Sygeplejersken
Private firmaer dumper prisen
Kommunerne skal ikke regne med at kunne spare lige så meget, som Græsted-Gilleleje Kommune har gjort, hvis de udliciterer hele ældreplejen. De private plejefirmaer har dumpet priserne for at komme ind på markedet, men det bliver de ikke ved med.
Sygeplejersken 2002 nr. 2, s. 6-7
Af:
Claus Leick, journalist,
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
Kommunerne bliver skuffede, hvis de regner med, at udlicitering af ældreplejen vil give dem en besparelse på 10 pct., sådan som tilfældet har været i Græsted-Gilleleje Kommune. De økonomiske fordele ved at udlicitere ældreplejen er reelt noget mindre og måske endda tvivlsomme.
Græsted-Gilleleje Kommune har nydt godt af at være den første kommune, der udliciterede sin ældrepleje. De private firmaer har været villige til at dumpe priserne for at komme ind på markedet og for at skaffe sig erfaring.
Økonomisk har det været en tvivlsom fornøjelse for firmaerne. Og den situation vil de næppe bringe sig selv i igen, næste gang de skal byde på ældreplejen i en kommune.
''Priserne har været langt nede - også for langt nede,'' siger Susanne Norup, der er direktør i ActivCare, som med datterselskabet ActivSeniorCare A/S er et af de tre firmaer, som vandt udbuddet i Græsted-Gilleleje Kommune.
Hun er derfor ikke i tvivl om, at Græsted-Gilleleje Kommune har scoret på at være den første kommune, som udliciterede hjemmeplejen. ActivCare har med tilbuddet til Græsted-Gilleje Kommune ikke haft ambitioner om at skulle gøre en god forretning, men satser blot på at ''gå i nul'' efter fire år.
''Vi var syv leverandører, som alle gerne ville ind på markedet, da Græsted-Gilleleje Kommune sendte sin ældrepleje i udbud. Det pressede priserne helt i bund. Men det vil ændre sig, når landets øvrige kommuner begynder at udlicitere deres ældrepleje. Så vil priserne gå op,'' forklarer Susanne Norup og tilføjer, at der for kommunerne selvfølgelig er andet at hente ved en udlicitering end en evt. økonomisk gevinst.
Mange konkurser i Sverige
Også i forhold til den lettere pleje har der hidtil været en tendens til, at de private firmaer presser priserne for meget i bund.
Peer Krogh, direktør for den danske virksomhed Forenede Service, der står for rengøring og let pleje i 6-7 danske kommuner samt sygepleje, hospice, lægetjenester og hjemmehjælp i Sverige, siger:
''Ingen kan leve af at sponsorere hjemmeplejen. I Danmark er der en tendens til, at firmaerne trækker hinanden for langt ned i pris.''
Forenede Service bad i efteråret om at blive købt ud af en kontrakt om hjemmepleje i Gladsaxe Kommune. Firmaet havde givet et for billigt tilbud.
Erfaringerne fra Sverige, hvor udlicitering af ældreplejen er meget udbredt, viser da også, at konkurrencen på prisen kun er et overgangsfænomen, når kommunerne udliciterer. På sigt kan de private firmaer ikke gøre det meget billigere, men konkurrerer så i stedet på kvaliteten.
Side 7
Forskningsleder Palle Mikkelsen fra Institut for Offentlig Økonomi og Udvikling siger:
''De private firmaer må i begyndelsen satse økonomisk for at komme ind på markedet. Det har de også gjort i Sverige i starten af 90'erne, hvor priskonkurrencen nogle steder var benhård, og mange firmaer endte med at gå konkurs. I dag er det ikke prisen, men kvaliteten og kreativiteten, som firmaerne konkurrerer på,'' siger han.
Kan tage opgaven tilbage
I Græsted-Gilleleje Kommune er politikerne glade for at have nydt godt af den hårde konkurrence mellem firmaerne. Og bliver det for dyrt at lade de private firmaer stå for ældreplejen, næste gang opgaven sendes i udbud, er borgmester Jannich Petersen (V) parat til igen at lade den blive kommunal.
''Vi laver meget grundige kontrolberegninger, når vi sender en opgave i udbud. Og det vil vi også gøre fremover. Viser det sig, at det ikke kan betale sig at udlicitere ældreplejen, fordi firmaerne er for dyre, kan vi når som helst tage driften tilbage,'' forklarer borgmesteren og tilføjer:
''Det kan lade sig gøre, fordi vi har valgt at bevare visitationen på kommunale hænder.''
Jannich Petersen understreger dog, at selvom besparelsen skulle blive mindre ved næste udbud, kan det stadig vise sig, at der er penge at spare - måske bare ikke så mange som i dag.
Desuden er den økonomiske besparelse ikke det vigtigste for Græsted-Gilleleje Kommune, som lægger stor vægt på, at de ældre har mulighed for at vælge mellem flere leverandører.
Læs om erfaringerne med udlicitering af hjemmeplejen i Græsted-Gilleleje Kommune på de følgende sider: