Administrationschef i Kosovo

Billede

Side 13 

''Det gælder om at være kold som jordbæris.'' Gete Bj´erring har sin egen udtryksform, når hun taler om udfordringerne i den række af internationale job, hun har haft siden 1995. Og hun har sin egen måde at gribe opgaverne an på. Hun er uddannet sygeplejerske og har i Danmark især beskæftiget sig med psykiatri, fra patientkontakt til undervisning og ledelse. Senest har hun været vicechefsygeplejerske på Roskilde Amts psykiatriske institution ''Fjorden.'' Sideløbende med arbejdet har hun uddannet sig som psykoterapeut og har taget flere uddannelser i ledelse og administration, herunder en mastergrad i offentlig administration på Handelshøjskolen i København.

I april 2002 blev Gete Bjerring ansat af EU til at lede administrationsafdelingen i Kosovos Økonomi- og Finansministerium.

Krigstraumatiserede børn

Og det var ikke første gang, Gete Bjerring var i Kosovo. Efter den dramatiske konflikt i 1998-99 var mange børn i Kosovo ramt af psykiske lidelser. Dansk Røde Kors iværksatte derfor et projekt kaldet CABAC (Children Affected By Armed Conflict), som Gete Bjerring i 2000 blev leder for.

Antallet af børn, der havde behov for hjælp, var så stort, at der ikke kunne blive tale om behandling på særlige institutioner. I stedet satsede projektet på at sætte skolelærere i stand til at hjælpe børnene i klasserne. Gete Bjerring tog vare på organiseringen og deltog i uddannelsen af en stab af lokale undervisere, som så stod for uddannelsen af skolelærerne. Hun modstod fristelsen til selv at rejse rundt og undervise på skolerne. Det var vigtigere og mere bæredygtigt at sikre tilstedeværelsen af lokal undervisningskapacitet.

Kernen i behandlingen var at stimulere børnene til at give udtryk for deres indre billeder af belastende oplevelser i stedet for at brænde inde med dem. Det kunne gøres ved at tale om tingene, men børnene kunne også male billeder eller udtrykke sig kreativt på anden vis. Disse udtryk kunne logisk nok være lige så grusomme som de forhold, traumerne udsprang af. Et barn lavede således et yndigt lille paphus med blomsterkasser og vinduer og døre, der kunne åbnes. Derpå satte barnet ild til huset og lod det brænde så meget, at det passede til erindringerne.

På et tidspunkt mødte Gete Bjerring en kosovoalbansk leder af en lille landsbyskole, som bad om hjælp til sin søn. Da landsbyen blev indtaget af serbiske væbnede styrker, var det lykkedes drengen at gemme sig. Fra sit skjulested så han soldaterne føre hans mor og søstre væk, og han så dem skyde dem. Drengen viste nu klare symptomer på traumatisering: Han var ukoncentreret, ustabil, aggressiv og havde hyppige mareridt. Et typisk eksempel på de børn, programmet skulle støtte.

Mødet med skolelederen gjorde indtryk og befæstede troen på, at det var relevant at tage ud og gøre noget for at hjælpe - at det gav mening at leve under vanskelige vilkår i udlandet, ofte uden vand, elektricitet og varme. 

Opstramning af arbejdsgang

Siden april 2002 har Gete Bjerring været ansat af EU til at lede administrationsafdelingen i Kosovos Økonomi- og Finansministerium. Som et led i den gradvise overgang fra international til lokal politisk styring har ministeriet nu fået en lokal minister, men situationen er stadig så flydende og freden og de demokratiske institutioner så svagt funderede, at det er nødvendigt med international assistance og overopsyn på mange planer.

Afdelingen med 20-30 medarbejdere har i de seneste par år ikke haft den fornødne internationale bevågenhed, og der er stort behov for opstramning af arbejdsgange og moral.

Kort efter Gete Bjerrings tiltrædelse ''viste det sig,'' at afdelingen havde fået til opgave hurtigst muligt at gennemføre en fysisk flytning af 120 af ministeriets arbejdspladser til nye lokaler, der først skulle identificeres, istandsættes og udstyres med den fornødne IT-infrastruktur mv. Ingen havde tilsyneladende gjort sig klart, hvor stor en indsats en sådan flytning indebærer. Job-starten har således fået karakter af en dramatisk ilddåb, og sagen kan måske give et indtryk af, hvilket kaos der hersker, når man på kort tid skal få et totalt sammenbrudt administrationsapparat til at fungere igen.

