Synspunkt: De menneskelige ressourcer

Jeg føler, det er tid til at fortælle om de menneskelige ressourcer, sygeplejersker bruger hver eneste dag, og hvilke personlige risici dette indebærer.

De personalegrupper, der dagligt giver af sig selv som en del af deres arbejdsressource, f.eks. sygeplejersker, har en meget stor risiko for at blive udbrændt. Det kan blive katastrofalt både for den enkelte sygeplejerske, sygeplejerskens familie og for arbejdspladsen. Hvis man skal forebygge dette, kræver det en større åbenhed og accept af problemet, og en løsning kan være professionel hjælp på arbejdspladsen. Professionel hjælp kunne være en psykolog eller sygeplejesupervisor til bearbejdelsen af alle de oplevelser, gode såvel som dårlige, sygeplejerskerne har haft i forbindelse med jobbet.

Problemet er desværre, at der ofte ikke er økonomiske ressourcer til at yde professionel hjælp. Det betyder, at sygeplejerskerne må klare sig selv.

Udbrændthed er ofte blevet betragtet som et tabuemne, men jeg synes, det er vigtigt, vi erkender og taler om problemet. Jeg ser udbrændthed som en spiral, som det kræver utrolig meget vilje og styrke at hive sig selv ud af, når den først er begyndt.

Jeg tror, mange vil nikke genkendende til processen, som beskrives således af John Graversgård i Helse nr. 10, 2001:

Man

1. er optimistisk og engageret i arbejdet
2. begynder at tvivle på egne evner og svinger mellem lede og glæde ved arbejdet
3. føler frustration og magtesløshed
4. opgiver og resignerer
5. bliver kynisk, sløv og handlingslammet
6. brænder ud.

Jeg arbejder på en intensiv afdeling, hvor vi dagligt konfronteres med liv og død. Alle sygeplejerskerne er utroligt dygtige og meget kompetente til deres arbejde. Vi yder en meget personlig og individuelt rettet sygepleje til patienter og pårørende.

De pårørende fylder meget i vores afdeling, da de ofte befinder sig i en krise pga., at f.eks. deres ægtefælle er meget alvorlig syg og risikoen for døden meget nærværende. Vi bruger meget tid på at tale med de nærmeste pårørende, hvilket har en stor betydning for vores arbejde. Både i forhold til patientens egne vaner og levevis, men også i forhold til, at den pårørende skal informeres ofte og f.eks. forberedes på, at deres nærmeste måske dør. Dette er en vanskelig proces for alle parter, og den enkelte sygeplejerske bruger ofte sine egne erfaringer som sygeplejerske og som privatperson til at få en god kontakt til de pårørende.

En intensiv afdeling er ofte en meget travl arbejdsplads med mange alvorligt syge patienter. Sygeplejerskerne skal derfor dagligt prioritere arbejdsopgaverne og må ofte fravælge arbejdsopgaver pga. travlhed. Konsekvensen af alt dette kan være, at sygeplejersken før eller siden ikke kan holde til det store personlige pres og bliver psykisk nedbrudt/udbrændt. Og når der så ingen hjælp er at hente nogen steder, flygter de fra jobbet.

Gennemsnitstiden for intensivsygeplejersker er ca. fem år i de store byer, og ca. 10 år i provinsen. Der er alt for mange intensivsygeplejersker, som helt skifter erhverv eller finder et mindre belastende arbejde. At være sygeplejerske er et hårdt og krævende job. Ofte med dårlige arbejdsvilkår, f.eks. dårlige normeringer og uhensigtsmæssige arbejdstider.

De fleste sygeplejersker arbejder hver anden weekend. Og vi arbejder både aften og nat og jul, påske, pinse og andre helligdage. Vores familier lider store afsavn pga. dette, og vi får ikke en løn, der svarer til vores arbejdsvilkår og ej heller til vores ansvar.

En undersøgelse om kræftrisiko ved natarbejde af Chr. Thye-Petersen og Jens Grund har desuden vist, at der er en væsentlig øget risiko - 50 pct. større - for brystkræft hos kvinder med natarbejde. Og nu vil forskerne undersøge sammenhængen mellem prostatakræft og mænd med natarbejde.

Nu står vi igen over for lønforhandlinger, og det kan meget vel ende med en strejke. Hvis det kommer så vidt, kan jeg kun opfordre politikerne til at blande sig udenom.

Lad os få lov til at udnytte det eneste mulige middel, vi har for at blive hørt, og hvis sygeplejersker er så uundværlige, at en regering er nødt til at gribe ind, hvorfor er vi så ikke uundværlige, når der skal forhandles løn?