Boganmeldelser

Et engageret møde

Jette Buhl, Jette Flindt Pedersen

Den ægte dialog - i vejledning og rådgivning

København: Gyldendal uddannelse 2001
124 sider, 124 kr. 

Vejledning og rådgivning er væsentligt i sundhedssektoren, men på hvilken måde vejleder og rådgiver vi, og hvilken referenceramme ligger bag ''den gode samtale?'' Socialrådgiverne Jette Buhl og Jette Flindt Pedersen har en ganske tankevækkende og inspirerende tilgang: Det personorienterede perspektiv. Filosofien bag dette perspektiv er de fire fænomenologiske grundtanker: 1. Sand erkendelse er bundet til den konkrete livsproces. 2. Erkendelse finder sted i den virkelighed, vi på forhånd har del i og udspringer i vort engagement i livet og verden. 3. Tanker, viden, følelser, sansning og værdier kan ikke skilles ad. 4. Sproget er bestemt af virkeligheden og virker ind på samme virkelighed.

Grundopfattelen i personorienteret vejledning og rådgivning er, at mødet mellem den professionelle og brugeren er et engageret møde mellem mennesker. Det fremhæves for at understrege, at mennesker altid står i relation til hinanden og påvirker hinanden. Det belyses med filosoffen Martin Bubers dialogfilosofi. Etikken belyses gennem K.E. Løgstrups spontane livsytringer og tillid.

Jette Buhl og Jette Flindt Pedersen præsenterer deres teoretiske referenceramme skarpt, enkelt og let tilgængeligt, så man får en klar fornemmelse af, hvad det personorienterede perspektiv betyder i den gode samtale. Vejledning og rådgivning er en sammenhængende proces, men forfatterne opdeler den for overskuelighedens skyld i faser: Forberedelsesfasen, mødet med brugeren, inddragelse af brugeren, forandringer, at samstemme virkeligheden og den ansattes virkelighed. Refleksion defineres og belyses som et uundværligt fænomen i alle former for kommunikation.

Jette Buhl og Jette Flindt Pedersen fremstiller vejledning og rådgivning nærværende og inspirerende. De henvender sig til sundhedsfagligt og pædagogfagligt personale, der ønsker bevidsthed om egen andel i relationen, hvor etikken virkelig er i forgrunden. NLP-inspirerede læsere kan anvende bogen som lærebog, hvor bl.a. de fem neurologiske niveauer belyses praksisrelevant.

Af Anne Winkel, viceafdelingsleder PNS almenpsykiatrisk afdeling, Nykøbing S. 

At hjælpe er at tjene

Greta Marie Skau

Mellem magt og hjælp

Vejledning i god klientbehandling
København: Gyldendal uddannelse 2001
203 sider, 198 kr.

Vold ser ud til at være blevet et udbredt træk i samfundet, men heldigvis er vold og andre krænkelser i dag blevet et offentligt anliggende. Er sygeplejersker bevidste nok om forholdet mellem magt og hjælp i deres profession? Den professionelle hjælperrolle er også en faglig rolle, som indebærer magt og kontrol over andre mennesker. Etiske konflikter og dilemmaer i denne form for arbejde kan være sammensatte og vanskelige at håndtere.

''...Men al sand hjælp begynder med en Ydmygelse; hjælperen må først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe ikke er at herske, men at tjene... at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaar...'' Søren Kierkegaards udsagn om den sande hjælpekunst er lige så ofte citeret, som det er vanskeligt at leve op til. Hvor dybt stikker de professionelles forståelse af, at det at hjælpe ikke er at herske over andre, men at tjene dem? Udfordringen består i at tilrettelægge forholdene sådan, at alle klienter får optimale muligheder for at formidle sig om sig selv og deres livssituation og for som udgangspunkt at have en rimelig chance for at blive forstået og troet.

Greta Marie Skaus pædagogiske og socialpolitiske vision er at tilstræbe en frugtbar forbindelse mellem de umiddelbare modsætninger: videnskab og intuition, rationalitet og fantasi, virkelighed og vision, teknik og følelse. Greta Marie Skau er inspireret af bl.a. Kierkegaard, Uffe Juul Jensen og Alice Millers forfatterskab.

Skau præsenterer fire typologier om forholdet mellem magt og hjælp i et koordinatsystem. Modellen vil være et velegnet analyseredskab til behandlingstilbud, eksempelvis stofmisbrugere. Disse tilbud er ofte i starten præget af en høj grad af magtanvendelse og kontrol, som nedtrappes, efterhånden som klienten bliver i stand til at øge sin selvkontrol. Skau anskueliggør og forholder sig kritisk reflekterende til forholdet mellem magt og hjælp og retter fokus på noget eksistentielt for sundhedsfagligt personale.

Af Anne Winkel, viceafdelingsleder PNS almenpsykiatrisk afdeling, Nykøbing S.    