Side 14 

Arbejdet i Kosovos økonomi- og finansministerium indebærer naturligvis, at der skal præsteres nogle konkrete resultater, men Gete Bjerring ser dette og tidligere lederjob i et bredere perspektiv. For hende er opgaven nok så meget at sætte de lokale medarbejdere i stand til selv at udføre arbejdet og træffe de nødvendige beslutninger uden hendes medvirken. Der skal fokus på indlæring på jobbet. Medarbejderne skal lære at arbejde med planlægning, tidsperspektiv, mødestruktur og i det hele taget at have ansvar for, at forretningen kører videre. ''Hvis man bare leverer uden at udvikle personalet, skaber man jo internationale arbejdspladser for evigt,'' konstaterer hun.

''I den gamle kommunistiske model var det lederne, der tog ansvar for alting, men ansvar og stolthed over opnåede resultater skal ligge hos medarbejderne,'' forklarer Gete Bjerring. Når de lokale medarbejdere beder om direktiver for arbejdet, svarer hun ofte: ''Det ved jeg ikke, hvad synes du selv?'' Hvis hun kan se, at en medarbejder er ved at bevæge sig ud på et vildspor, kommer der ingen ordrer om fuldt stop. I stedet drøfter hun fremgangsmåden med den pågældende, indtil han eller hun selv kan se, at kursen bør ændres.

Med tilbageblik på sine mange job på Balkan konstaterer Gete Bjerring: ''Medarbejderne hader mig den første måned, fordi de aldrig rigtigt får svar. Men efter nogen tid bliver tingene diskuteret på grundlag af forslag i stedet for spørgsmål og svar.''

Gete Bjerring erkender, at arbejdet bliver langt sværere for hende selv på denne måde. ''Ansvaret hviler tungere, når man lægger det ud til andre, for man skal være 100 pct. sikker på, at arbejdet bliver gjort.'' Men processerne skal i gang, og ansvaret placeres - samtidig med at det hele går stærkt, og der skal leveres. Målet er at skabe bæredygtige processer, så de internationale kan trække sig tilbage til rådgivende funktioner.

Den pædagogiske fremgangsmåde kræver tålmodighed, men det er en investering, der kommer tilbage.

Ballasten

Stillingen som administrationschef har intet med sygepleje at gøre. Men 20 års erfaring som dansk sygeplejerske er alligevel en væsentlig del af den ballast, som sætter Gete Bjerring i stand til at bestride det krævende job.

''Uddannelsen som sygeplejerske er en generalistuddannelse, hvor man lærer at tænke i helheder i stedet for enkelte dele. Man skal kunne tænke mange processer igennem på én gang og tænke hele vejen rundt: aktører, teknologi, målsætninger og arbejdsopgaver. Og så lærer man ikke at gå i panik, selv om der er mange bolde i luften.''

Nævnes skal det også, at Gete Bjerring i ca. 12 af de 20 år som sygeplejerske har beskæftiget sig med administrative opgaver. ''Jeg kunne ikke holde alle vagterne ud,'' forklarer hun.

Når hun har valgt en international løbebane, har det selvfølgelig lidt at gøre med lønnen, men nok så meget med karrieremulighederne og udsigterne til et stilskift i arbejdslivet. For Gete Bjerring er det en tilfredsstillelse at nå ud til grænsen af sin formåen: At prøve sig selv af med hensyn til erfaring og intellektuel kapacitet.

Livsstil

Det første ophold i Kosovo fik personlige konsekvenser for Gete Bjerring. Hun mødte en anden dansk bistandsudsending, Henrik, som hun blev gift med i september 2001. Flere jobskift senere arbejder de nu begge igen i Kosovos hovedstad Pristina. De bor i et højtliggende villakvarter kaldet Dragodan, hvorfra der er en fin udsigt over byens centrum, hvis arkitektur bedst kan beskrives som senkommunistisk betonstil. Nogle vil mene, at udsigten er smukkest efter mørkets frembrud, hvor byens lys dominerer - hvis der da ikke lige er strømafbrydelse.

De lange udlandsophold giver nye venner, og verden bliver større. Til gengæld er det svært at vedligeholde gamle venskaber i Danmark.

For en bistandsarbejder er tryghed i ansættelsen i hvert fald ikke en by i Kosovo. Kontrakterne er korte og kan aldrig tages for givet.

''Man må være kold som jordbæris og tænke, at det ordner sig nok på en eller anden måde.''

Trods afsavn og usikkerhed har Gete Bjerring dog lyst til at fortsætte med at arbejde i udlandet. ''Men man ved aldrig: Det kræver et gensvar fra arbejdet, så man bliver inspireret og lærer noget nyt.''