Boganmeldelser

Et selvtilstrækkeligt bureaukrati uden besjæling

Michael Valentin

Bare det holder min tid ud

Fagbevægelsen - fortid og fremtid?
København: Ascherhoug 2002
89 sider, 129 kr. 

''Bare det holder min tid ud'' får mig til at tænke på Parkinson. Ikke ham, der har givet navn til Parkinsons sygdom, men ham, der skrev Parkinsons Lov. Loven fik han bl.a. inspiration til i det snart 100 år gamle eksempel fra det engelske marineministerium, der fik til opgave at reducere antallet af medarbejdere i marinen. Da arbejdet blev påbegyndt, blev der flere og flere ansatte i marineministeriet til at sørge for færre og færre medarbejdere.

Michael Valentin fortæller, at der for 40 år siden var én lønnet fagforeningsansat for hver 1.600 medlemmer. I dag er der 250 medlemmer for hver bureaukrat eller fuldtidslønnet politiker i fagbevægelsen. ''Uden sammenligning overhovedet - blot til eftertanke - er der eksempelvis knap 300 patienter pr. læge i Danmark.'' Men aldrig i Danmarks historie har der været så mange medlemmer af en fagforening. I 1970 var der godt 1,1 mio. fagforeningsmedlemmer. I dag er der 2,2 mio.

Holdningsundersøgelser viser, at selv de, der ikke er medlem af en fagforening, mener, at fagforeninger er nødvendige. Som tidligere LO-formand Thomas Nielsen sagde i sin afskedstale: ''Vi har sejret ad helvede til - godt!'' Michael Valentin stiller kritiske spørgsmål til, om det nu står så godt til med fagbevægelsen i dag. Hans erfaringsbaggrund er primært fra LO-området. Hans mål er, med inspiration fra filmindustrien, at opstille et sæt dogmeregler for fagbevægelsen. Hvis fagbevægelsen ikke fandtes i år 2002, ville nogen så opfinde den, spørger Valentin, og ville fagbevægelsen så søge tilbage til sine rødder, og hvordan ser de rødder ud i dag?

For at besvare sine egne spørgsmål giver han en kort historisk oversigt over fagbevægelsens udvikling, dens indsatsområder og de politiske ægteskaber. Han argumenterer for, at der er to begrundelser for, at fagforeningerne stadig har medlemmer. Den ene er den faglige identifikation. Den anden er virksomhedsidentifikationen og virksomhedskulturen.Valentins anbefalinger er, at fagbevægelsen tilpasser sig videnssamfundet ved at tilbyde medlemmerne digitale serviceydelser, e-learning og en mere direkte indflydelse f.eks. via urafstemninger.

Han argumenterer for, at ligegyldigheden blandt medlemmerne udgør den største fare for fagforeningernes muligheder for at tilpasse sig til medlemmernes ønsker og forventninger og for det demokratiske grundlag. Her kan drages en parallel til de politiske partiers vælgerforeninger, hvis medlemsunderlag er blevet så sparsomt, at Folketinget har været nødsaget til vedtage øgede bevillinger til partistøtte. Selv om danskerne er stolte over demokratiet, gider de ikke bruge aftenerne i vælgerforeningerne. Hvor de fagforeningsutilpassede i halvfjerdserne truede med at blive, truer de i dag med at blive væk. De orker ikke at tage kampen op mod det, de synes er et selvtilstrækkeligt bureaukrati uden besjæling.

Er fagbevægelsen og de politiske bevægelser i dag overhovedet udtryk for det repræsentative demokrati? Når demokratiet ikke længere kan anvendes til at indfange utilfredsheden, kan næste skridt være vigende loyalitet og udmeldelse. Ud fra Valentins egen argumentation kan man forsigtigt konkludere, at fagforeningerne nok ville blive opfundet i dag, men måske i en noget smallere udgave. Kerneydelserne er i dag kompetent rådgivning og professionel service. Valentins dogmeregler for fagforeningsarbejde er så tilpas brede, at bortset fra den om, at alle valgte og ansatte i fagforeningen skal have en værge, vil alle kunne række hånden op i tilslutning. Passer nogle af beskrivelserne på Dansk Sygeplejeråd?

Bogen er skrevet ud fra erfaringsbaseret viden, så påstandene må kunne efterprøves - også erfaringsbaseret. Jeg har testet dem på nogle af mine sygeplejerskeveninder, hvoraf nogle er organisatorisk aktive og andre fagligt aktive. De oplever alle organisationen som et tungt maskineri. Kontingentet er alt for højt og kurserne for dyre. De er glade for tidsskriftet, lommebogen og De Faglige Sammenslutninger, men få oplever, de er en del af det repræsentative demokrati.

Alle svarede dog positivt på stort set alle spørgsmålene i dogmeregler for fagforeningsarbejde. Så noget tyder på, at det Dansk Sygeplejeråd har kikkerten indstillet på fremtiden. De 87 sider er hurtigt læst og er et lille friskt vindstød i debatten om fremtidens fagbevægelse. Der er ikke tale om en videnskabelig udredning, men tanker formuleret ud fra erfaringer høstet under ansættelse i fagbevægelsen. Bogen burde læses af alle sygeplejersker specielt af dem, der mener, at deres fagforening burde se anderledes ud. Under alle omstændigheder er bogen optakt til en god diskussion.

Af Lise Therkelsen, sygeplejerske, cand.mag., konsulent i Dansk Sygeplejeråds sekretariat.