Et skridt på vejen

Jeg havde ikke forestillet mig, at en dag sammen med en bedemand kunne gøre så stort et indtryk, som det gjorde. Så kan man jo spørge sig selv, hvad laver en sygeplejestuderende hos en bedemand?

Ja, svaret er ganske simpelt - jeg følte mig privilegeret, da jeg havde mulighed for at følge et menneske til det sidste hvilested. Det var uden tvivl professionel sygepleje. Det var et skridt længere ude end den sygeplejeproces, jeg som sygeplejestuderende normalt ville blive inddraget i. Ét vigtigt skridt, som jeg vil opfordre andre til at tage.

Jeg var i praktik på et plejehjem, og det var tid til midtvejsevalueringen sammen med min vejleder. Jeg havde til dagen forberedt mig skriftligt med ønsker til mit praktikophold og gjort mig mine overvejelser omkring døden og om, hvordan jeg ville reagere, når den viste sin tilstedeværelse. Det var vigtigt for mig som sygeplejestuderende at forholde mig til døden og mærke på egen sjæl, hvordan det ville påvirke mig at se et dødt menneske. Jeg havde nemlig aldrig tidligere set et lig. Jeg mener, det er vigtigt at blive inddraget i de sygeplejehandlinger, der er ved et dødsfald. Derfor er det vigtigt at observere mennesket i den sidste livsfase, så man får set og konstateret døden og dens tegn.

Jeg vil lige nævne, at kun lægen kan erklære en person død. Disse dødstegn vises i form af stivhed og ligpletter. Selvom jeg er sygeplejestuderende, er jeg også privatpersonen Christina med følelser og egne personlige erfaringer med døden, og hvad sorgen kan gøre ved et menneske.

Et rolleskift

Det blev efter mit ønske aftalt, at jeg skulle følge en bedemand. Jeg må indrømme, at jeg var noget spændt på dagens forløb, da jeg fredag morgen mødte op i bedemandsforretningen.

Bedemanden, som jeg har valgt at kalde hr. Andersen, tog pænt imod mig og fortalte om dagens forløb. Jeg skulle følges med ham til en bisættelse.

Side 21

Da jeg var blevet vist rundt i huset og havde hilst på de andre, var det tiden at komme af sted. Vi snakkede, mens vi kørte til kirken, om min rolle i forbindelse med bisættelsen. Jeg skulle stå ved siden af rustvognen, når familien kom ud fra kirken med kisten. Desuden skulle jeg dele salmebøger ud til menigheden og tage imod blomster og kondolancebreve.

Under bisættelsen sad jeg stille og lyttede til præstens tale om afdøde. De personlige ting, der blev sagt om afdøde, gjorde, at jeg svagt kunne danne mig et billede af hans personlighed. Jeg følte empati med familien og alle de mennesker, der var mødt op for at tage afsked. Dog var jeg ikke et øjeblik i tvivl om min professionelle rolle, som gjorde, at jeg ikke var privatpersonen, men fagpersonen, det, der i fagsproget kaldes et rolleskift. Jeg var til stede for at hjælpe familien med en praktisk handling, nemlig at bringe afdøde til krematoriet. Her er det vigtigt ikke at blive overmandet af sine følelser; dog kunne jeg mærke, da familien kom ud til bilen, at jeg skulle holde hovedet koldt. Det, at andre mennesker er i sorg, bliver jeg berørt af. Jeg tænkte over at trække vejret dybt, og jeg lyttede til fuglene, der sang. Jeg mener, at jeg beviste for mig selv, at jeg turde være til stede. Det var for mig en helt uvant situation, som jeg mestrede ved at tænke professionelt. Jeg var derfor også meget bevidst om mit kropssprog, og jeg stod ret op med mine hænder foldede foran mig.

Jeg observerede, at kisten blev lagt på skinner i bilen, så alt forløb planmæssigt. Det var selvfølgelig min opgave at følge bedemandens kropssprog, og han fortalte tydeligt med sit blik, da det var tiden, vi skulle køre. Jeg kikkede på familien, nikkede kort og satte mig ind i bilen. Jeg var omsorgsudøver i den forstand, at det nu var bedemandens og mit ansvar at få viderebragt afdøde til krematoriet. En praktisk handling, der bliver udført for den andens bedste, uden at vi forventer noget til gengæld.

Lyst og venligt

Det var en speciel oplevelse at være på krematoriet. Vi fik afdøde placeret i et stort kølerum, hvor der stod temmelig mange kister, som ventede på at blive brændt. Det var tydeligt at se på blomsterne, hvem der havde stået der længe!

Jeg blev vist rundt af brænderen på krematoriet, og han lukkede kort op for en lille luge til ovnen, så jeg kunne se knoglerester og få en fornemmelse af ilden og varmen. Ovnen var computerstyret, og det hele var moderne. Jeg syntes, det var rart, at de fysiske rammer var lyse og venlige. Dagslyset kom fra de mange vinduer, hvor man havde udsigt over markerne.

Grunden til, at jeg nævner det, er, at jeg nok uvilkårligt forbinder død og krematorier med mørke. Endnu en af mine forestillinger om døden blev manet til jorden. Efter endt rundvisning var det tid til at komme videre. Næste stop var en anden kirke.

Uvirkelig følelse

Her skulle vi til kapellet, hvor der lå en afdød mand på 43 år. Hr. Andersen havde fortalt mig, at han var pæn efter omstændighederne. Han havde været død i syv dage og skulle bisættes dagen efter. Vi havde talt om, hvordan han så ud, og jeg var blevet advaret i den forstand, at han selvfølgelig havde fået ligpletter, var stiv og havde blå og sort hud. Endvidere vidste jeg, at hvis det blev for ubehageligt for mig, kunne jeg bare gå ud i den friske luft. Det at se ham gjorde selvfølgelig indtryk, men ikke på nogen skræmmende måde. Han lå med lukkede øjne, og hans lyse hår var redt pænt tilbage, så jeg kunne se hans ørering og ansigtstræk. Han lå med foldede hænder og så ud til bare at sove. Han lignede en voksdukke, og jeg berørte meget flygtigt hans hånd, som var utrolig kold. Han var iført sit eget tøj, nemlig lærredsbukser og cowboyskjorte.

Ved siden af ham stod en anden kiste, og uvilkårligt læste jeg afdødes navn. Det var det, der gjorde mest indtryk på mig. Det var en beboer fra plejehjemmet, hvor jeg var i praktik. Han var kommet på aflastning, fordi han var registreret som terminal. Jeg var ikke klar over, at han var død, og jeg kunne mærke, at jeg havde en klump i halsen. Jeg havde været inde hos ham og hjulpet med grundlæggende sygeplejeopgaver. Jeg havde for få dage siden holdt hans hånd og talt til ham. Jeg kunne mærke på mig selv, at det var godt for ham, at han fik fred. Jeg havde i disse minutter så mange tanker og følelser, at det hele føltes lidt uvirkeligt. Jeg havde brug for at få klarhed over, hvad der var sket for ham de sidste dage på plejehjemmet, og jeg så derfor frem til mandag morgen, hvor jeg skulle møde igen. Efter en dag fyldt med indtryk var det blevet tid til at sige farvel og tak til bedemanden.

Jeg mener bestemt, at det for mig som sygeplejestuderende har gjort mig stærkere i mødet med døden næste gang. Det er uundgåeligt for sygeplejersker at møde døden, når vi er i et fag, hvor liv og død går hånd i hånd. Jeg har oplevet, hvilke handlinger der bliver udført, når den afdøde ikke længere er på sygehuset eller plejehjemmet. Det har for mig betydet, at jeg er bedre forberedt på spørgsmål fra pårørende. Jeg tror, det er godt som sygeplejestuderende at forholde sig til døden og de procedurer, der følger med. Det at forholde sig til døden har bevirket, at jeg har et mere naturligt forhold til den, og det mener jeg vil påvirke mig i positiv retning i forhold til det at være sygeplejerske. -

Christina Riise Jensen er sygeplejestuderende på Vejle Sygeplejeskole.