Faglig kommentar: Snailmail

Familien er helt oppe på mærkerne, opmærksomme, ængstelige. Stemningen er trykket, lavmælt. Der bliver ikke sagt så forfærdelig meget, mest om meget dagligdags ting. Et par telefonopringninger. Tavshed igen, afbrudt af lidt sniksnak om nogle banaliteter. Endnu en opringning. ''I morgen falder dommen,'' bliver der sagt i røret. Lidt rigelig vin om aftenen. Tidligt i seng. Ikke meget søvn i øjnene. Tidligt op og i bad. Ingen appetit til morgenmaden. Det suger og kildrer i brystet. Så er der afgang.

Som det sker tusinder af gange om året, har en patient fået tid til at komme til lægesamtale på sygehuset, hvor resultaterne af en længere række undersøgelser skal forelægges. ''Vi vil anbefale Dem at tage en af Deres nærmeste pårørende med til samtalen,'' stod der i brevet. Og så kan man jo godt regne ud, at det er alvor.

Mand og kone møder op. De bliver venligt modtaget og kommer hurtigt ind til lægen, der pænt rejser sig fra den opslåede journal og giver hånd. Alle sætter sig.

Endnu et døgn i uvished

''Ja, vi har altså ikke modtaget alle svarene endnu. Mikroskopisvaret skulle være færdigt i går, men det er ikke dukket op med den interne post.''

Efter en længere snak om ingenting, fordi der ikke er noget reelt at fortælle, går ægteparret hjem. Det er for øvrigt anden gang under samme sygdomsforløb, patienten var mødt forgæves op til en lægekonsultation, fordi posten med laboratoriesvar var forsinket. Næste dag møder patienten for at få taget nye blodprøver, denne gang alene. Med sig hjem bærer patienten på sin nye diagnose.

Implementering af den elektroniske patientjournal skal forceres. Der laves arbejdsgangsanalyser. Der diskuteres forskellige modeller for dokumentation. Der studeres sundhedsinformatik. Der udgives bøger og rapporter om it-projekter. Telemedicin. Konferencer om telenursing. Man kan blive opereret af fjernstyrede robotter.

Og så skal syge mennesker stadig i 2002 opleve endnu et døgn i frygt og uvished, fordi postgangen er alt for tilfældig. Man skal stadig høre historier om forsvundne journaler, rekvisitioner, henvisninger, røntgenbilleder og laboratoriesvar. Jo større hospital, des værre historier. Vi er sandelig kommet langt.

Ude af øje, ude af sind

Så snart en patient er ude af døren, og den personlige kontakt ophører, er det, som om talemåden ''Ude af øje, ude af sind'' bliver en realitet. Eneste spor efter patienten er et stykke papir. En irriterende påmindelse om, at der ligger 23 epikriser og venter på at blive skrevet. Ét blandt 77 andre svar, det er mest praktisk at afsende samlet og som derfor må vente på hinanden. Ét blandt 30 andre breve i en kasse mærket ''UD.'' Kan de i postfordelingen se, at noget post har og bør have højeste prioritet? Kan man forvente, at en piccoline eller en portør har følelser for en postsæk?

Det er ikke udtryk for en enkelt svipser, en læge må slå beklagende ud med armene, og vedkommende har måske ikke en gang selv bestilt undersøgelsen eller indkaldt patienten. Men registreres forsinkelserne i kvalitetssikringens navn? Hvad med at sende alle patientrelaterede oplysninger i knaldrøde kuverter, samtidig med at alt, hvad der kan sendes elektronisk, også sendes elektronisk?

Der er også den mulighed, at lægen griber knoglen, ringer til laboratoriet og forlanger prøvesvarene faxet øjeblikkeligt, fordi han sidder sammen med en patient, der er helt ude af flippen. Det kan en læge finde ud af i sin egen praksis. Hvad hindrer personalet på et sygehus i at gøre det samme eller sende en hurtigløber af sted? -