Synspunkt: Sygeplejeledelser har et problem

Jeg har været sygeplejerske i snart tyve år. I mange år efter endt uddannelse var jeg både glad og stolt over mit fag, men som arbejdsbetingelserne har udviklet sig i de senere år, har jeg ligesom mange andre sygeplejersker følt en stigende frustration og mangel på arbejdsglæde. Jeg mener, at sygeplejeledelserne bærer en stor del af skylden for denne tiltagende lede ved faget, som mange af os almindelige kliniske sygeplejersker har fået, og som har resulteret i en flugt fra hospitalssektoren. Undskyldninger som det lave lønniveau og travlhed har i virkeligheden kun ringe betydning. Lønnen har jo altid været lav, og i vort fag har vi altid skullet løbe stærkt.

I 90'erne har sygeplejen været præget af en mødedille, hvor selv den mindste lille ting skulle vendes og diskuteres. Især har ledermøder været moderne. Jeg har ofte som undersåt tænkt på, hvad ledelserne egentlig får ud af disse utallige og meget ressourcekrævende møder. Gladere medarbejdere? Mere tilfredse patienter? Nej, mit personlige indtryk er det stik modsatte. Kontorarbejde og papirnusseri er i højsædet, mens der kun er ringeagt tilovers for de sygeplejersker, som sætter en ære i at pleje de syge og yde menneskelig omsorg for både patienter og deres pårørende.

Jeg er i mine job ofte stødt på patienter, som har været indlagt gennem længere tid; patienter, som har været for syge til selv at klare den personlige hygiejne. Disse patienter har ikke fået udført mundpleje, og de har været uvaskede og ildelugtende. Forbindinger trænger til skiftning og gamle Venflon er ulækre og helt ubrugelige. Kan vi være det bekendt? Kunne det ikke gøres bedre ved en anderledes prioritering af vores tid?

I ledelserne er tidens modeord ''udvikling af sygeplejen.'' Jeg undrer mig over, hvordan man som uddannet sygeplejerske kan gå så meget op i udvikling, når den basale sygepleje slet ikke er i orden, fordi alt for mange sygeplejersker beskæftiger sig med alt muligt andet mere prestigebetonet arbejde. Hvad er det, man har brug for som patient? Som indlagt og syg har man brug for en fagligt dygtig sygeplejerske, en, som kan sit håndværk. Man har brug for omsorg og menneskelighed og hjælp til de praktiske ting, som man ikke selv kan klare. Hvad er det så egentlig i sygeplejen, som hele tiden skal udvikles? På hvor mange måder kan man f.eks. ryste en hovedpude, passe en opvågningspatient eller en patient med lungedræn?

Er det mon fordi, sygeplejeledere har mindreværdskomplekser, at de ligger under for tidens mode inden for ledelsesteorier? Her tænker jeg på begreber som kompetenceudvikling, idegrundlag, jobprofil, dokumentation og medarbejderudviklingssamtaler. Jeg har mødt ledere, som med liv og sjæl går op i disse ting, som de almindelige medarbejdere kun har latter tilovers for. Men det er selvfølgelig ikke noget, man taler højt om.

For tiden skal alt dokumenteres. Jeg har oplevet ophængte skemaer, hvor man som medarbejder krydser af og skriver dato og initialer, når man har rengjort en hylde i et skab. Jeg har hørt fra andre sygeplejersker, at de dokumenterer skriftligt, når de har redt en seng. Visse ting er selvsagt vigtige at dokumentere, f.eks. behandlingsforløb, men jeg finder de nævnte eksempler latterlige. Er denne umyndiggørelse udtryk for, at sygeplejelederne ikke har tillid til deres medarbejdere?

Det er mit indtryk, at vi i sygehussektoren får flere og flere ledere. Ledere, som ikke deltager, og som i mange tilfælde ikke ønsker at deltage i plejen af patienterne, fordi det i dag er en arbejdsopgave med lav status. Flere ledere og mindre plejepersonale vil hverken gavne patienter eller medarbejdere i en tid, hvor sygeplejersker er en mangelvare. Mon ikke det en dag går op for sygehusledelserne, at det gælder om at udnytte den knappe ressource på egentlig sygepleje frem for at afprøve tidens hit inden for ledelsesværktøjer indkøbt i dyre domme hos amerikanske konsulentfirmaer?

Hanne Schiellerup er ansat som konsultationssygeplejerske i en almen praksis.