Patienter må undvære støtte

Side 10

Billede

Side 11

Mange psykiatriske patienter må undvære en bisidder i klagesager, fordi deres patientrådgiver ikke kan få fri fra arbejde, når der er møde i det psykiatriske patientklagenævn. 

Dvs., at patientrådgiveren ikke er til stede, når patientens klage over tvangsindlæggelse, tvangsmedicinering eller fysisk magtanvendelse bliver behandlet. Problemet er velkendt, og der er gjort en del for at finde løsninger. Fremmødet er da også blevet betydelig bedre siden 1999, hvor patientrådgiverne kun deltog i omkring 60 pct. af møderne.

Men der er stadig store udsving fra amt til amt, og i 2001 havde halvdelen af amterne et fremmøde under 70 pct.

Det er stadig for lidt, mener alle involverede. Ordningen med beskikkede patientrådgivere er netop oprettet, fordi psykiatriske patienter har et særligt behov for støtte, og fordi det er alvorlige indgreb, der er tale om.

''Det er jo et spørgsmål om den enkeltes retssikkerhed,'' siger Henning Kipp, patientrådgiver for patienter fra Augustenborg Sygehus i Sønderjyllands Amt. ''Man skal være meget påpasselig, når man frihedsberøver folk, der måske ikke har gjort andet, end at nogen har vurderet, at de kan være til skade for sig selv eller andre.''

Statsamtmand Bent Klinte, formand for det psykiatriske patientklagenævn i Viborg Amt, betragter det manglende fremmøde som et problem for både patienten og systemet:

"Patientrådgiverens deltagelse er en vigtig del af vores retsgaranti. På nogle møder er patientrådgiveren bare til stede og kan bekræfte, hvad patienten selv siger. Men somme tider er patienterne meget dårlige, og så bliver kommunikationen svær.'' 

Patientens mand

Henning Kipp er for øjeblikket patientrådgiver for to psykiatriske patienter. Han har været patientrådgiver i syv år og har stor respekt for lægerne og plejepersonalet.

''Alligevel har der da været en del sager, hvor patienten og jeg har fået helt eller delvis medhold. Jeg er ikke nødvendigvis enig med patienten, men der kan godt være tilfælde, hvor jeg fremlægger en argumentation, som patienten har bedt mig om,'' siger    

Side 12 

han. Han har både oplevet patienter, som har været fuldt i stand til at tale deres egen sag på møderne, og patienter, som ikke har været det - eller slet ikke har ønsket at deltage.

''Men uanset om man siger noget eller ej, er det vigtigt, at der er én, som er patientens mand, og som patienten ikke opfatter som en del af systemet.''

''Som personale betragter vi os selv som patientens advokater. Men mange patienter mener, at vi vil dem det onde. Det er en del af deres sygdom.'' siger afdelingssygeplejerske Steen Aage Maj Jørgensen, Augustenborg Sygehus.

''Nogle ser kun patientrådgiveren som et nødvendigt onde. Men flere ser ham som én, de kan stole på. Det er en god ting for os, og når patientrådgiveren er kørt hjem igen efter et møde, bruger vi altid tid på at snakke om, hvad der skete og blev sagt.''

Bedre planlægning
Henning Kipp bliver måske indkaldt til møde i patientklagenævnet en gang i kvartalet. Men mødetidspunkterne gav ham tit problemer før i tiden. ''Jeg er lærer, og jeg har tit skældt ud på statsamtet. Da jeg startede som patientrådgiver, blev jeg ikke spurgt, hvornår jeg kunne, jeg blev bare indkaldt. Men det er statsamtet blevet meget bedre til.''

Oprindelig blev møderne også holdt i Aabenraa, hvor statsamtet ligger. Nu bliver de holdt på sygehuset. Det er ikke kun en fordel for overlægen og afdelingssygeplejersken. Hvad det betyder for patienten, fik Henning Kipp demonstreret, da et møde her i sommer blev holdt i statsamtet i stedet for på sygehuset.

''Det var pga. ferie og andre praktiske forhold. Men det er urimeligt for patienten, og i dette tilfælde ville han ikke med. En køretur på 35-40 km ville have tappet ham fuldstændig for energi. Han er jo syg.''