Ingen kvalitetstid uden kvantitet

Ylva Ellneby

Om børn og stress - og hvad vi kan gøre ved det

Oversat fra svensk af Judy Greve
København: Hans Reitzels Forlag 2000
192 sider, 145 kr. 

Egentlig tog jeg denne bog i hånden med en træt bevægelse. Endnu en i rækken af bøger, som problematiserer børn. Curlingbørn, bimmerbørn, rækken af etiketter, som i tidens løb er blevet påklistret børn, er uendelig, og nu altså også stressede børn.

Min interesse blev dog hurtigt fanget, for Ylva Ellneby giver mange vinkler og eksempler på børns komplicerede virkelighed. Så kompliceret, at kravene rækker ud over nogle børns evner, så de udvikler stresssymptomer og -reaktioner. Stressforskning tyder på, at der er al mulig grund til at tage dette alvorligt. Allergi, som er i kraftig vækst, kan ses i sammenhæng med stress. Ifølge nogle forskere vil det først og fremmest være stress og stressrelaterede sygdomme, næste generation vil dø af. Fremtidsforskere, som beskæftiger sig med, hvilke kvaliteter nutidens børn får brug for som voksne, har som fælles facit: Et godt selvværd og indre stabilitet, evne til at stille spørgsmål og opsøge viden. ''Stressede børn føler sig uduelige, skyldige og har et lavt selvværd.'' ''Ingen forældre ophidser eller stresser deres børn med vilje.'' En undersøgelse har vist, hvordan hovedparten af en gruppe forældre opfattede deres børn som værende velbefindende og lykkelige. Halvdelen af samme gruppe børn fortalte, at de var ulykkelige og ensomme. Et barn føler sig ikke set, når forældre er usikre og usynlige eller ikke evner at balancere behov og krav. Ylva Ellneby slår fast med syvtommersøm: Børn har brug for tid sammen med nærværende og engagerede forældre. Det liv, børn lever uden for familien, er præget af støj, store børnegrupper og få voksne, adskillelse fra forældrene og sparsom, fredfyldt kontakt med en voksen, faktorer, som giver børn et stressfyldt arbejdsmiljø. Forfatteren er pædagog og har mange gode bud på, hvordan dette miljø kan forbedres og gøres mindre stressfyldt. Jeg ledte dog forgæves efter en beskrivelse af, hvordan der kan bygges bro mellem barnets to verdener, hjemme og ude, og af det nødvendige samarbejde mellem voksne, for at et barn, som mistrives, kan hjælpes.

Ylva Ellneby behandler sit stof så grundigt, at der forekommer en del gentagelser, men uden at moralisere formår hun at tegne en kritisk skitse af det liv, voksne tilrettelægger for børn, i håb om, at vi gør det med åbne øjne.

Af Hanne Lindhardt, sundhedsplejerske, Farum Kommune. 

Væsentlige aspekter i livets vinter

Margareth Bondevik

De eldste eldre

Erfaringer og refleksjoner
Oslo: Gyldendal Akademisk 2001
185 sider, 220 nkr.

Personlige interviews med 80-105-årige er det empiriske grundlag for dette arbejde, som hviler på to tidligere studier af forfatteren. Den ene fra 1984 handler om plejehjemsbeboere og deres oplevelser af identitet. Den anden er et doktorandarbejde fra 1997, en kvantitativ og kvalitativ spørgeskemaundersøgelse af de ældste ældres opfattelse af bl.a. væsentlige aspekter i livets vinter. Hensigten har været at finde et bedre empirisk grundlag for planlægning og gennemførelse af pleje og omsorg for de ældste ældre, så de oplever et så godt og meningsfuldt liv som muligt. Hovedvægten er lagt på positive erfaringer med at blive gammel, ressourcer og behov, hvor de kvalitative data er i centrum.

Bondevik har gennem kategoriserede, bearbejdede og analyserede kvalitative interviews af 221 gamle fremstillet deres opfattelse af ensomhed og social kontakt, dagliglivets aktiviteter, eksistentielle værdier og livskvalitet. Temaerne er belyst med relevant og aktuel teori, kendt af mange sygeplejersker. Tilbagetræknings- og aktivitetsteori ses i et nyere lys. Carpers kundskabsteori, Tornstams geotranscendens, Frankls eksistentialisme, Weis' ensomhed, Eriksons egoudvikling og rolleteori er bare et udpluk af de anvendte teorier.

Bondevik causerer over ældre som samfundsproblem, som ''bedblockers.'' Har vi for mange? Og om tendenserne til ned- og undervurdering af gruppen. Bondevik er sygeplejerske og dr.polit. Hun udtrykker sig klogt med varme og engagement om de gamle og gør rede for forberedelserne til dataindsamling, for udfyldelse af spørgeskema og for kvantitative og kvalitative interviews. Forfatterens nænsomhed udtrykkes således: ''Målet må være at det enkelte gamle menneske opplever intervjuet som positivt og berikende, ved å sitte ansikt til ansikt med en intervjuer som er interessert i hans eller hennes erfaringer og som behersker kunsten å lytte. Det må unngås at intervjuet oppleves som en krevende tankeprestasjon og en belastning.''

Målgruppen er for sygeplejersker under geriatrisk videreuddannelse, men også andre personalegrupper vil kunne få glæde af at stifte bekendtskab med forfatterens indsigtsfulde menneskelighed.

Af Hanne Nissen Hugod, ledsagesygeplejerske, afdelingssygeplejerske i Bomiparken 

Organisering af velfærdsstatens tilbud til ældre

Kurt Wissendorf Møller

Ældrepædagogik - et postindustrielt design

Frederikshavn: Dafolo 2000
140 sider, 200 kr.

Som udgangspunkt mener forfatteren, som er læreruddannet, at tilbuddene i den offentlige sektor til ældre mennesker er organiseret på industrisamfundets præmisser, og at det er en hindring for udvikling og fornyelse. Fornyelsen, der skal til, er opkvalificering af personalet og rekruttering af andre faggrupper, bl.a. pædagoger, så indsatsen bliver mere kvalificeret og individualiseret. Personalet skal ud over at tilbyde omsorg og pleje også være samtalepartner eller sparringspartner med den ældre ved eksistentielle spørgsmål.

Bogen er ment som en beskrivelse af et nyt fundament til inspiration for organiseringen af velfærdsstatens tilbud til ældre. Fremtidens ældre forventer, at de offentlige velfærdsydelser understøtter mangfoldigheden i de individuelt levede liv, lyder buddet. ''Der vil blive brug for personale med en bred viden om filosofi, sociologi, historie, psykologi og andre humanistiske fag, der kan indgå i den eksistentielle samtale, som mennesker på vej til døden har brug for.''

Der redegøres for det relativt nye begreb, ældrepædagogik, i et kortere historisk perspektiv, og der fokuseres på en dobbelt udfordring i begrebet. På den ene side menneskets behov for livslang læring, på den anden side vedligeholdelse af allerede lærte færdigheder eller genlæring af tabte færdigheder f.eks. efter sygdom.

Traditionel børne- og ungdomspædagogik og erhvervsrettet voksenpædagogik er orienteret mod det kollektive, mens det særegne ved traditionel ældrepædagogik er en orientering mod individet. Forfatteren gør sig til talsmand for, at begrebet udvides til et kulturbaseret ældrepædagogisk begreb for at imødekomme ældre menneskers behov for omsorg og læring. Første halvdel af bogen lægger op til indfrielse af dette mål ved at redegøre for begrebet ældrepædagogik og forfatterens nuancering af begrebet og pædagogisk-teoretiske positioner.

Problemerne opstår i sidste halvdel, hvor omdrejningspunktet, begrebet ældrepædagogik, ikke anvendes i forhold til indholdet i kapitlerne om livsformsteori og læring, demografi, biologisk aldring, demenssygdom som pædagogisk udfordring eller det særligt problematiske ved udviklingshæmmedes aldring. I stedet ændrer bogen karakter til at blive en basislærebog for pædagogstuderende.

Der er hverken et afsluttende og samlende kapitel eller en konklusion, og der mangler perspektivering af forhold til, hvilken opkvalificering af medarbejderne i den offentlige sektor der efterlyses, og hvordan pleje- og omsorgsopgaverne skal løses. Nyorientering og konkrete overvejelser om andre måder at tilrettelægge arbejdet på gives der ikke eksempler på. Jeg savner også en diskussion af den ukritiske anvendelse af begrebet ældrepædagogik. Udgangspunktet må være, at mennesker ældes med bibeholdelse af deres intellektuelle færdigheder medmindre sygdom som f.eks. demens forhindrer det. Der er således ikke brug for en særlig pædagogik eller pædagogisk metode, fordi mennesker bliver ældre, men der skal tages hensyn til ændringer i den enkelte ældres evne til mestring og læring. Faktorer som nedsat syn eller hjerneskade efter apopleksi kan forsinke eller besværliggøre indlæring af ny viden eller generhvervelse af tabte færdigheder.

Der savnes også en diskussion af, om det er velfærdsstatens opgave at være sparringspartner på individuelt niveau med ældre borgere, når det drejer sig om eksistentielle valg og muligheder.

Hvert kapitel indledes med børns citater om alderdom. Hver for sig sjove, men komplet irrelevante for kapitlernes indhold. Det er også irriterende, at undertitlen ikke er ens på forside og titelblad.

Af Lisbeth Bøggild, sygeplejerske, SD, konsulent.