Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Løfter i flok

Et forsøg med at lade portører mobilisere patienter på et medicinsk sengeafsnit blev så stor en succes, at det nu fungerer permanent. Portørerne fik mere kontakt til patienterne, og plejepersonalet kom af med deres dårlige samvittighed og fik færre rutineprægede opgaver.

Sygeplejersken 2002 nr. 31, s. 6-7

Af:

Lotte Havemann, journalist

Den ubehagelige fornemmelse af ikke at gøre nok for at mobilisere patienterne er forsvundet fra afsnit M 130 på Centralsygehuset Nykøbing Falster. Det samme er ventetiden på portørerne og en del af de skridt, plejepersonalet normalt tager, når de skal have hjælp til at løfte en patient eller hente en lejringspude.

Medicinsk sengeafsnit M 130 har nemlig fået tilknyttet en fast portør på afdelingen. Alle hverdage fra kl. 8.00-15.30 er en portør til stede på afdelingen. Han er primært med til at mobilisere patienter, men flytter også senge, pakker varer ud, serverer mad, tømmer skraldespande og laver evt. småreparationer.

Alle personalegrupper har mærket en positiv forandring efter den nye ordning, som blev indført permanent ved årsskiftet: Plejepersonalet, fysioterapeuterne og de fem såkaldte afsnitsportører, som deler den faste ugentlige turnusordning på afsnittet. Portørerne har fået flere opgaver, som har med patienter at gøre, fysioterapeuterne er blevet aflastet, og plejepersonalet har fået færre rutineprægede opgaver og kan bedre koncentrere sig om at pleje patienterne.

Portørernes initiativ

Det hele begyndte med, at portørerne på Centralsygehuset Nykøbing Falster ønskede sig mere patientkontakt. De henvendte sig til sygehusets plan- og udviklingsafdeling, og sammen besluttede de at lave et forsøgsprojekt, hvor portørerne skulle

Side 7 

mobilisere patienter på en medicinsk afdeling. Valget faldt på afsnit M 130, som havde det største behov for hjælp pga. mange tunge patienter. Personalet på M 130 var selv interesserede i hjælpen. De havde dårlig samvittighed over, at de ikke altid nåede at mobilisere patienterne. Og samvittighedsnaget udmøntede sig i stress.

Skepsis og ros

Der var dog også skepsis på begge sider. Portørerne var nervøse for at miste kontakten til kollegerne på portørcentralen, og personalet på M 130 frygtede, at portørerne ville bevæge sig for langt ind på deres arbejdsområder. Men i dag, hvor forsøget er blevet indført permanent på M 130, får ordningen rosende ord.

Sygeplejerske og souschef på M 130, Rose Krøyer, siger:

''Vi er simpelthen så glade for det. I en travl hverdag på en medicinsk afdeling får vi ikke gjort nok ved mobiliseringen af patienterne. Vi følger dem ud til toilettet, men vi får ikke trænet på trapper eller gået en tur ud i vestibulen med dem for at trække noget frisk luft. Det gør portørerne nu, og vores dårlige samvittighed er forsvundet.''

Rose Krøyer fortæller, at det er en stor fordel, at plejepersonalet ikke først skal ringe til portørcentralen og derefter vente på en portør, men altid har ''en stærk mand i nærheden,'' også hvis en patient falder.

Data som sidegevinst

Plejepersonalets morgenkonference er blevet rykket frem for bl.a. at have tid til at vurdere og prioritere, hvilke patienter der har brug for mobilisering. Hver morgen lister plejepersonalet op, hvornår hvilke patienter skal til undersøgelse, dialyse eller lignende. Så ved afsnitsportøren dels, hvornår patienterne skal transporteres rundt, og dels, hvornår der er tid til at mobilisere de pågældende patienter.

Portørerne har desuden en evne til at motivere patienterne til at komme ud af sengen i højere grad end plejepersonalet, har Rose Krøyer bemærket:

''Når vi spørger ''fru Hansen,'' om hun vil op at gå en tur, så er det ikke altid, hun orker lige den dag. Men når der kommer en frisk portør, så lyser hun helt op. Portørerne kan få patienterne til flere ting, og mens de går og hyggesnakker, er de pludselig nået hele vejen ned ad gangen.''

En sidegevinst ved den hyggesnak, portørerne har med patienterne, er, at samtalerne kaster oplysninger af sig, som plejepersonalet kan bruge, fortæller Rose Krøyer:

''Portørerne får data om patienterne, som vi ikke nødvendigvis ville have fået, og som vi kan bruge til at yde bedre pleje.''  

Faggrænser flyttede sig

Ordningen med afsnitsportører har rykket jobhierarkiet opad for alle personalegrupper, og det har ikke kostet nogen penge. Flere sengeafsnit ønsker nu deres egne portører.
At lade en gruppe portører på Centralsygehuset Nykøbing Falster være med til at mobilisere tunge patienter på en medicinsk afdeling har vist sig ikke kun at være positivt for patienterne. Ifølge en rapport om SUS-projektet fremgår det, at også organisations- og kompetenceudviklingen af personalet har været vellykket. Portørerne har fået flyttet nogle faggrænser i det såkaldte jobhierarki, og sygeplejerskerne, social- og sundhedsassistenterne og sygehjælperne er blevet aflastet i nogle rutineprægede opgaver. Der tales om en såkaldt opstigningsspiral, som alle personalegrupper er glade for.

Færre sygedage

Sygefraværet faldt i projektperioden. 30 pct. for plejepersonalets vedkommende og 75 pct. for portørerne. Faldet hos plejepersonalet skyldtes dog udelukkende en forskel i langtidssygefraværet. Arbejdsglæden hos begge grupper steg. Personalet blev i tre forskellige uger (fordelt over et år) spurgt om deres tilfredshed med arbejdet. Forskellen fra første til tredje uge var 11 procentpoint for plejepersonalet og 26 procentpoint for portørerne.

Projektet startede op i eftersommeren 2000. Ved årsskiftet 2001/2002 blev ordningen med en fast afsnitsportør i dagtimerne alle hverdage på medicinsk sengeafsnit 130 gjort permanent.

Den nye ordning har ikke kostet andet end en grøn lampe på afdelingen, som portøren slukker, hvis han går fra afdelingen. Portørafdelingen på Centralsygehuset Nykøbing Falster er ikke blevet opnormeret. Den har fundet ressourcerne ved at udnytte portørernes tid bedre, nu da afsnitsportørerne - via en tæt kommunikation med afsnittets personale - bedre kan planlægge deres arbejdsopgaver.

Ifølge projektmedarbejder og fysioterapeut Claus Heinecke har flere sengeafsnit på sygehuset vist stor interesse for ordningen. Sygehusledelsen på Centralsygehuset Nykøbing Falster er umiddelbart positive over for en udvidelse af ordningen, men det vil kræve en opnormering af portørafdelingen og er endnu ikke afklaret.