Korte frister

I de senere år har statsamtet i Sønderjylland lagt stilen om, og nu bliver Henning Kipp som regel ringet op, før møderne i det psykiatriske patientklagenævn bliver lagt fast. Den større smidighed kan aflæses på fremmødeprocenterne fra Sønderjylland. I 2000 var der kun patientrådgivere med til 50 pct. af møderne i patientklagenævnet, i 2001 var deltagelsen oppe på 69 pct.

For statsamtmand Torben Sørensen, der er formand for nævnet, er det først og fremmest et praktisk problem. Det er en kombination af, at patientrådgiverne typisk har andet arbejde, og at fristerne for at indkalde til møderne er ret korte. Når en patient klager over tvangsbehandling, har klagen - med visse undtagelser - opsættende virkning, og så skal den behandles

 Side 13

på et møde inden syv dage. De øvrige klager skal helst behandles inden for 14 dage.

Det er heller ikke lige vigtigt, at patientrådgiveren er til stede i alle tilfælde, mener Torben Sørensen: ''Nogle gange kender patientrådgiveren ikke patienten særlig godt. Patienten er ikke meddelsom eller ønsker måske slet ikke kontakt til patientrådgiveren. Andre gange er patienten selv med til mødet og er meget meddelsom. Så er der heller ikke så meget brug for patientrådgiveren.

Men når patienten bliver lidt forknyt ved et møde med mennesker, han ikke kender, og patientrådgiveren kender patienten godt, er det vigtigt, at patientrådgiveren er med.''

Problem at få fri

Statsamtmand Bent Klinte, Viborg Statsamt understreger ligesom Torben Sørensen, at problemet først og fremmest er praktisk. ''Der er stor idealisme blandt patientrådgiverne, men mange er lærere eller har andet arbejde, hvor møder i normal arbejdstid giver problemer.''

Statsamtet har skrevet til de enkelte patientrådgivere og gjort opmærksom på, at loven om tvang i psykiatrien forudsætter, at de er til stede, selv om det ikke er et egentligt lovkrav. ''Vi har forståelse for, at det kan forekomme, at man ikke kan deltage. Men hvis en patientrådgiver ofte er fraværende, må vi tage en drøftelse med vedkommende og måske tage konsekvensen og finde en anden.

Vi har f.eks. en meget populær patientrådgiver, som ofte havde svært ved at få fri. Vi foreslog, at han fik lagt sine arbejdstider lidt om, og det har faktisk løst problemet.''

I 2001 skrev den daværende sundhedsminister til statsamterne for at bede dem lægge møderne først eller sidst på dagen og i øvrigt tilstræbe et større fremmøde. Men der har været en god udvikling i gang i flere år. Fra 2000 til 2001 har alle amter undtagen ét haft fremgang.

Statsamtet i Viborg kan fremvise den største forbedring af samtlige amter, fra 48 pct. i 2000 til 74 pct. i 2001. Det er dog stadig for lidt efter Bent Klintes opfattelse: ''100 pct. kan vi aldrig nå. Men hvis ikke patientrådgiverne er til stede i langt de fleste tilfælde, vil jeg føle mig forpligtet til at tage en snak med de pågældende.''

''Det er netop, hvad vi frygter: At man gør det til et spørgsmål om, at patientrådgiveren ikke passer sit job,'' siger næstformand Henry Sørensen, Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark.

''Vi kan være bange for, at det giver en overvægt af pensionister og ansatte i stat og kommuner. Hvor den oprindelige mening var, at patientrådgivere skulle udgøre en bred del af befolkningen.''

Landsforeningen har i flere år drøftet problemet med statsamterne, Sundhedsministeriet og Folketingets \47 71-udvalg (der fører tilsyn med psykiatrien).

''Det er vores ønske, at det kunne blive et borgerligt ombud at være patientrådgiver, så arbejdsgiveren ikke kan sige nej til at give folk fri,'' siger Henry Sørensen. "'Det kan ikke lade sig gøre, fordi der er tale om en ansættelse. Men en løsning, vi også har peget på, er at betale for vikardækning, når patientrådgiveren skal til møde.''

Generelt er statsamterne dog blevet meget bedre til at tilrettelægge møderne, så patientrådgiverne kan være til stede, mener Landsforeningen. ''Vi er tilfreds med de bedste af resultaterne ude fra amterne,'' siger Henry Sørensen.

''Resten af stederne arbejder vi stadig på at få et bedre fremmøde.'' 

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet