. ''jeg skal udskrives nu'' eller ''de vil tage mig ned til operation i dag.''

Efter stuegang havde afdelingssygeplejersken altid travlt med at videregive alle informationer til de seks sygeplejersker, og ofte lykkedes det kun delvis. Jeg har således oplevet at være midt i at hjælpe en patient med brusebad, da en portør kom for at hente hende til hasterøntgen. Ingen havde fortalt mig

Side 38 

om dette, eller om at jeg skulle med, da stort set alle patienter skulle følges af en sygeplejerske, når de forlod afdelingen.

Det var selvfølgelig frustrerende, og frustrationerne blev ikke mindre af, at det kunne være lige så svært at få informationer den anden vej, når man ikke deltog i stuegangen.

Til gengæld havde lægerne ikke brug for barnepiger, da teamet var meget grundige med deres patienter. De tjekkede og bestilte selv blodprøver, bestilte fysioterapi, socialrådgiver eller diætist efter behov. Så den koordinerende rolle, som danske sygeplejersker har, oplevede jeg ikke i New Zealand.

Det gjorde det nemt for mig som ny og som udlænding at komme ind i jobbet, for jeg kunne koncentrere mig om mine patienter og selve plejeopgaverne.

Patienterne skulle give deres informerede samtykke, hver gang de skulle til en undersøgelse eller til operation. Det betød, at de fik god information af lægerne om procedure og eventuelle bivirkninger forud for stort set alt, de skulle igennem. Selv en almindelig thoraxrøntgen skulle de skrive under på, at de var blevet informeret om og samtykkede i. 

Styr på medicingivning

En af de ting, der for tiden diskuteres meget i New Zealand, er ordinationsret til sygeplejersker. Det er endnu ikke vedtaget, men det er nok kun et spørgsmål om tid, før det bliver en realitet.

Som det er nu, skal al medicin ordineres af en læge. Det gav nu ikke store problemer, idet lægerne ordinerede rigeligt med pn-medicin til de fleste nye patienter og til alle postoperative patienter. Det betød, at der altid var ordineret minimum to forskellige antiemetika samt rigeligt analgetika.

Til postoperative patienter blev sidstnævnte dog altid ordineret af smerteteamet (acute pain management team), som bestod af anæstesilæger og smertesygeplejersker. De tilså dagligt alle postoperative patienter, der havde kontinuerlig epidural analgesi eller patientkontrolleret analgesi, evaluerede behandlingen og regulerede dosis.

Hvis der opstod et akut problem med smerter, tilkaldte vi altid smerteteamet og ikke det lægeteam, patienten ellers var tilknyttet. Patienternes smerter samt bivirkninger blev registreret og dokumenteret minimum hver anden time.

Jeg kunne godt føle, at dette var endnu et område, hvor jeg som menig sygeplejerske ikke havde meget at skulle have sagt, men det var til gengæld tydeligt, at patienterne fik en sufficient smertebehandling.

Det skete, at jeg oplevede patienter med mere kroniske smerteproblemer, men så fandtes der et kronisk smerteteam til at tage sig af det.

Hvis der er noget, som sygeplejersker i New Zealand er gode til, så er det at kontrollere sig selv og hinanden.

Jeg studsede lidt de første gange, hvor en kollega ville have mig til at tjekke, at hun havde hældt den rigtige medicin op eller taget den rigtige iv-væske. Jeg stolede på mine egne metoder til selvkontrol, men deres slagord var '' better be safe than sorry.''

Hver gang vi gav medicin, krævede det en signatur på patientens medicinkort. På den måde kunne alle se, at medicinen var givet og af hvem. Den ordning fungerede rigtigt godt.

Den skarpeste kontrol var dog med omgangen af DDs (dangerous drugs) - altså narkotika. De var som herhjemme låst inde, men vi skulle føre nøjagtigt regnskab med, hvor meget der blev givet og til hvem.

Når jeg skulle give en kodein eller skifte en morfinpumpe, krævede det, at jeg og en kollega begge skrev under, samt at vi talte, hvor mange piller der var tilbage i glasset. Stemte antallet ikke, når farmaceuten foretog sit daglige eftersyn, skulle vi nærmest stå skoleret.

Samarbejde med præsten

Hvor jeg i Danmark har oplevet megen blufærdighed omkring åndelige emner, oplevede jeg nærmest det modsatte i New Zealand. Religion var en vigtig del af hverdagen, og der blev talt om det med største naturlighed. Så selvfølgelig var sygehuspræsterne nogle af vores daglige samarbejdspartnere.

I New Zealand er der mange forskellige retninger inden for kristendommen, og hver retning er repræsenteret med en præst på sygehuset, det gav i alt fem sygehuspræster. Præsterne blev betragtet som

Side 39 

en vigtig samarbejdspartner, og de var altid med til det ugentlige tværfaglige møde på afdelingen.

Mange patienter (også dem med en ikke direkte livstruende sygdom) havde dagligt et besøg af en præst. Nogle dage var det bare snak om patientens liv og situation, andre dage blev forhænget trukket for, og præsten bad for patienten og velsignede den pågældende. Hos meget syge patienter gjorde et besøg af præsten en stor forskel, og ofte kunne patienter med stor glæde fortælle, at præsten ville få hele menigheden til at bede for den pågældende om søndagen.

Jeg oplevede desuden, at hele familier kom ind for at bede med og for deres pårørende. Det er også almindeligt at sige ''God bless'' - Gud velsigne dig, når man siger farvel eller godnat til hinanden. Så på mange måder var religion en vigtig og synlig del af newzealændernes liv.

Kiwi-patienter

En af de mest positive oplevelser ved at arbejde som sygeplejerske i New Zealand var patienterne, som uden at overdrive var fantastiske. Newzealændere - kiwier som de selv kalder sig - er seje mennesker, som bestemt ikke er forvænt med noget. Det betød f.eks., at patienter sjældent ringede på klokken, men i stedet lå og ventede, til en sygeplejerske kom ind på stuen.

En del patienter brød sig ikke om at få hjælp af en sygeplejerske til at blive vasket, så ville de hellere få en pårørende til at hjælpe med badet. Det gjaldt i særdeleshed maori-patienter samt patienter, som stammede fra stillehavsøerne.

Da Wellington Hospital var hovedhospital for en meget stor region, kom mange patienter langvejs fra, bl.a. fra sydøen. Jeg fik mange invitationer fra patienter spredt over et stort område. Jeg synes, det var fantastisk, at patienterne ligefrem inviterede mig på besøg. Men dette var en helt naturlig ting, ligesom hele personalet på afdelingen blev inviteret til en fest for at fejre en afdød patients liv.

Det var skønt at opleve den livskraft, som mange af de ældre var i besiddelse af. F.eks. mødte jeg en 80-årig, som rejser New Zealand rundt én gang om året på sin store motorcykel. Men sådan forstår kiwierne at få det bedste ud af livet.

Flerkulturelt samfund

Da europæerne i sin tid opdagede New Zealand og startede immigration til landet, var landet allerede beboet af maorifolket. Det resulterede i flere krige, og i dag er maori i mindretal i forhold til de europæiske newzealændere (pakeha).

Landet er stolt over, at maorierne ikke har de samme sociale problemer som Australiens aboriginals eller USAs indianere. Men alligevel er maorierne i dag nederst på den sociale rangstige. Maorierne har formået at holde fast i deres kultur og traditioner, og flere steder på Nordøen kan man besøge maorilandsbyer og høre maorikoncerter.

Alle, der har besøgt New Zealand, vil mene, at kiwierne er nogle venlige mennesker. Det er svært at sige, hvad det skyldes, men newzealænderne har en ret enkel tilgang til livet og forstår at nyde det.

Selv om de arbejder meget, er det, som om de har mere fritid end danskerne. Dette skyldes måske, at de er mere aktive, når de har fri, og sjældent ligger foran fjernsynet og slapper af. Pga. det milde klima

Side 40 

har de fleste kiwier interesser i naturen, og mange benytter således ledig tid til at udfolde sig på vandet eller vandre lange ture i de mange nationalparker.

New Zealand, eller i hvert fald nordøen, er et multikulturelt samfund. Der er mange immigranter fra især Stillehavsøerne, Kina og Indien. F.eks. bor der flere samoaer i Auckland, end der bor på Samoa.

Dette var med til at gøre opholdet og sygeplejen ekstra lærerigt, fordi jeg stiftede bekendtskab med så mange forskellige kulturer. Jeg havde desuden kolleger fra så forskellige lande som Australien, England, Nepal, Rusland og Filippinerne. Det var spændende at diskutere sygepleje og arbejde sammen i en så international atmosfære.

Trods de store forskelle på vores lande og kulturelle baggrunde var sygeplejen egentlig forbløffende ens i det store hele, og jeg synes, at det er helt fantastisk at arbejde i et fag, der er så universelt og brugbart overalt i verden.

Bachelors of nursing

I New Zealand er alle sygeplejersker bachelors of nursing ligesom de fremtidige sygeplejersker herhjemme bliver det. De fleste dernede starter på universitetet som 17-18-årige, og det betyder nyuddannede sygeplejersker på helt ned til 19 år.

I deres treårige uddannelse ligger nogle praktikophold, men varigheden er som oftest kun to uger. Så det er begrænset, hvad de har af klinisk erfaring, når de starter deres virke som sygeplejersker. Selv om jeg skulle testes, netop fordi jeg ikke var bachelor, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg med min danske sygeplejerskeuddannelse var særdeles godt rustet i New Zealand.

Lange arbejdsdage

Den ugentlige arbejdstid i New Zealand er 40 timer, og da man selv betaler spisepausen, er den reelle tid på arbejdet 42,5 timer pr. uge. Alt overarbejde udbetales, og der er ingen afspadsering. Sammenlignet med dansk fuldtidsarbejde, bruger man altså en del mere tid på arbejdet.

Vi var seks sygeplejersker i dag- eller aftenvagt, både på hverdage og i weekenden, og det betød, at alt arbejde med forbindsskift, mobilisering af patienter og vejledende samtaler lige så godt kunne foregå i aften- som i dagvagten, hvilket var en stor fordel.

Der var ingen faste regler for, hvor ofte man skulle tage weekendvagt, for det var i modsætning til herhjemme meget populært. Dette skyldtes den store forskel i løn, der er på at arbejde på hverdage og i weekend. En del sygeplejersker dernede arbejder på nedsat tid, men har til gengæld hver weekend og holder på den måde lønnen oppe.

Ret til løn under sygdom optjenes, og bliver man syg inden for det første halve år af sin ansættelse, får man ingenting. Herefter optjener man fem sygedage pr. halve år. Der var et eksempel på en sygeplejerske, der blev sygemeldt i tre måneder inden for sit første halve år og således ikke havde nogen indtægt overhovedet under sin sygdom.

Men det kan ikke slå kiwierne ud, da de jo ikke er vant til et forsørgende, offentligt netværk. De får heller ikke løn under barsel, men lever af mandens indtægt. Til gengæld kan de selv vælge, hvor længe de vil være væk fra arbejdsmarkedet, og når de starter 4-7 måneder efter fødslen, er de ofte på nedsat tid. Hvis man f.eks. stadig ammer, kan man komme på arbejde i fire timer ad gangen et par gange om ugen.

Så det kan man bestemt kalde et fleksibelt arbejdsmarked, men man betaler selv for friheden.

Inden jeg forlod New Zealand i december 2001, blev der vedtaget en lov, der giver ret til seks ugers barsel med løn. For os lyder det ikke af meget, men det var noget, der vakte opsigt og glæde blandt mine kolleger.

Lav løn, lav skat

Der er mange udgifter forbundet med at flytte om på den anden side af jorden. Vi sagde vores lejlighed i Danmark op og solgte en del af vores møbler.

Hospitalet ville betale et beløb på 10.000 danske kr. til dækning af flybillet og motelophold de første 14 dage i landet. Dette var dog betinget af, at jeg blev i stillingen i et år. Så da jeg rejste efter et halvt år, måtte jeg betale halvdelen tilbage.

Vi anskaffede os hurtigt en bil til 3.000 kr., og den kørte vi i et halvt år. Vi fik en fin lejlighed midt i byen og tæt på sygehuset til 3.300 kr. om måneden. Når skatten på 19 pct. var trukket, fik jeg udbetalt omkring 4.000 kr. i løn hver 14. dag.

Det lyder ikke af meget, men leveomkostningerne i New Zealand er lavere end i Danmark. F.eks. kostede en liter benzin bare 3,50 kr. og to liter cola 4 kr.

Vores ophold i New Zealand blev kortere end forventet, da det ikke lykkedes min kæreste at finde et job. Det er desværre virkeligheden for mange, der ankommer til landet som partner til en sygeplejerske eller læge, idet det er svært som udlænding at få et job inden for et område, hvor der ikke er mangel på arbejdskraft.

Derfor blev det kun til et halvt års arbejde som sygeplejerske og derefter halvanden måneds rundrejse i landet, som overgår alt i uberørthed og skønhed. -

Charlotte Strandgaard er ansat i et privat vikarbureau.

Læs også artiklen "Med kolleger fra 15 lande"